Black metallens (nuværende) ukronede konger
Populær
Den 13. udgivelse, i hvert fald i sortmetallens tegn, som den amerikansk-colombianske duo Inquisition har kreeret, er uden tvivl en af årets mest interessante udgivelser inden for genren.
2. From Chaos They Came
3. Wings of Anu
4. Vortex from the Celestial Flying Throne of Storms
5. A Black Aeon Shall Cleanse
6. The Flames of Infinite Blackness Before Creation
7. Mystical Blood
8. Through the Divine Spirit of Satan a Glorious Universe Is Known
9. Bloodshed Across the Empyrean Altar Beyond the Celestial Zenith
10. Power from the Center of the Cosmic Black Spiral
11. A Magnificent Crypt of Stars
12. Outro: The Invocation of the Absolute, the All, the Satan
13. Coda: Hymn to the Cosmic Zenith
Den amerikanske black metal-scene har aldrig været kendetegnet for at minde om den klassiske europæiske scene, som i tidernes morgen gav fødsel til denne kultur og musikstil, der efterhånden dog er blevet langt mere alsidig end i starten.
Det, der særligt har kendetegnet genren i USA, er, at den på den ene eller anden markante måde for det meste har adskilt sig fra Europa; enten ved æstetikken, de musikalske elementer eller kulturen og miljøet. Wolves in the Throne Room og Deafheaven er særligt eksemplariske bands, da de beskæftiger sig med henholdsvis miljøproblemerr og hjertesorger og ikke følger genrens beklædningsæstetik, for slet ikke at tale om især Deafheavens brug af musikalske elementer fra andre stilarter.
Ved første øjekast og lyt er Inquisition dog imidlertid et typisk og klassisk black metal-band med alt, hvad dertil hører, lige indtil man graver ned i bandets lyriske univers. Satan og ondskab er ofte repræsenteret, javel, men fortolkningerne er ofte gennemsyret af en kosmologisk, der er bandets hovedfokus og gennemgående tematik sammen med præhistoriske kulturer.
Inquisition har i mange år været et meget respekteret band i undergrunden, hvor de heldigvis er blevet, trods turneer med nogle af ekstremmetallens største navne, herunder Deicide og Behemoth. Måske det skyldes, at forsanger Dagons vokal minder en anelse for meget om Abbath Doom Occultas, der må siges at være en verdenskendt karakter ... og måske ikke. Og netop ligheden med Olve Eikemos vokal er Inquisition blevet kritiseret for utallige gange, men hvad ’Bloodshed Across the Empyrean Altar Beyond the Celestial Zenith’ angår, er dette dog kun en styrke. Den tørre og knasende vokal giver nemlig pladen, der er en af bandets mest progressive, et ondere og mere infernalsk udtryk, der kun kommer den til gavn.
Umiddelbart virker albummet som relativt almindeligt inden for black metal og for den sags skyld også Inquisitions nyere bagkatalog, men man opdager hurtigt, at dette ikke helt er tilfældet. Rent musikalsk er pladen ganske alsidig inden for genrens rammer, hvor eksempelvis ’Wings of Anu’ minder om den moderne og autentiske black metal-lyd, man eksempelvis kender fra årets Abbath-udgivelse.
">
Mange af albummets øvrige sange bæres dog af en mere langsom og melodiøs rytmik, hvor blandt andet introstykket i ’The Flames of Infinite Blackness Before Creation’ kunne være taget fra et post-black metal-album. Og præcis her er albummets mest positive karakteristika; selv efter mange gennemlytninger bliver det aldrig kedeligt, da man som lytter konstant opdager nye lag og detaljer i musikken.
Pladens alsidighed skyldes også de brudstykker af noget, der minder om en djævletilbedende krigsmesse, der er fordelt jævnligt over dens knap en times varighed. Allerede ved intronummeret bliver man præsenteret for dette tiltag, der i løbet af albummet dels virker som en rød tråd og også som et pusterum fra musikken. ’Bloodshed Across the Empyrean Altar Beyond the Celestial Zenith’ slutter på samme måde, som den begyndte; i outroen (i hvert fald hvad titlen angår, for er det pladens andetsidste nummer) peaker disse “messestykker” med noget af det mest uhyggelige og ondskabsfulde, undertegnede nogensinde har hørt på et black metal-abum. Ord kan ikke beskrive værkets atmosfære og feeling. Og ikke nok med at dette fungerer som den absolutte hyldest til Satan – nummeret opsummerer også fint albummets temaer, hvor der rent lydmæssigt både henvises til satanisme, ondskab samt en mystisk og sort altædende kosmisk magt, som Inquisition synes at tilbede.
Med dette album formår Inquisition at gøre black metal til meget mere end bare et blastbeat- og distortionguitarhelvede, samtidig med at de er tro over for genren. Produktionen er moderne og giver det musikalske udtryk en frisk karakter, trods bandets stadige brug af klassiske black metal-elementer. Derudover bidrager albummets ”messestykker” til, at lytteren bliver suget ind i et særligt univers og en særlig stemning, man har svært ved at slippe, uanset hvilken sang på albummet man lytter til – skal en enkelt dog fremhæves, må det være titelsangen, der kort sagt er ganske speciel og hele albummets essens.