Hvad der skal til for at ære djævlen

satanspits

Amerikanske Devil Master gør alting rigtigt på deres black-punkede debutplade, og vi belønner dem.

Kunstner
Titel
Satan Spits on Children of Light
Forfatter
Karakter
5

Du har allerede læst for langt. Du burde være stoppet, da du havde læst titlen på albummet og bandets navn. Her ved du allerede, at du har at gøre med kvalitet. Hvis du tvivler, er det tvivlsomt, om du skal læse Devilution – men lad gå. Måske skal du lige lære det.

Devil Master kan alle klicheer om satan og ondskab og bruger dem flittigt. Det må man godt, når man mestrer dem og kan skjule glimtet i øjet. Det bliver buldret og skramlet som et punk-garageband, og samtidig med undertoner af noget symfonisk. Men debutanterne fra Pennsylvania forstår at få det til at virke ægte - ikke trve på den måde, som ingen forstår hvad de mener – men Devil Master lyder impulsivt som et band, der finder på et riff og indspiller det i samme øjeblik. 

Sekstetten lyder som sådan ikke særligt originale og har heller ikke en produktion, der gør dem lette at skelne fra andre. Det hele ligger i evnen til både at smadre en ide, så det hele er lige ved at falde sammen i et for højt tempo, og stadig bevare ret gode melodier og skabe stemninger midt i et kaotisk instrument-slagsmål. 

At albummet med den skønne titel 'Satan Spits on Children of the Light' ydermere er kogt ned til sølle 36 minutter gør det til en intens oplevelse uden et eneste sekunds overforbrug. Her er kun, hvad der skal bruges for at mestre djævelen.