Death Metal Ultras
Brodequin er tilbage med deres ultrametal efter tyve års pause. Ondt, fængslende og moderne.
Fall Of The Leaf
Theresiana
Of Pillars And Trees
Tenaillement
Maleficum
VII Nails
Vredens Dag
Suffocation In Ash
Harbinger Of Woe
En brodequin er et torturinstrument, man i middelalderen brugte som straf, og kan bedst beskrives som et simpelt instrument til at mase benene på mennesker med sådan en voldelighed, at knoglerne efter sigende bristede og gav efter for trykket, hvorved knoglemarven kom til syne.
Ikke decideret rart eller særligt venligt – på mange måder ligesom bandet af samme navn.
For amerikanske Brodequin har historie; og især middelalderen har altid haft en bærende rolle som tema. Forsanger og bassist Jamie Bailey er historiker og fascineret af den tid på kloden, der både indeholdt starten på en bredere oplysning med videnskab og kunst – men samtidig var en af de mest voldelige perioder i menneskets historie. En tid, hvor folk røg på hjul og stejle, blev radbrækket af autoriteter, og pinsel og lidelse kunne ses og høres i dagligdagen på gaden eller torvet.
Hvor tematikken i mange bands i dødsmetalgenren kan have et tegneserie- eller horrorpræg, så er udgangspunktet for Brodequin den virkelige historie med tryk på ondskab og pinsel, og bandets første album ‘Instruments Of Torture’ fra 2000 menes af mange at være noget af det hårdeste nogensinde indspillet i genren. I det korte vindue mellem år 2000 og 2004 nåede Brodequin at udgive tre solide albums samt succesfuldt at være på tour i Europa, for derefter at være nødsaget til at sætte projektet på pause. Indtil nu.
Nedrigt, fængende vellyd
Efter 20 års pause er Brodequin tilbage med deres fjerde fuldlængde ‘Harbinger Of Woe’, og lad det være klart fra start – intensiteten er upåvirket.
Den nederdrægtige afstraffelse er uberørt, og bøddelen lige så nærværende og kold som hidtil, men ‘Harbinger Of Woe’ skiller sig ud fra bandets tidligere albums på produktion og lyd. Den er simpelthen “bedre” og klarere, og hvor plader som ‘Instruments Of Torture’ og ‘Festival Of Death’ forsætligt har en ringere produktion, og altså en mere skramlet og “rå” lyd, så er det nye album moderne i lyden. Om det er godt eller skidt er en smagssag – denne skribent kan godt lide det og har det fint med, at Brodequins tortur og “ultrametal” på lydsiden gøres mere fordøjeligt for tilskuerne på torvet. Så at sige.
Noget af det første, jeg erindrer at have lagt mærke til, da jeg første gang hørte Brodequin, er de helt igennem vanvittige trommer. Tempoet er oftest ekstremt, og det kræver superkraft – eller i hvert fald dygtigt løse håndled og fingerteknik – for at kunne følge med på lilletrommen. Også på denne plade, hvor den nye trommeslager Brennan Shackelford på fornem vis tager arven videre fra forhenværende trommeslager Chad Walls. Vi kastes lige ud i det på albummets første nummer ‘Diabolical Edict’, der på den voldeligste vis starter med et omstyrtende ondt niveau og en hastighed, der autoritært og dikterende sætter barren og byder os velkommen til den næste halve times lektion i tortur og dødsmetal. Et virkelig fedt og fængende nummer, der viser, at Brodequin er tilbage, lige så hektiske og hårde som hidtil.
Der er ingen nåde, kun ondskab.
Det ér især på første halvdel af ‘Harbinger Of Woe', at Brodequin er bedst. Numre som ‘Fall Of The Leaf’, ‘Of Pillars And Trees’ og ‘Maleficum’ viser, hvor skønt og ondsindet dødsmetal stadig kan være.
‘Fall Of The Leaf’ er et hektisk stykke smadrende død, der er helt igennem flænsende og grufuldt. Trommerne er som en Duracell-kanin på stærkstrøm, guitarerne autoritære og straffende, og Jamie Baileys vokal decideret ildesindet, nederdrægtig og nærmest perfid i sin raspende afstraffelse af lytteren. Tekstsiden er naturligvis, og helt klassisk for Brodequin, omhandlende herligheder som tortur og smerte – hvordan man f.eks. slæbes gennem mudderet for bagefter at få flået kød og hud af kroppen med glohede tænger.
“To weak to stand
bound to a post
incessantly flogged
in & out of consciousness”
Rescuing death metal from cartoonish irrelevance?
Nogenlunde sådan lød en kommentar fra en YouTube-bruger, da første single fra Brodequins album ramte gaden, og måske er der noget om det. Trods det faktum, at bandets tematik af nogen måske kunne opfattes som latterligt, så ér det stadig med bund i virkeligheden. Ikke virkeligheden nu, men den virkelighed, som mennesket render rundt med inde under kappen. Både i middelalderen og nu. Vi er i stand til at gøre hinanden ondt, i stand til at torturere og lemlæste hinanden i en højere sags tjeneste. Det er virkeligt.
Brodequin er tilbage, og det ér virkelig fedt. Det er ikke et slapt comeback, som man kunne frygte efter tyve års pause – men et rap over nallerne på så mange andre bands i dødsmetalgenren for tiden. Måske har dødsmetallen ligefrem brug for en redning for at vende tilbage til tidligere tiders brutalitet og hårdhed?
I hvert fald er Brodequin ekstremt kvalificerede til afklapsning og diktion, og ‘Harbinger Of Woe’ er ondt og modbydeligt, samt tempoet så ekstremt, at det er helt igennem rart og lækkert. Indtil nu, et af årets mest galante og ondsindede albums i genren.