Halvrådden mellemvare
Rotting Christ er søgt mod mere melodiske himmelstrøg i deres musik, hvilket efterlader lytteren med en poleret udgivelse, der bliver en mellemvare.
2. The Apostate
3. Like Father, Like Son
4. The Sixth Day
5. La lettera del Diavolo
6. The Farewell
7. Pix Lax Dax
8. Pretty World, Pretty Dies
9. ᛦᚵᛑᚱᛆᛋᛁᛚ
10. Saoirse
Rotting Christs 14. studiealbum 'Pro Xristou' er en vellydende størrelse. Så er det sagt. Rene guitarer, der går lige igennem og en produktion, der er akkurat så god, som man med rette bør forvente af et band som græske Rotting Christ. For de har været i gamet i mange år. Desværre betyder det også, at man nemt kan høre, hvor lidt bid der reelt er i sangene.
For Rotting Christ gør det, de altid har gjort. Solid blanding af black- og dødsmetal tilsat en knivspids filosofiske refleksioner i teksterne, som man vel også kunne forvente af en flok grækere. Her på 'Pro Xristou' bliver det hele bare lidt for pænt.
De sædvanlige 'spoken word'-introer er der rigeligt af, ligesom man efterhånden har fået nok af de metalbands, der indleder sange med lyden af sværd, der kæmper, som var vi hensat til middelalderen før en heavy-sang går i gang. Her må Rotting Christ gerne helt droppe de frygtelige klicheer.
Sangene derimod er ikke helt så frygtelige. Men de er polerede. Nogle af de første sange, såsom 'Like Father, Like Son' og særligt 'The Sixth Day' minder mistænkelig meget om Arch Enemy. Man fornemmer, hvordan sangskrivningen har haft det fokus at gøre lyden så melodisk og stor, som muligt. Det er også lykkedes, men den bistre sjæl og nerve, Rotting Christ, historisk har haft i deres sange, er samtidig blevet suget ud af samme kompositioner. Det er ærgerligt.
Det bliver ikke meget bedre på pladens anden halvdel, hvor der hist og her sniger sig en Behemoth-vibe ind med samme fornemmelse for det pompøse i den stadion-black-metal-lyd, der tilsyneladende er blevet så attråværdig, at selv Rotting Christ har ladet sig friste. Her kan man bare lytte til 'Pix Lax Dax'.
Og mens vi hånligt fnyser i retningen af brødrene Sakis og Themis Tolis for deres kunstneriske retning, så må vi også give dem, at det lyder godt. Produktionen er god, og instrumenterne tydelige. Så når de sætter gearet i klassisk 4-4, så skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, hvordan en sang som 'The Farewell' bliver modtaget i anlæg og på de skrå brædder. Problemet for Rotting Christ er bare, at det har de selv tidligere gjort bedre. Lige så catchy den kan være, lige så anonym ender den med at blive.
'Pro Xristou' ender derfor med at blive lidt en offergerning. Rotting Christ har simpelthen måtte lægge for meget på alteret for at få den radiovenlige lyd. De 46 minutter ender med at lulle lytteren i søvn, hvilket næppe har været intentionen fra det græske broderpar. Kunstneriske point gives dog for at stave Yggdrasil i runer i sangtitlen på sang nummer ni.
Pladens sidste og længste nummer 'Saoirse' er en hyldest til irsk mytologi og er netop sangen, der indledes med sværdkamp. Her drømmer Rotting Christ sig tilbage til da man kæmpede som mænd, døde som helte og for friheden. Vi nøjes med at drømme os til tider, hvor Rotting Christ igen bliver lidt mere intense og knap så polerede.