Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Satanisk metalbal

Populær
Updated
Satanisk metalbal
Satanisk metalbal
Satanisk metalbal
Satanisk metalbal
Satanisk metalbal
Satanisk metalbal
Satanisk metalbal

I virkeligheden burde den komplet udsolgte koncert på Beta kun have haft én headliner; Rotting Christ leverede aftenens absolut bedste optræden, et perfekt satanisk ritual og en magtdemonstration, der særligt fik Inquisition til at falde helt igennem.

Kunstner
Titel
+ Rotting Christ + Mystifier + Schammasch
Spillested
Dato
20-10-2016
Trackliste
INQUISITION
1. From Chaos They Came
2. Ancient Monumental War Hymn
3. Hymn for a Dead Star
4. Desolate Funeral Chant
5. Infinite Interstellar Genocide
6. Vortex From the Celestial Flying Throne of Storms
7. Dark Mutilation Rites
8. Embraced by the Unholy Powers of Death and Destruction
9. Command of the Dark Thrones
10. Master of the Cosmological Black Cauldron
11. Astral Path to Supreme Majesties
12. A Magnificent Crypt of Stars

ROTTING CHRIST
1. Orders from the Dead (Diamanda Galás cover)
2. Ze Nigmar
3. Athanati Este
4. Elthe Kyrie
5. Apage Satana
6. The Sign of Evil Existence
7. The Forest of N'Gai
8. Societas Satanas (Thou Art Love cover)
9. In Yumen-Xibalba
10. Grandis Spiritus Diavolos
11. Noctis Era
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
2

Der var gang i Amager torsdag aften. Amager Bio bød på koncert med Ugly Kid Joe, mens spillestedets lillebror Beta bød på en aften i black metallens og satans tegn.

Inquisition, Rotting Christ, Mystifier og Schammasch kunne næste ikke være mere forskellige; skønt alle bands spiller en eller anden form for black metal, og alle berører tematikker om satanisme og okkultisme, var deres optrædener og musikalske stil meget langt fra hinanden. Tilsammen bød de på en meget interessant koncertpakke, hvor publikum fik en lektion i, hvor bred black metal er anno 2016 – og det endda nogenlunde inden for genrens traditionelle rammer.

Æstetik og mystik frem for alt
Da schweiziske Schammasch gik på scenen, var stemningen positivt spændt. Dels da den timelange musikalske rejse i mørkets tegn skulle til at begynde, og dels fordi de fire musikere i bandet muligvis ikke var det, alle i publikum havde forventet.

Der er ingen tvivl om, hvilket element der vægtes højst i bandets shows: æstetik. Forsanger og guitarist Chris S.R. var iklædt en mørk kappedragt med guldmønster. Hætten var trukket langt ned over hovedet, og hans ansigt og hænder var malet kulsort. De øvrige medlemmer var iført matchende dragter med guldbroderinger, dog uden yderligere virkemidler. Det hele virkede meget majestætisk og mystisk og passe de godt til bandets avantgarde black metal – ikke at andet kunne forventes, når Schammaschs uniformer er designet af Sharon Ehman, kvinden bag Toxic Vision, der blandt andet også har stået for Behemoths æstetiske udtryk.

Bandets musikalske element var også veludført og ikke mindst interessant, men desværre druknede det komplekse lydbillede i dårlig lyd, hvor kun trommer og vokal skar ordentligt igennem.

”Let’s drink like goat bastards!”
Det var intet mindre end et kulturchok, da brasilianske Mystifier indtog scenen efter de mystiske og elegante Schammasch. Skellet mellem de to bands kunne ikke have været større, både musikalsk, visuelt og showmæssigt.
Bandet har eksisteret i intet mindre end 27 år, og alligevel kan deres optræden beskrives med et enkelt ord: sjusket.

Nu er det ikke, fordi alle bands skal bedømmes på deres æstetik, men det er trods alt et element, der fylder forholdsvis meget i black metal, og derfor tillader undertegnede også at sætte fokus på det i forbindelse med Mystifier. Bandets guitarist og sidste originale medlem Beelzeebubth, der minder om en brasiliansk udgave af Kerry King (særligt ved brug af solbriller indendørs ...), var den eneste, der ikke var iført corpse paint – og det virker bare ikke særlig gennemført, vel?   

Rent musikalsk var bandet heller ikke imponerende dygtige. Det eneste bemærkelsesværdige var forsanger Diego Araújos vokal, der trak klare tråde til blandt andre Attila Csihar fra Mayhem, og som oppede Mystifiers ellers standard-prægede black metal med thrash- og dødsmetalelementer.

Heldigvis er der et par ting at rose ved bandets optræden; deres energi, nærvær og publikumskontakt, der bevirkede en koncert med undergrundsatmosfære frem for bare en dårlig opført koncert. Publikum var med, der var høj stemning, og bandmedlemmerne skålede med publikum og fyrede dårlige jokes af konstant – at de så snakkede oven i hinanden er en anden side af sagen.

