RB 24: Fjerdedags-retræten

Hvor meget kan Roadburn nedtrappe på sidstedagen? Søndagen bød kun på få reelle highlights, og blev en udfordring for vores tålmodighed.

Min bedre skribenthalvdel døjer med fodtøjet, og der er i det hele taget ikke meget, der påtvinger sig vores opmærksomhed på denne søndag, der i høj grad tyr til mindre kantede indslag, mere roligt og katarsisk velvære. Efter nogle ekstra timer i skrivejunglen end vanligt fra formiddagen af, hvor vi sætter os op til nogle af dagens skarpeste skud i bøssen, får vi dog scoret en Uber, klar til at se det hidtil ubeskrevne blad, Habitants.

Et band, der delvist har tiltrukket min opmærksomhed for at dele guitarist med 90'er-gotherne fra The Gathering, og så for på plade umiddelbart at minde om et mere rockbaseret twist på Portishead og Massive Attack. Det er da på sin vis også dét, der møder os på den lille Hall of Fame-scene – lidt følte Dave Gilmour-leads, tryk på vibratoen og patos fra Anne van den Hoogen, samt masser af teksturer, pedaleffekter og lange, åbne akkorder. Den drømmende bismag fornægter sig ikke, men som vores fotograf ganske korrekt hurtigt forudsagde forinden – festen mangler.
Det er usvigeligt en sørgmodig omgang, men der er en ånd og en feeling, der retfærdiggør det, omend der nu også mangler lidt flere sange som 'Cod Fishing' og det tidlige højdepunkt 'Youth' til at holde os fanget over længere tid. Med det sagt var de nu stadig et fint lille, lokalt indslag, der givetvis vil røre dig, hvis førnævnte rock/triphop-hybrid eller for den sags skyld de seneste Anathema-skiver er noget, der trækker.

Langt mere ambitiøst bliver det til gengæld til den efterfølgende commision på Main Stage, hvor den minimalistiske, psych-inspirerede sangskriver Die Wilde Jagd har lånt Metropole Orkest (dem, der flankerede Triptykons Requiem-commision sammesteds i 2019) til at bygge en symfoni op under titlen 'Lux Tenera - A Rite to Joy'. Det står lynhurtigt klart, at dette ikke er endnu en halvhjertet rocksektion, der suppleres med lidt strygere on top, men vi snakker noget, der vel nærmest kan beskrives som en hybrid mellem et soundtrack og en symfoni. Et stort opbygget værk, højt til loftet, hypnotisk og dragende. Det ene øjeblik sender kæmpe taiko-trommer og et vævende tema tankerne i retning mod Hans Zimmers fremragende Inception-soundtrack, mens det senere bliver et carnyx-horn, der lægger pulsen til en længere, nærmest meditativt drømmende sekvens.



En ambitiøs bedrift, der lykkedes til fulde med at bringe hele orkesteret i spil  og skabe den vel nok mest intense atmosfære, jeg har oplevet på Main Stage i år – den der klassiske talemåde med, at man ville have kunnet høre det, hvis der faldt en nål til jorden.



Ti minutter inden Lux Tenera stopper, går jeg ind på naboscenen Next Stage for at sikre mig en plads til Neptunian Maximalism.
Det havde jeg bestemt ikke behøvet, for mage til spild af tid bød Roadburn for mit vedkommende på intet tidspunkt på i år. Dels fordi koncerten var tyve minutter forsinket, men især fordi den nye plade, som koncerten tager udgangspunkt i, slæber sig afsted over det første kvarter uden mål og med. Ifølge Roadburn-programmet er pladen ment som en omskrivning af klassisk, indisk musik til elektrificerede instrumenter, og som stor fan af fx Mr Bungle-sideprojektet Secret Chiefs 3, der på papiret gjorde sig i noget tilsvarende, kunne de måske finde en interessant mellemvej, hvor de to verdener gik op i et højere hele.



