Copenhell '22: Svensken kommer!

_XJD4685
_XTD2989
_XTD3044
_XTD3059

Opeth imponerede trods utidig blæst.

Kunstner
Dato
16-06-2022
Trackliste
1) Hjärtat vet vad handen gör
2) Ghost of Perdition
3) Cusp of Eternity
4) The Devil's Orchard
5) The Drapery Falls
6) Sorceress
7) Deliverance
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

På de to år, plus det løse, der er gået siden Opeth blev offentliggjort til Copenhell, har jeg flere gange glemt og atter erindret deres deltagelse. Jeg har haft lidt betænkeligheder ved at skulle se dem gennem anmelderbrillen igen, selvom jeg havde held med det sidste gang de betrådte Copenhell. Der virkede de ganske benovede over at være klemt inde mellem henholdsvis Rob Zombie og Slayer, men denne gang udstrålede de en energi, som stod de øverst på plakaten.

Åbneren ‘Hjärtat Vet Vad Handen Gör’ fra den mægtige ‘In Cauda Venenum’ rullede ud over de mange glade mennesker, der var mødt op for at byde vort broderfolk velkommen. Keyboardet spiller en central rolle i Opeths musik, og det er dejligt at høre, hvordan det får lov til at ligge i et leje, hvor det kan høres, uden at det tager opmærksomheden fra bassen. Opeth tager sig god tid til at få alle detaljerne med, og selvom de subjektivt ikke er det mest indlysende live band – der går nemt for meget musiknørd i den, er vi da heldigvis allesammen ligeglade med kan, skal og bør.

“You know you love it”
Man kan diskutere fornuften i at sætte en erklæret fan til at anmelde. Kan de for alvor være kritiske, upartiske og formidle oplevelsen tilstrækkeligt objektivt? Måske, måske ikke. Men i Opeths tilfælde er jeg ikke i tvivl om, at det kan lade sig gøre. Det er et band, man kan stille høje krav til – mest fordi de objektivt er vanvittigt dygtige. Af samme årsag, er jeg også opmærksom på hvad, der kunne trække den samlede score ned, selv hvis jeg skal iføre mig metaforiske hvide bomuldshandsker under inspektionen.

For fejlfrit var det ikke. En takt smuttede her og der og Åkerfeldts mere krævende udladninger føltes til tider, som om de var en smule halvhjertede. Lyden var af svingende kvalitet og flere gange undervejs blæste diskanten over til mig og bassen den modsatte vej. Men hånden på hjertet, så kan alt dette undskyldes med menneskelige fejl, fysiske begrænsninger og en af de eneste ting vi endnu ikke har haft held til at kontrollere endnu: vejret.

En sang som ‘Ghost of Perdition’ var til gengæld et af de numre, der viste et live-Opeth fra deres allerbedste side. Den klare solo skar gennem både sommeraften og publikum som en varm kniv gennem smør og drog et brøl ud af et feststemt publikum. “Cusp of Eternity” er et udmærket nummer, men det kostede momentum. Det blev nogenlunde opvejet af en Åkerfeldt, der ikke blot leverede en solid præstation, men også noget af sit bedste stand-up materiale siden Radiohuset.

“I wrote that shit”

På den tid han havde til sin rådighed, fik han overbevist os om at han i hvert fald ikke tager stoffer, kaldt København for en forstad til Sverige og atter formildet de stødte rød/hvide egoer, blot ved at være sit sædvanlige afslappede jeg. Han jokede om sine plader, hvor mange der er, os og sig selv, og selvom samtalen mellem forsanger og fans denne gang foregik mest på engelsk, var lunet intakt.

‘Devil’s Orchard’ var et progget lille pusterum inden ‘The Drapery Falls’ ruskede op i folk. Den akustiske del gav ørenlyd til et mægtigt brøl fra et tilbedende publikum, og der blev spillet med de musikalske biceps i den spraglede skjorte.  Apropos spraglet: ‘Sorceress’ – som var det nummer der fik mig tilbage i folden som fan –, blev fremført med så megen indlevelse, at selvom jeg var bevidst om, at der foregik ting omkring mig, kunne jeg for en stund glemme alt om dagligdagens sure pligter, og synge med som om der ikke var nogen, der kunne høre mig.

Som man kunne have ønsket/forventet, sluttede seancen af med en næsten fejlfri ‘Deliverance’. Nok er Opeth dygtige prog-rockere med øre for gode melodier, men deres force vil, for mig, altid være de gyldne melo-dødsår, i starten af dette fordømte årtusind. Den nye mand på trommer, Sami Karppinen, har nogle store sko at udfylde. Men den velkendte trommesolo, som jeg nok ikke er den eneste der har øvet til bogstavelig hudløshed, blev navigeret tilfredsstillende og jeg må nok erkende, at selv mine ganske valide kritikpunkter ikke er meget værd, set i lyset af hvor frivilligt vi lod os annektere på hjemmebane.