Roadburn Redux '21: Lørdag

-XTJ9827-2-1499246405

Anden fuldlængdedag af årets digitale udgave af Roadburn bød på op- og nedture, tankevækkende optrædener og ikke mindst flere timer foran skærmen, der trods berigelse på pandemitilværelsen også afføder et enormt savn på fysiske festivaloplevelser.

Titel
+ The Nest + Offermose + Jonathan Hultén + Neptunian Maximalism + BADA + Spill Gold + Plague Organ + Wesenwille + Triagolos
Dato
17-04-2021
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Forfatter

Fra det splitsekund øjnene blev åbnet, ramte festivalstemningen undertegnede. Søvnunderskud, tjek. Tømmermænd, tjek. Stress over at have en artikel klar fra de to forgangne dage, inden dagens program begynder, tjek.

Efter en hektisk formiddag begyndte tredje dag af Roadburn Redux klokken 13:00 hjemme i stuen på Frederiksberg, hvor en pre-optaget koncertvideo med Triagolos lagde ud med et højt kunstnerisk niveau. Den spritnye trio gav premiere på deres kommende debutalbum ‘Stroh Zu Gold’, som bød på en yderst interessant blanding af neo-folk, krautrock og doom pakket ind i et minimalistisk udtryk. De musikalske landskaber blev understøttet af et sort/hvidt visuelt univers, der uden tvivl var inspireret af film noir – og at de havde lånt et af Tysklands ældste biografer til formålet var en fin prik over i’et.

Dagens anden kop kaffe blev serveret i auditiv form, da Wesenwille gik på skærmen. Det jakkesætklædte band, der tilhører Utrechts eksperimenterende black metal-scene, leverede en solid omgang sortmetal, der hverken ville for lidt eller for meget. Foruden tøjet havde bandet også hentet inspiration fra færøske Hamferð i deres stillestående og kropstunge optræden, der i stedet for at virke forceret eller akavet blot understøttede musikkens tyngde. Desværre blev koncerten i de tre kvarter, den varede, aldrig for alvor interessant, da der foruden sporadiske visuals, der indtog billedet, ikke syntes at være nogen højdepunkter, der kunne hjælpe publikum med at nagivere rundt i det tætpakkede lydbillede, der kom ud af højtalerne.

Første livestreamingkoncert viste sig til gengæld at være alt andet end uinteressant og var et af de ukendte navne på plakaten, der tog én med bukserne nede. De hollandske musikere Rosa Ronsdorf og Nina de Jong, der tilsammen går under navnet Spill Gold, er svære at sætte i bås. Grundelementerne i deres hypnotiserende lydbillede er elektroniske beats og nysgerrighed, der i en grænsefusion mellem dream pop, krautrock og dark electronics resulterer i et udforskende og medrivende udtryk, der er svær at løsrive sig fra. Allerede fra starten af sættet blev der i fælleschatten med festivalkompagnonerne givet udtryk for stor begejstring over duoens optræden, der til trods for en minimalistisk sceneopsætning havde alle klistret til skærmen – og som af samme grund hurtigt fik tysset chatten. Spill Golds seneste album ‘Highway Hypnosis’ blev spillet fra ende til anden og kommer uden tvivl også til at være i fast rotation på pladeafspilleren fremover.

Med stor glæde over en forfriskende musikalsk oplevelse blev kursen sat mod Devilution HQ på Østerbro, der bød på nyt fra Primitive Man og et kvarters Solar Temple, før opmærksomheden blev rettet mod den Q&A, festivalen havde arrangeret med Tomi Pulkki og Mat McNerney fra finske Svart Records, som både Devilution og Roadburn har meget kær, og som undervejs på festivalen præsenterer en række navne. Undertegnede opfordrer på det kraftigste, at man går på opdagelse i alle de spændende kunstnere og udgivelser, pladeselskabet har.

