Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Perfekt publikumskurateret jubilæumsshow

Updated
_JD28330
_JD28258
_JD18333
_JD28578
_JD18279
_JD28016
_JD28168
_JD27863

Opeth fik med to års forsinkelse endelig lov til at fejre 30-års jubilæum sammen med canadiske Voivod, og gav et brag af en koncert med sjældne perler på den publikums-kuraterede setliste.

Kunstner
Titel
+ Voivod
Dato
10-11-2022
Trackliste
1. Ghost of Perdition
2. Demon of The Fall
3. The Moor
4. Under the Weeping Moon
5. Windowpane
6. Devil's Orchard
7. Black Rose Immortal
8. Burden
9. Sorceress
10. Allting Tar Slut

Ekstranumre:
11. Blackwater Park
12. Deliverance
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

Den Grå Hal kan være et rigtig godt koncertsted. Det kan også være det modsatte. For lyden i hallen kan være drilsk, og det fik særligt Voivod at mærke denne aften. Det kan også være en utaknemmelig sal at spille for, når den ikke er fyldt op, og også her måtte Voivod holde for.

En akavet date...
Koncerten med Voivod var ikke helt ulig akavet elskov, der slutter ganske hæderligt, men lidt brat. Det hele starter med at være akavet og faktisk lidt træls. I takt med alkoholen bliver indtaget stiger humøret, og det bliver tid til lidt fjumret kælen. Endelig når vi sammen til det vi håber på, og opdager, at det faktisk slet ikke er så ringe endda. Og så er det hele slut før man egentlig er kommet igang.

Det er ikke Voivods musik, jeg her taler om, men deres lyd og ikke mindst den altid modvillige partner: publikum. Der er sikkert hørt værre lyd, men ikke til noget arrangement, jeg kan komme i tanke om, og det var i de første to numre så grelt at musikken bogstavelig talt gik i stykker deroppe på scenen, hvor bandet ellers gjorde ihærdige forsøg på at piske en stemning op hos publikum, der enten var vildt begejstrede, eller stod hovedrystende og forsøgte at finde ud af om de var udsat for en joke. Det lykkedes endelig lydteknikeren at rette lidt op på lyden efter andet eller tredje nummer, og dermed fik hovedrysterne også øjnene op for Voivod og den helt særlige musik, de i årtier har turneret med med forskellig grad af succes.

_JD27882.jpg

... der endte godt
Modvilligt og lidt fjumret fik vi de første fødder til at bevæge sig semi-rytmisk mod gulvets beton, og umærkeligt kom publikum og band tættere på hinanden – til begges gensidige begejstring.
Bandet virkede knapt så desperate deroppe på den store scene, og publikum begyndte at gå lidt tættere på, klappe på udvalgte steder og i det hele taget give bandet noget velfortjent medvind. For medvind har Voivod i den grad fortjent. Skulle jeg beskrive det for en udenforstående ville jeg kalde det for progget heavymetal med en snas jazz – til pynt. De er erfarne musikere, der ikke lader en smule modgang, lidt dårlig lyd eller en halvtom hal afspejle sig i musikken. På trods af den helt elendige lyd i første del af settet var den musikalske opvisning imponerende med masser af heavymetal attitude, knyttede næver og progget lækkerhed ikke mindst båret af guitarist Daniel Mongrain (eller Chewy som hans kunstnernavn lyder) og naturligvis forsanger Denis Belanger (med scenenavnet Snake). Der blev spillet på alle de tangenter, som heavy metal og prog har at gøre godt med, og lidt jazzede drillerier på trommerne blev det også til. Ved slutningen af koncerten spurgte Langevin retorisk: "Are you with us?" Og ja – det var vi, der var mødt op til denne sære elskovsseance. Det startede akavet, vi fik fjumret os vej ind til hinanden og undervejs fik Voivod charmet sig frem til en hæderlig tur i høet, som desværre stoppede alt for hurtigt.

