Tornede djævle med ustyrlige sind
Molok siger det selv. Du skal ikke forsøge at forstå deres musik. Du skal bare lade dig rive med.
Alpha beta
Sie haben Gott in ihren händen
De stummes melodi
Vemod
Jeg tæller de døde
Иди и смотри
Og med “rive med”, menes der ned i en grum, rå ursuppe af black metal, der ubesværet trækker tråde til punk, jazz, noise og elektronisk musik. Lyt for eksempel til ‘Sie haben Gott in ihren Händen’, som er et brutalt fræsende nummer, der både rummer kold, sorgfuld tremologuitar, hvæsende djævlevokal, vanvidsklingende, højloftet clean sang, hastigt jazzende saxofon og en stemning af, at alting bryder sammen eller står i flammer lige om lidt.
Eller 'De stummes melodi', der lægger ud med et tungt, ondsindet rockgroove, som pludselig drejer skarpt ind i blacket guitar og, efter et interessant haltende groove, et kontant blastbeat. Molok stiller sig aldrig tilfreds med at hvile på genrens sorte laurbær. De er altid på vej videre, og konstant lurer der overraskelser rundt om hjørnet, hvilket absolut er en stor del af charmen ved ‘Ne pas chercher á comprendre’. Det, og så den voldsomme, ætsende og ophidsende energi, som bandet lægger for dagen, ikke mindst på hjørnestensnummereret ‘Jeg tæller de døde’.
Rundt omkring på pladen føjer Skvat (Stikkersvin/Ædel Fetich) sin operatiske vokal til, og på saxofon har vi Marc Wilkins. Begge gør det fremragende, og de føjer klart gode facetter til en plade, der formår at åbne sig over for det mangeartede udtryk uden på noget tidspunkt at miste forbindelsen til black metal. Trve kvlt kan man måske ikke kalde Molok, men det er kraftedeme ægte musik, og det er et band, der bør kultdyrkes. Det sidste, fordi musikkens støjende og ædende onde kompromisløshed nok næppe gør det til hitlistemateriale lige foreløbig – men når det er sagt, så ville jeg hilse en verden, hvor Molok nåede bredt ud, velkommen.
Men altså, det er ikke rettet mod nogen form for mainstream. Tjek for eksempel en bid af lyrikken fra ‘Alpha Beta’:
“Ind I en uendelig regelmæssig
Rytmisk monotoni
Æder cigaretter til morgenmad
Vrider flaskehalsen som en karklud
Ind i! Ind i de åndssvages felt
Denne forsyningskæde
Spor af blod i de hvide lagner
Husk nu dit wc-papir’
Albummets lyriske side er engagerende, bevægende og voldsomt frastødende, trist og grum. Og den er spændende egenartet. Med andre ord passer den glimrende til Moloks evigt genstridige og ondskabsfulde, men også fascinerende og fængende sange.
Det er sange, der måske nok forsager forståelse, men det forhindrer dem ikke i at tage bo i ens sind, forhutlet, forslået og forpint, som det er efter en omgang 'Ne pas chercher á comprendre'.