Efter et intermezzo leveret af de britiske sortmetallere fra Dawn Ray’d blev det tid til endnu et talk, denne gang med Dylan Walker fra Full of Hell, der reflekterede over, hvordan pandemien havde påvirket bandet og deres skriveproces. Jo længere inde i snakken, vi kom, jo mere og mere spændt blev undertegnede på at se næste kunstner på programmet; den tidligere Tribulation-guitarist og -grundlægger, der sidste år trak overskrifter musikmedier verden over, da han annoncerede, at han forlod det svenske goth- og black metal-inspirerede band.

Jonathan Hultén har i flere år haft et soloprojekt, der udtryksmæssigt næsten er så fjern fra Tribulation, som man overhovedet kan komme. Hans drømmende og storladne folk baseret på acapellaens vokaltradition er ikke just alles kop te, hvilket i høj grad også blev understreget denne tidlige aften på Østerbro. På de knap ti minutter, hvor den svenske kunstner præsenterede kortfilmen 'Ghosts and Memories Of A Dead Forest', var stuen splittet. De få af os, der købte præmissen, var stærkt fascinerede af svenskerens teatralske udseende, hans elegante og svævende armbevægelser og ikke mindst den senvinterlige skov, der prydede baggrunden. Sikke et syn og sikke en måde at udtrykke sin musik på! Der skal lyde et kæmpe bifald til Hultén, hvis solokarriere bliver enorm spændende at følge.

Mens vi ventede i spænding på det eneste danske navn, der er at finde på Roadburn Redux-plakaten, nåede vi en halv time af livestreamede Plague Organ, der blev præsenteret i samarbejde en anden hollandsk festival, nemlig Le Guess Who?. Med bandets udholdende trommeslager – der leverede samme insisterende rytme uden nogen som helst former for pause – og den eksplosive blanding af black-, dødsmetal og noise stod det hurtigt klart, at vi var i gang med at overvære en af den slags koncerter, publikum i den virkelige verden undervejs udvandrer fra. Hvorvidt den hårhudede forsamling af musikjournalister og -fotografer i stuen på Devilution HQ ville have klaret udfordringen er svær at sige, men selv gennem en skærmtransmission blev opmærksomheden udfordret.

Til gengæld var opmærksomheden fuldt rettet mod tv’et, da det blev tid til dansk dungeon synth. I samarbejde med en håndfuld andre kunstnere opførte Offermose et audiovisuelt ritual ved navn 'Jordens åbne sår', der sugede publikum ind i et mystisk og dystert sort hul. Her var hverken plads til håb eller livsglæde. Her var kun plads til den depressive intethed, der omklamrer ens eksistens, og til at reflektere over den meningsløshed, der er universet. Der var intet andet at gøre end at give efter og lade sig forføre af det mørke, den danske artist vækker hos en, og efter denne surrealistiske oplevelse, der efterlod publikum sultent efter mere kaosmagi, er der kun tilbage at se frem til Offermoses koncert på Beta i København om et par måneder.

Næste artist på programmet, det svenske improvisationsprojekt BADA bestående af Anna von Hausswolff og nogle af hendes livemusikere, trak på mange måder tråde til den eksistentielle oplevelse, vi lige var blevet hevet igennem – men bare i en light-udgave. Med et loftsrum som lokation, en hvid gyngestol forrest til venstre på billedet og en lettere grynet kvalitet fik koncertvideoen hurtigt en David Lynch'sk atmosfære. Undervejs i sættet blev det kun forstærket yderligere af den langsomme time lapse, der på stille vis blev introduceret på billedet samt den dominerende og blændende lyssætning, der omklamrede loftsrummet som tåge. De enkelte musikere var derfor som opslugt af et hvidt intethed, der på en og samme tid stod i forlængelse af og modsætning til den kosmos, Offermose tidligere havde draget os ind i.

Mæt med indtryk og eksistentielle tanker fik amerikanske Wayfarer lov til at spille i baggrunden, da et af dagens hovednavne, der var sat til at blive uploadet en lille time efter BADA, også ville blive en lettere tung omgang – for kan det andet end at blive tungt, når man har at gøre med et af Neurosis’ medlemmer?

