Hvem ka'? Katla ka'!
Wacken Metal Battle i Aalborg viste, at der er noget for de nysgerrige, og at standarden i dansk undergrund er overraskende høj.
Studenterhuset i Aalborg har lagt gulv og scene til mange års Wacken Metal Battle. 2019 er ingen undtagelse. Fire bands skulle dyste om dommernes og publikums gunst. Inden de fire deltagende bands indtog scenen, fik publikum dog en udmærket opvarmning fra Sunless Dawn, der tidligere har vundet konkurrencen og givet koncert på Wacken Open Air. Efter Sunless Dawn havde kalibreret lydanlægget med en sang med tekster fra Søren Kierkegaard, kunne Kasper Molin så fra scenen annoncere de forskellige bands.
Først var det Katla. En trio, der spiller en art doom metal med en snert af sludge og stoner. Bassist og forsanger David fuldender billedet af sådan et band med sin rævehale, og som visuelt virkemiddel har Katla en tegnefilm kørende på bagtæppet, der umiddelbart ser ud til at akkompagnere musikken på sin helt egen vis. Katla spiller godt, og de har en trommeslager, der ikke er bange for at varme kedlerne op. For en uge siden overværede denne anmelder I Am Morbid fra samme scene, og Tim Yeung slår meget hårdt på sine trommer. Det gør Katla også. De har kun en halv time og spiller 'Manslayer' og 'Dragonlord' som de to sidste numre, der også fungerer bedst denne aften.
Derefter er det Verdande. En helt anden stil. Bandet fra Esbjerg spiller en meget teknisk og progressiv dødsmetal, der har en snert af core over sig, særligt på vokalfronten. De har også styr på udsmykningen på scenen, og forsangeren spørger, om publikum har set deres musikvideo. Det er der trods alt en del, der har, ifølge brølene fra salen. Så de spiller 'We Wait in the Fire' og får publikum med på de moderne breaks og den tekniske lir på guitarerne. De spiller også en helt ny sang, der hedder 'The Past'. De lukker deres halve time med 'Giving In' og sætter sådan set ikke en fod forkert.
Det gør forsangeren i Molok heller ikke. Han ligger nemlig og roder rundt på gulvet under hele deres koncert. Molok spiller en punket, atmosfærisk black metal. Musikken er kaotisk og intens, og forsangerens aparte optræden bidrager kun til den fortælling. At kalde Molok helt nye er nok at strække begrebet en anelse, da vi har set dem live i 10 år efterhånden. De er stadig vanvittige, og det er bestemt ment som noget positivt.
Mere vanskeligt bliver det med Polars Collide, der ligesom Verdande spiller progressiv dødsmetal. Aarhusianerne siger selv, de har brugt syv år på at skrive musik, og der er da heller ikke meget at udsætte på deres optræden. De har masser af energi på scenen og blandt publikum. Udfordringen med genren og fraværet af melodi gør, at det for den del af publikum, der ikke er bekendt med materialet risikerer at blive for ensformigt og indspist. Sådan var det dog ikke for dem oppe helt foran, der havde en fest sammen med forsanger Martin Borre, der i den grad kom ud over scenekanten.
Da Polars Collide havde haft en halv times spilletid, fik Kasper Molin nævnt for publikum, at dommerne nu ville votere på baggrunden af aftenens indsats, og mens dette skete, så ville sidste års vinder, Xenoblight, spille en lille times tid. Som sagt, så gjort. Xenoblight med Marika Hyldmar i front har vi set og hørt mange gange de seneste år, og deres musik fungerer stadig godt. De spiller med vanlig voldsom energi, og Hyldmars intense blik, forbløffer hver gang. Det er en god frontfigur, og selv når de trækker tempoet en anelse ned på sange som 'Virus', så fungerer Xenoblight godt.
Efter Xenoblight kunne Kasper Molin bekendtgøre, at dommerne havde syntes bedst om Katla denne lørdag aften. De forskellige bands' optræden får point, der lægges sammen og afgør, hvilke bands der skal i finalen i Pumpehuset.
Det betyder også, at der stadig er masser af kæmpe om, når Wacken Metal Battle-karavanen svinger forbi Aarhus i weekenden. Femte og sidste indledende runde er på Atlas lørdag d. 11. maj, hvor Everything Is Terrible, The Darkest Moment, Demolizer og Death to Seattle dyster. Også her vil Sunless Dawn give koncert.
For selvom fremmødet var så som så i Aalborg denne lørdag aften, så blev dem, der rent faktisk mødte op, præmieret for at være nysgerrige. Stilarterne og variationen er stor i den danske undergrund, så der er noget for de nysgerrige, når man er bevidst om, at der kan være langt mellem snapsene. Det var der ikke på Rock Caféen, der afholdt officielt afterparty, hvor den legendariske beværtning genopstod i dagens anledning. Lokalerne er der jo stadig og kan lejes som lounge, hvilket arrangørerne af diverse metalarrangementer i Aalborg heldigvis har fået for vane i ny og næ. Her fortsatte bands, dommere og publikum festen. Desværre, skulle lever og ører hilse og sige søndag eftermiddag.