I stedet er det bare en omgang snøvlende, ligegyldig funeral doom, der mest gør mig irriteret over, at jeg missede de sidste ti minutter af commisionen forinden. Om det indiske feel vinder indpas senere i koncerten må stå hen i det uvisse, jeg er tabt. Samt forundret over, at der udenfor salen står en kø på flere hundrede mennesker, som jeg får lyst til at oplyse om, at de spilder deres tid.

Nuvel, dem om det. Jeg scorer mig en tyrkerplatte med nok af fries og ost til at holde energien i top resten af aftenen, og drager hastigt videre mod Devil Master i Koepelhal. Godt nok er det blot 14 dage siden jeg sidst så dem på Stengade, men jeg har nu en svaghed for deres førstebølge-blackede vildskab, tyktflydende med chorus, corpse paint og banger-potentiale. Det er da også præcis, hvad der møder os igen, omend lyden i The Terminal er noget mere buldrende.



Der kommer lidt låg på chorus-effekten, som ellers er noget af det, der gør numrene nemmere at adskille fra hinanden, og på den måde bliver det ikke helt den samme fuldfede oplevelse som på Stengade. De er stadig max energiske, med både dansetrin og sej attitude til at sælge varen, men salens præmisser var lidt imod dem, og det bliver aldrig helt den samme fest som sidst.



Resten af redaktionen har i mellemtiden allerede kastet håndklædet i ringen – alt resten af aftenen er tilsyneladende enten kedeligt eller ligegyldigt, og mens de finder en god restaurant til senere drager jeg ind til det lokale black metal-håb, Fluisteraars.
Et orkester, der på trods af 15 års aktivitet før dette Roadburn aldrig har spillet live udover en enkelt koncert på Island. Det er derfor lidt af et tilløbsstykke, og uden jeg selv har nået at få materialet nok ind under huden, så er det faktisk en helt igennem solid omgang ekstremmetal, vi får, et sted i krydsfeltet mellem dødsmetallens tekniske kvaliteter og blackens tremolo-blastende minimalisme. Trommerne kan schwunge, noget har de tydeligvis fanget – og selvom sangene ikke umiddelbart lader til at være den slags, der går dybere ind på nethinden, så havde jeg gerne blevet her længere end de 15-20 minutter.

En afskedsmiddag med hele crewet har dog højere prioritet, som en ordentlig måde at få vendt årets highs and lows, selvom jeg godt nok havde spist inden – men selskabet og momentet er vigtigt for at lukke festivaleventyret behørigt, førend jeg hastigt drager tilbage til Next Stage og få det sidste med af kultmusikeren The Bevis Frond. Et nichenavn med psych, garage og power pop som nogen af primærgenrerne, som en god ven ved flere lejligheder har udråbt som en af sine yndlingskunstnere nogensinde – og med de få koncerter, han har spillet i nyere tid, kunne det hermed tilføjes til intern mobning og det der hypotetiske Excel-ark, inden mainman Nick Saloman drager på pension.

I mellemtiden overlod jeg Jesus and Mary Chain til dem, der havde det sådan, og gemmer den endelige afsked med Roadburn for i år på samme scene til Cloakroom, som også gæster A Colossal Weekend næste måned. En amerikansk trio, der lægger sig et sted mellem stoner/doomens aggressive fuzz-lyd og indie/shoegazens kontemplativt drømmende kvaliteter, og det er vel sådan set også fint nok. Rigtigt grebet bliver jeg dog ikke, på trods af hvor godt programmet ellers sælger tanken om deres seneste værk som en rum-western opera, fordi alle jo ved, at sjove omtaler sælger.

En lidt søvnig og halvkedelig afrunding, der kun bekræfter hvor meget nede i gear søndagen var tilrettelagt i år. Ikke, at det ikke giver god mening også at have kunstnere på sidstedagen, der går mere katarsisk til værks ovenpå tre dages kantede udsving i alle afgreninger, men når der ikke er så meget andet end netop det, så mister det noget af det bid, der kendetegner Roadburn.
Mere kontrast i line-uppet på sidstedagen næste år er ønsket, og med det sagt takker vi for et forrygende 2024 med nok af nye talenter at grave ned i, til at have lidt at læse op på efterfølgende – en væsentlig del af Roadburn-feelingen.