Gentagelsens glemsel

Populær
Gentagelsens glemsel

Græske Kawir gentager sine idéer i en sådan grad, at det bliver trættende. 'Father Sun Mother Moon' er en plade, der simpelthen ikke er god nok til at tåle at minde så meget om noget, Rotting Christ kunne have lavet – på en dårlig dag.

Kunstner
Titel
Father Sun Mother Moon
Dato
29-04-2016
Karakter
2

Et eller andet sted i min kassettebåndssamling står der en compilation med diverse russiske og baltiske bands, der med hver en sang eller to skal prøve at vise, hvad de er værd. Sangene er generelt fyldt med hints til den musikalske arv, som de respektive hjemlande byder på. Under metallens trygge rammer af død og black emmer der nemlig en nærmest euforisk glæde ved folkemusik og en stor trang til at kalde musikken noget med "pagan". I dét format var den ofte let skramlede produktion, der ikke blev bedre af kassettebåndsformatet, faktisk charmerende, og selvom der i de sene 90'erne absolut intet ekstraordinært var i heavy metal med stor inspiration fra ens respektive nationale ophav, så var det et spændende indblik.

Selvom Kawir fra Grækenland har eksisteret siden 1993 og endda i starten af karrieren udgav en split med japanske Sigh, så er det gået denne anmelders øren forbi, og derfor blev førstehåndsindtrykket et deja-vu til føromtalte kassettebånd, men nostalgien svandt hurtigt ind, når det blev opdaget, at Kawirs melodiske "pagan" black metal er repetetiv i en sådan grad, at det flere gange er gabende kedeligt. Samtidig er den produktion, der måske var charmerende fra et nyt band på en compilation, skudt helt ved siden af til et album med otte sange, der alle ligger mellem 6 og 11 minutter i spillelængde. Lyden er indelukket, og selvom man har forsøgt at redde energien ved at trække guitarerne voldsomt langt frem og stoppet stortrommerne fulde af bund, så lyder det bare fladt og mat.

Og, ikke uvæsentligt for indtrykket af bandet, så er Kawirs stil heller ikke langt fra de hjemlige kolleger i Rotting Christ og dette bands senere værker, hvor der igen er blevet skruet godt op for dels (black) metallen igen, men i høj grad også den græske musiktradition. Og Kawir har langt til toppen, hvis Rotting Christ, der har opnået stor succes, må siges at stå på den og er så indlysende en sammenligning. God musik kan man altid tåle mere af, men problemet med Kawir er ikke, at det er en kopi. Problemet er, at der er langt mellem de fede riff, og fælles for alle riff er, at de gentages nærmest i det uendelige, så selv de ting, som egentlig fænger ved første lyt, bliver hårde for ørerne på den helt gale måde i længden. Så bliver konklusionen, at det kun er jævnt god musik.

Spændingen lurer ... og gemmer sig helt
Der benyttes traditionelle instrumenter i musikken i form af diverse fløjter. Det skaber stemning, og det er rart at høre et band, der ikke overgør det ved at gøre disse elementer til de bærende elementer i musikken, når de er der. Bandet holder på det punkt et stærkt fokus på, at det altså er metalmusik, og de musikalske input, der har med græsk musiktradition at gøre, stammer i højere grad fra guitarernes melodier. Det er sjældent, fløjten får lov at få en ledende rolle i musikken. Første lyt af pladen er derfor også positivt, for der er et eller mytisk over lyden, der synes at rumme en spændende fortælling, der venter på at blive fortalt. Desværre udfolder historien sig bare ikke, og resultatet efter flere genlytninger er blot en jævn oplevelse med enkelte lyspunkter.

Gentagelser i musik, specielt den episke af slagsen, har været et mantra for masser af bands, hvilket for eksempel Bathory tog til et helt nyt niveau.  Gøres det rigtigt, kan det være intet mindre end formidabelt, men for Kawir giver det bagslag, for det er ikke kun de episke riff, der lige får nogle ture for meget i manegen. Det er også opbygningen af sangene, og det giver lytteren sved på panden efterfølgende at skulle beskrive, hvad forskellen mellem de enkelte numre egentlig er. 'Hail to the Three Shaped Goddess' stikker ud som et nummer, der fungerer bedre end de andre med sine lidt større rytmiske variationer i grundriffene, en god energi og et par udmærkede riff. 'The Descent of Persephone' huskes, fordi pladens ellers ofte trampende stortrommer her viger for et nummer, der er tungere og søger at bygge en storladen stemning op på mandekor – og så en forbavsende høj "klokke", der lige minder en om, at bækkenerne generelt på pladen ligger lidt spidst i toppen af mixet. Men 12 minutters spilletid ... Det var ikke nødvendigt til det nummer.

Og det er betegnende for albummet som helhed.