Satans lys brænder ekstatisk videre
Den skraldede dødsrock-æstetik er fintunet en kende uden at give køb på speed-faktoren på Philly-bøllernes anden skæring, der fortsætter ufortrødent hvor debuten slap.
2. Enamoured in the Throes of Death
3. Golgotha’s Cruel Song
4. The Vigour of Evil
5. Acid Black Mass
6. Abyss in Vision
7. Shrines in Cinder
8. Funerary Gyre of Dreams & Madness
9. Precious Blood of Christ Rebuked
10. Never Ending Night
Der er trods alt også kun gået tre år, men med alle de øvrige omvæltninger de år har budt os er det betryggende, at den kultomspundne, metalliske komprimering af al den sejhed, der kom ud af 80erne, som vi kender under navnet DEVIL MASTER, ikke har tabt pusten. Godt nok røg bassisten og trommeslageren i svinget undervejs, men undervejs fandt forsanger Disembody Through Unparallelled Pleasure (!) ud af, at han da også kunne spille den firstrengede, og ind i folden kom Chris Ulsh (Power Trip) på keys og trommer, her under kunstnernavnet Festering Terror in Deepest Catacomb. Højtideligheden er så som så i DEVIL MASTER-universet, som da også lader sig slet skjule i videoen til 'Acid Black Mass', der uironisk hylder VHS-kvalitetens smadrede charme.
Det kliniske udtryk får langefingeren hele vejen rundt. Også på indspilningen, der efter en klimtende indføring leder os lukt ind i den catchy 'Enamoured in the Throes of Death'. Den hærger derudaf i nærmest Slægt-melodiøst mode, inden 'Golgotha's Cruel Song' fører os hastigt videre i punket speed metal-land. 'The Vigour of Evil' er den pumpede banger med det genkendelige guitar-hook, 'Acid Black Mass' havde sikkert været lyden af Killing Joke, hvis de prøvede kræfter med black metal, og sådan fræser kvartetten sig uforstyrret afsted med små variationer undervejs, der konstant tilføjer lidt flere nuancer til den horrormetal-punkede hybrid, vi hørte første gang på 'Satan Spits on Children of Light'.
Ulmende tyngde, chorus på guitaren. Intet halv-tempo opbløden for masserne, men tværtimod speedhærg fra start til slut, der kun brydes op momentært for at skyde lidt ekstra dynamik ind i pakken, som på den lettere goth-rungende 'Abyss in Vision'.
Tilføjelsen af Ulsh til truppen gør også sit til helheden, hvor trommerne på debuten dominerede med deres dumpe, kraftigt overproducerede tyngde. Her ligger de mere naturligt i lydbilledet, og Ulsh har i det hele taget en mere varieret approach, der giver mere rum til alle, hvor hans dynamik fx er en klart bærende faktor i den førnævnte, sublime 'Golgotha's Cruel Song'. En væsentlig del af charmen er også, ikke ulig debuten, den næsten demo-agtige indspilning, hvor mange producere nok ville have gjort sit for at dække alle småfejlene undervejs til.
Men sådan spiller DEVIL MASTER ikke, og gudskelov for det. Alt spiller råt for usødet, og 'Ecstasies of Never Ending Light' viser dem stadig som de seje drenge i skolegården, der ikke finder sig i pøblens kønsløse feinschmeckeri - det kan vi nu stadig kun elske dem for.