Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Græske metalveteraner inviterer til rituel afgudsdyrkelse

Populær
Updated
Græske metalveteraner inviterer til rituel afgudsdyrkelse

‘Rituals’ opsummeres bedst som en øvelse udi kompositionel leg med dyster groove og storladen chant med få musikalske afstikkere.

Titel
Rituals
Dato
12-02-2016
Trackliste
01. In Nomine Dei Nostri
02. Ze Nigmar
03. Elthe Kyrie
04. Les Litanies De Satan (Les Fleurs Du Mal)
05. Apage Satana
06. Tou Thanatou
07. For A Voice Like Thunder
08. Konx Om Pax
09. Devadevam
10. The Four Horsemen
11. Lok'tar Ogar (bonus track)
Karakter
3

Veteranerne i græske Rotting Christ bevæger sig på ‘Rituals’ inden for et lydunivers, der lægger sig op ad bands som Primordials folk-inspirerede truende ondskab med klar inspiration fra black metallens hidsige temperament og brug af musikalsk atmosfærisk Sturm und Drang, et twist af dyster oldgræsk gudsdyrkelse, en overflod af doom metallens grooves, religiøse chants og vokalpræstationer så storladent macho, at de næsten tangerer det komiske – næsten ...

Albummet behandler filosofiske og religiøse emner som fald og oprejsning og indledes således passende med ‘In Nomine Dei Nostri’; en påkaldelse af mørkets fyrste, Satan selv, ved blandt andet at påberåbe sig herrens opmærksomhed ved hjælp af navns nævnelse. Højtideligt og små-growlende messes (og af “menigheden” gentages) “Hail Pan”, “Hail Lilith”, “Hail Naamah” samt tretten andre dæmoniske skikkelser, til lyden af blastende lilletrommeslag og spydstikkende guitaranslag indtil der sluttes med gentagelsen af “In nomine dei nostri Satanas Luciferi excelsi” fra Church of Satan og Anton LaVeys sorte messe. Det er ikke stor lyrisk kunst, men det gør sit for at sætte stemningen og fungerer, som det skal.

'Elthe Kyrie' handler om en ny guds komme og skiller sig ud med sin thrashede desperation underbygget af den på græsk panisk speedsnakkende og skrigende vokal af gæsteoptrædende Danai Katsameni i versene. ‘Apage Satana’ er en atmosfærisk stammedans med buldrende trommerytmer, hylende vind, skrig og chanten af, hvad der tilsyneladende er 'Fadervor' på græsk. Der bygges langsomt op, før klimaks kommer.

‘Tou Tanatou’ er et virvar af speed picking og tordnende dobbeltpedaler gjort dynamisk af et refræn med massive korstemmer og en lynende guitarsolo taget lige ud af 80’erne. ‘The Four Horsemen’ (oprindeligt af det græske prog-brand Aphrodite's Child) er en slæbende dommedagsprofeti, der, som titlen antyder, fortæller om at bevidne apokalypsens komme.

Med tekster på græsk, fransk, latin og engelsk kunne man sagtens bruge masser af tid på at dykke ned i og afkode alverdens blasfemiske og okkulte genistreger, men det virker desværre som et lidt uoverskueligt projekt uden større kendskab til græsk, end hvad google translate kan være behjælpelig med, og de mange sprog gør heller ikke noget for at give albummet et homogent udtryk.



Der hvor albummet til gengæld vinder, og det, der giver en oplevelse af en form for rød tråd, er hvert nummers forholden sig til det religiøse ritual som gentagelser af handlinger og ord; når det gøres bedst finder Rotting Christ ind til groovet (og det kommer i alle mulige afskygninger på ‘Rituals’ – både primalt, dødsmetal-tungt og speedet) der dyrkes og gentages, og lyrikken, der – som nævnt – ofte chantes igen og igen med stammeinspirerede korstykker og vokalmelodier; og når man ind i mellem føler, at man oplever, hvad der synes at være live-optagelsen af den ekstatiske messen til et okkult ritual i et tempel for en dødskult i oldtidens Grækenland.

Voldsomt stor dynamik er der dog ikke at finde på 'Rituals', for alle numrene synes at være bygget op omkring samme model, og det bliver altså en smule trægt i længden.