Årets metalkoncert?
Endnu engang skulle aftenen byde på store kontraster. Selvom Rotting Christ kun har haft to år ekstra at øve sig i end Mystifier (sarkasme kan forekomme), var de milepæle foran på alle punkter; de græske legender i leverede en perfekt koncert af overbevisende dimensioner. Store ord, ja, men bandet fortjener intet mindre.

Trods minimale lydproblemer i starten af koncerten, hvor kun vokal og trommer kunne høres tydeligt, hvilket i øvrigt også var tilfældet med Schammasch, var bandet triumferende fra det sekund, de trådte ind på scenen. Beta var tætpakket og fyldt med klapsalver, og lyden blev fikset øjeblikkeligt.

De fire maskuline græske krigere fremførte et solidt show og havde allerede fra andet nummer, ’Ze Nigmar’ fra bandets seneste udspil ’Rituals’, publikum i deres hule hånd. Her ledte forsanger, guitarist, komponist og tekstforfatter Sakis Tolis salens forreste rækker i et messende kor, der fulgte hans vokal og blev understøttet af et storslået og rytmisk præcist trommespil fra Themis Kolis. Mage til publikuminddragelse er ikke blevet set i lang tid – Rotting Christ virkede som en satanisk kultleder, der havde tryllebundet publikum. Tolis-brødrene, bandets stiftere, gjorde et fremragende stykke arbejde, og der er ingen tvivl om, at de også er bandets fundament live; vokalen og trommerne er de bærende elementer, og det er netop der, musikken for alvor er ophøjet og veludført.

Et andet højdepunkt, der er værd at nævne i denne sammenhæng, skete under fremførelsen af ’Apage Satana’, der også er at finde på ’Rituals’ fra i år. Rotting Christ og publikum var i symbiose under et flere minutter langt ritual, hvor gæster i selskab med bassist Van Ace og guitarist George Emmanuel udgjorde sangens kor og fulgte Sakis Tolis’ ord. ”Apage – Apage/ Satana - Satana” og skrig gav smuk genlyd i hele salen.

Bandets sætliste var fint komponeret af nye og gamle sange, hvor de kom godt omkring deres bagkatalog. Selvom der er stor musikalsk forskel fra det gamle dødsmetalliske black metal til Rotting Christs nyere materiale, der vel bedst kan kategoriseres med den brede term ekstremmetal, gjorde det imidlertid ikke noget, at der ikke var den store musikalske røde tråd i koncerten. Diversiteten bidrog til en dynamik og tog publikum med på en tidsrejse, der beviste, hvorfor Rotting Christ er et legendarisk band, og ikke mindst hvorfor de var aftenens absolut bedste act – alle sange blev udført professionelt og til perfektion. Rotting Christ er et band, man ikke kan andet end at respektere dybt.

Der er langt fra album til live
Aftenens største skuffelse viste sig desværre at være co-headlineren Inquisition. Der er ingen tvivl om, at det ville være svært for ethvert band at skulle levere et show af matchende karakter efter Rotting Christ, men efter udgivelsen af Inquisitions seneste og stærkt anmelderroste plade ’Bloodshed Across the Empyrean Altar Beyond the Celestial Zenith’ var vi flere, der troede, at den amerikanske/colombianske duo sagtens kunne klare opgaven. Det viste sig dog desværre ikke at være tilfældet.

Der var gjort et ihærdigt forsøg på at udfylde tomrummet på scenen, eftersom forsanger og guitarist Dagon var den eneste, der havde friheden til at bevæge sig. Der var sat en mikrofon på hver side af scenen, så trommeslager Incubus kunne være synlig, og for at begge sider af salen skulle være i kontakt med Dagon. Der var også gjort meget ud af et kraftigt lysshow baseret på strobelys, der skulle udfylde scenens visuelle udtryk, hvilket dog viste sig at være mere til gene for publikum end til gavn for bandet.

Tankerne bag showets rammer var skam fine, men når gæsterne bliver mødt af et meget introvert band, der ikke er til stede, falder det hele til jorden. Der var ingen energi at finde, og Dagon kom ikke engang ud af sin dvaletilstand, da en meget fuld gæst brast op på scenen for at headbange. Først ved midten af koncerten turde forsangeren kigge på sine fans og tiltale dem, dog uden en egentlig eller længerevarende virkning. Den musikalske fremførelse var generisk, og showet kørte på automatgear uden personlighed.

Selvom Inquisitions sætliste var forholdsvis lang, var koncerten det stik modsatte med omkring 40 minutters varighed, og med denne forhastelse er det måske ikke så sært, at bandet ofte spillede forkert og ikke kunne følge deres egen rytme.

Det kommer ikke som nogen overraskelse, at Beta stod halvtomt, efterhånden som Inquisitions koncert skred frem. Som Devilutions stifter og fotograf udtalte: ”Jeg er skuffet, det var jo meningen, at Inquisition skulle være seje”.

Inquisition: 2
Rotting Christ: 5
Mystifier: 2
Schammasch: 3