Roadburn 19: Warrior anviste den lange, tunge vej til døden
Det stort opsatte 'Requiem' vandt med tiden, men tog lang tid om at komme dertil og havde, når alt kommer til alt, været bedre tjent med længere tid i tænkeboksen.
2. Grave Eternal (Requiem, Chapter Two: Transition)
3. Winter (Requiem, Chapter Three: Finale – Ninth Incarnation)
I 1986 opstod Tom Gabriel Warriors idé om at skrive 'Requiem'. I ordets sande forstand en dødsmesse, men på sine egne præmisser. Inspirationen var hentet fra kunstnere som Carl Orff og Antonin Dvorak samt nogle af de store forbilleder fra 1970erne som Emerson, Lake & Palmer og Deep Purple, der begge havde flirtet med kombinationen af rock og klassisk musik i de gryende stadier. Meningen var at lave det i tre dele over flere plader, men Celtic Frosts pladeselskab tillod ham ikke at gå videre med projektet, efter de havde hørt 'Rex Irae' (første del) på 'Into the Pandemonium', og Celtic Frost blev tvunget til at søge nye, mere tidstypiske græsgange.
15 år senere arbejdede han videre på tredje del, også betitlet 'Winter', der senere havnede på Celtic Frosts monumentale, sidste oeuvre, 'Monotheist'. I 2018 luftede Roadburns grundlægger over for Tom Gabriel Warrior idéen om at fuldføre projektet live, inklusiv den endnu uafsluttede anden del, da muligheden opstod for at hente tilskud til kunstnere, der fremfører bestilte opgaver særligt til festivalen.
Med Tom Gabriel Warriors historik knyttet til Roadburn, bl.a. som kurator i 2010, blev projektet en realitet, og her stod vi så i fredags foran en propfyldt Main Stage, da Triptykon afsluttede Celtic Frosts gamle vision, flankeret af Metropole Orkest.
Med en time til rådighed var det i særdeleshed den ukendte anden del, der var set spændt frem til. På plade varer første og tredje del tilsammen 11 minutter, så der var ingen tvivl om, at det var den anden del, der ville dominere fremførelsen. Variationen mellem den dramatiske, tunge 'Rex Irae' og den instrumentale, strygerbaserede outro 'Winter' er enorm på plade, måske dels som følge af de 20 år, der gik imellem indspilningerne. Under alle omstændigheder ville der være godt 40 minutter til anden del, og spørgsmålet stod hen i det uvisse, om Warrior her ville forsøge at binde delene sammen eller føre dødsmessen i helt andre retninger.
Main Stage var pakket til kanten, Warrior og hans leadguitarist V. Santura i hver side, trommerne og sangerinden Safa Heraghi i midten med hele orkestret bagerst, og endelig den store pauker-sektion i front, ved siden af Warrior. Paukerne spiller en central rolle i 'Rex Irae', og det var derfor ikke overraskende, at de også var givet en prominent plads i lydbilledet. Alt var forberedt til punkt og prikke, og 'Rex Irae' lød præcis så dyster og eksperimenterende, som vi kender den, inden den førte os flydende over i anden del, 'Grave Eternal'. Repetitive E-akkorder ledte op til en forholdsvis simpel, underspillet rocksektion, hvor V. Santura fik muligheden for at vise sit værd, inden nummeret blev brudt op i mere segmenterede dele, ofte med paukerne i centrum. Minimalistisk til tider, men altid med mørket som fokuspunkt.
Desværre var det svært ikke at se bort fra distancen. Høretelefonerne de fleste bar talte sit eget sprog. Det giver sig selv, at et projekt som dette, inklusiv den store klassiske sektion med kontrabasser, strygere, valdhorn, trompeter og hvad har vi, kræver en uhyggelig indlært præcision fra alle parter.
Vi kommer dog ikke udenom, at første halvdel af koncerten virkede som en ufuldendt skabelon. Ofte stod paukerne eller trommerne eller strygerne som eneste elementer i lydbilledet, uden det førte nogen steder hen. Det døde ligesom der. Om det var en del af meningen at lade anden del slæbe sig tungsindigt afsted, som vi slæber os fortabt igennem årene fra vi bliver født til vi dør, må vi lade Warrior selv redegøre for.
Det var først i sidste halvdel, hvor Triptykon og Metropole Orkest endelig forløste potentialet i blandingen mellem det metalliske og det orkestrale, at requiemmet kom til sin ret. V. Santura fik endnu en solo-stjernestund, hvorefter strygerne atter fyldte lydbilledet og Heraghi, som i øvrigt var et ypperligt match til Warriors mørke visioner, spillede med det høje register, inden Triptykon selv takkede af og overlod ordet helt til strygerne i en gåsehudsinducerende version af sidste del, 'Winter'.
Der gik lang tid, før det stort opsatte requiem for alvor kom ud over scenekanten, og Warrior selv fyldte ikke meget i den storslåede setting, gemt bag hørebøfferne. Intentionerne var store, men 'Grave Eternal' havde været bedre tjent med længere tid i tænkeboksen, og projektet endte med at lyde bedre på papiret end i praksis.
Med det sagt var det en oplevelse af de helt særlige, og med Nergal stående lige bagved os var der da heller ingen tvivl om, hvor unik en oplevelse vi stod vidne til – hvor meget det end falmede i starten. 'Requiem' vandt i den mere apokapytiske anden halvdel, hvor alt spillede, og strygerne rundede følelsesladet af, men dødsmessen var, som han selv har udtalt, først og fremmest skrevet til ham selv, og det var så som så, hvor godt det trådte i karakter i salen.
Han frabeder sig dog selv at få det spillet til hans begravelse, fordi han til den tid vil genopstå fra graven, hvilket vi naturligvis krydser fingre for er rigtigt, og så håber vi i mellemtiden, at optagelsen af koncerten, når den engang kommer ud, i højere grad vil tjene sin ret i hjemmebiografen.