_JD18102.jpg

Perfekte Opeth
Lidt ventetid gik, men ikke så længe som vi havde regnet med og så trådte Opeth ind på scenen. En By Request-turné, som oprindeligt slet ikke skulle have passeret Danmark, men som med bandets store, danske fanbase faldt på et tørt sted og derfor også var helt, helt udsolgt. Hvilket faktisk er lidt af en bedrift i disse tider, hvor spillestederne står på nakken af hinanden i konkurrencen om et stadig mere metaltræt publikum. Men Opeth har deres helt egen fanskare (og fanklub) i Danmark, selvom det gik lidt langsomt for danskerne med at få øjnene op for bandets kvaliteter, som frontmand Mikael Åkerfeldt vittigt påpegede i en af sine efterhånden velkendte anekdotepauser.
Det var også tydeligt fra første tone, at en af årsagerne til Voivods katastrofale lyd måske kunne være, at Opeth simpelthen stjal alt lydprøve-tiden. Det er naturligvis kun gisninger, men sikke et spring i kvaliteten. Sjældent har Den Grå Hal lydt så sprødt som denne aften, og kun en lille mislyd af noget lidt rigeligt fremtrædende diskant irriterede til tider vores sarte ører.

_JD18356.jpg

Publikums gode smag
Setlisten var utrolig. Et nummer per plade var mantraet, men ikke hvilke som helst numre. Delvist sammensat af et publikum, der fik lov at stemme om hvad de helst ville høre, var aftenens setliste mageløs og fuldstændig passende til det jubilæum, som Opeth nu endelig kan fejre. Det var også tydeligt, at publikum havde sat Opeth på noget af en opgave, for deres bagkatalog er ikke just begyndermateriale for guitarister (eller nogen som helst andre for den sags skyld), og der må have været mange timer i øvelokalet forud for denne koncert og ikke mindst turne hvor vi må formode, at sætlisten skifter hver aften. Det er noget af en mundfuld at øve op, men som altid, når vi ser Opeth, så var fremførelsen lige i skabet og noget nær perfekt. Problemet for Opeth er vel delvist, at vi faktisk altid forventer perfektion. Og det kom dem også lidt til ulempe denne aften, hvor det perfekte manglede lidt liv, lidt løsere skuldre og lidt mere spræl. Om det alene kan lægges over på den nye trommeslager i bandet, er nok at strække den, og jeg misunder ham sandelig ikke jobbet med at opøve hele bandets bagkatalog. Men det blev lidt stift deromme bag kedlerne.

_JD18333.jpg

Lidt nyt, lidt gammelt, lidt blåt...og lidt underligt
Bandet lagde stærkt ud med 'Ghost of Perdition' fra 2005-albummet 'Ghost Reveries', og skulle vi være i tvivl (og det var vi faktisk - mere om det senere), så har Åkerfeldt brugt coronakrisen på at få genoptrænet sit legendariske growl til fordums storhed efter et par år, hvor det godt kunne lyde som om det var for nedadgående. Der var ikke nogen tvivl om, hvem der bestemte denne aften, og uden så mange unødvendige forsinkelser hoppede vi straks videre til 'Demon of The Fall' fra deres tredje album, 'My Arms, Your Hearse', fra 1998, og vi kiggede dermed også tilbage til det helt tidlige Opeth. Introen var ikke mindre end enestående, og det samme gjaldt vokalen. Og resten af bandet for den sags skyld. Trommeslager Waltteri Väyrynen havde helt klart en styrke i dette nummer, og han breakede og trioliserede sig gennem nummeret så det var en fryd for øret. Nummeret finder forholdsvis ofte vej til sætlisten, men den fik ekstra gas denne aften.

_JD28371.jpg

Åkerfeldts små intermezzoer er velkendte og han slipper som oftest godt fra det. Også denne aften, hvor vi fik en kærligheds-skideballe fra scenen over setlisten. For den var svær, og det indrømmede en glad og veloplagt Åkerfeldt også fra scenen. Han lovede de ville gøre deres bedste. Og det løfte holdt han gennem koncerten, hvor vi kom igennem 'The Moor' fra 'Still Life', hvor publikum fik vist, at de trods alt godt kan klappe i takt og endda med minimal opfordring, og hvor Åkerfeldt fik vist, at han stadig kan growle underpermissionerne af de fleste.

_JD28258.jpg

'Under the Weeping Moon' fra 'Orchid' fik en særlig præsentation, og det havde den også brug for. Som Åkerfeldt så fint sagde det: det er et ret underligt nummer og det hænger nok sammen med, at bandet stadig var i færd med at finde sin lyd og sin stil. Alligevel var den vældigt Opethsk, nærmest fordi den eksperimenterer. Det er i eksperimenterne, at Opeth har sin styrke, og på sin vis kondenserer 'Under the Weeping Moon' den ånd. Men Åkerfeldt har ret: Den er ret underlig. Og lang. Knap 10 minutter tog den af aftenens mastodont-koncert på i alt 2,5 time.

_JD28578.jpg

Aftenens kronjuvel
Efter en tur omkring både 'Windowpane', hvor Väyrynen igen fik vist sit format, og ikke mindst 'Devil's Orchard' fra 'Heritage', fik de danske Opeth fans noget, som de har ventet meget, meget længe på. Som en ven udtrykte det: jeg har ventet i 20 år på dette nummer. Og det er også længe at vente på et nummer. Det blev introduceret med en vis ærefrygt fra Åkerfeldt, der også lidt fik flettet ind, at han altså hverken er guitarist eller sanger, men bare rigtig glad for at spille musik. Og den disclaimer forstår man godt, for 'Black Rose Immortal' fra 'Morningrise' (1996) er en rigtig skiderik at spille og den viser ingen nåde. Den spænder vidt og bredt både hvad angår tempo, taktarter (dog med en forkærlighed for den skæve side) og stilarter. Og Åkerfeldt fik prøvet både sin rensang og sit growl så rigeligt af. Jubelbrølet da nummeret blev annonceret blev kun overgået af brølet, da det var færdigt og jeg kipper med hatten for Opeth vilje til at tage nummeret op af skuffen, støve det af og gå på med krum hals. Og som alt andet de laver: der var jo ingen som helst fejl.

_JD28184.jpg

De sidste tre numre på sætlisten var af lidt nyere dato, nemlig 'Burden' fra 'Watershed' (2008), 'Sorceress' fra pladen af samme navn fra 2016 og 'Allting tar slut' fra 'In Cauda Venenum' fra 2019. Og det var et meget passende nummer at lukke med.

It ain't over 'till...
Den garvede Opeth-fan ved dog, at det ikke er slut før 'Deliverance' er klinget ud, og i aften var ingen undtagelse. Selvom Åkerfeldt bekendtgjorde, at han ville have foretrukket 'Bleak' fra 'Blackwater Park', så var det titelnummeret, der endte med at gå af med sejren i publikumsafstemningen, og det skal de ikke høre noget for. På dette tidspunkt i settet var Åkerfelts vokal dog en smule mere slidt end i de foregående numre, og vi spekulerede kortvarigt i, om han måske havde benyttet sig af noget pre-recording til hjælp i det ordinære sæt? Efter lidt drøftelse frem og tilbage konkluderede vi dog, at det nok ikke var tilfældet, selvom vokalen i 'Deliverance' var på et noget andet niveau i de skønne '10ere, hvor undertegnede fik øjnene op for Opeth for alvor. 

_JD18279.jpg

Perfekt er ikke nok
Vi kom vidt omkring denne aften, og selvom vi ikke fik repræsenteret hele bagkataloget, så tør vi godt vi sige, at vi fik repræsenteret de væsentlige udgivelser. Det var en tæt på perfekt koncert. En interessant sætliste med masser af godbidder for den dedikerede fan. Så hvad manglede der? Det var faktisk svært at sætte fingeren på, og alligevel manglede der noget. Som tidligere nævnt, var skuldrene noget stive i det hos Väyrynen, og jeg tog mig i at savne Lopez, om end det tog jo for længst er kørt. Det blev også en sært indadvendt koncert, når ikke lige Åkerfeldt snakkede og fortalte anekdoter og historie til fansene. Sættet gik lidt i stå i de sidste 3 numre, og pusten gik af folk efter 'Black Rose Immortal', hvor flere trak i merchboden. Desværre formåede Opeth ikke helt  at puste liv nok i koncerten igen med ekstranumrene, hvor særligt 'Deliverance var skæmmet af en vokal, der på visse steder var ret langt fra at sidde lige i skabet. Så selvom dette jubilæumsshow var længe ventet, så manglede der noget dynamik og noget spræl, som for mange nok har været rigeligt opvejet af yderst kompliceret musikalsk ekvilibrisme.
Det var dog ikke nok for denne anmelder til at trække koncerten helt op på toppen af karakterskalaen.

Voivod: 2/5

Opeth 4/5