Steve Von Till er en mand, man næppe kan sige står stille. Selv før undertegnede blev født, var han i gang med at lægge grundstenene til en lang og vigtig karriere, der foruden flere musikalske projekter også indbefatter at køre pladeselskabet Neurot Recordings – og, nå ja, at være folkeskolelærer i dagtimerne. Siden årtusindskiftet har han lavet musik under eget navn, og det var med dette soloprojekt, at han endnu engang fik lov til at gæste Roadburn. Hans over en time lange koncert blev filmet på det legendariske Robert Lang-studie i Seattle, og bød på abstrakte lydlandskaber ført an af hans karakteristiske hæse og dybe vokal. Det lettere depressive singer/songwriter-univers, Von Till gør sig i, nåede desværre ikke helt ud over skærmen, da den kræver en intimitet, der umiddelbart er svær at formidle digitalt uanset hvor godt håndværket ellers er. Alligevel kan undertegnede ikke lade være med at sidde tilbage med følelsen af, at en mere aktiv indsats fra dennes side som eksempelvis at have set koncerten i et mørkt rum kun oplyst af stearinlys, ville have været katalysator for at formidle den atmosfære, musikken så fint gør sig i på plade.

Som et meget stort plaster på såret over den netop overstået Von Till-oplevelse, tikkede dagens andensidste livestream ind på skærmen. The Nest, som artisterne valgte at kalde projektet, var et samarbejde mellem belgiske Wolvennest og nøje udvalgte og forinden showet hemmelige gæster, der viste sig at være AA Nemtheanga fra Primordial og Dread Sovereign, Tommie Eriksson fra Saturnalia Temple, Bones fra Dread Sovereign, Alexander von Meilenwald fra The Ruins Of Beverast og Ryanne van Dorst fra Dool. Sammen opførte de stykket 'Her True Nature, der trods gæsteartisternes forskelligeartede genrebidrag til hvert enkelt nummer alligevel blev bundet sammen af en rød tråd, der vidnede om et enormt gennemarbejdet stykke håndværk, der blæste alle omkuld. Aftenens delegation fra både Devilution og Rockfreaks var for første gang denne dag alle yderst tilfredse over det, der blev serveret på skærmen. Den chat, der hører til Roadburn Redux-platformen emmede også af begejstring, og der er næppe tvivl om at absolut alle koncertseere er blevet sultne efter at se projektet live, når vi igen kan komme på fysiske festivaler.

Det var svært at få pulsen ned efter en af de bedste oplevelser, Roadburn Redux hidtil havde budt på. Alligevel var det med stor forventning, at næste livestreamingkoncert skulle gå på klokken et om natten. Som ventemusik blev der trykket play da den pre-optaget koncertvideo med Blanck Mass blev smidt op, der med sin ekstreme lo-fi æstetik og en video, der tydeligvis var skudt hjemme i soveværelset, ikke just vakte den store interesse.

Til gengæld var tilfældet det stik modsatte, da der pludselig stod mange mennesker på scenen og sang kor. Det var endelig blevet tid til dødstrut med Neptunian Maximalism! Orkestret, der i en dansk kontekst bedst kan sammenlignes med aarhusianske Narcosatanicos tilsat flirten med orientalsk udtryk, satte prikken over i’et på en festivaldag med et spækket og vidtomspændende program. Grundet deres sene spilletid faldt størstedelen af selskabet dog fra, og tilbage i stuen sad vi to devilutionister og var fuldstændige fascineret af den størrelse, Neptuninan Maximalism er. Alt fra hvordan medlemmerne har mødt hinanden til, hvordan visse musikalske elementer overhovedet var tænkt sammen var en gåde, der blev snakket om undervejs til det udforskende, nysgerrige og lettere improviserede sæt, der kom ud af skærmen og højtalerne. Sidste år udgav ensemblet albummet 'Éons', der er inddelt i tre kapitler, der hver især er dedikeret til solen, månen og jorden, hvoraf månedelen – passende nok – var i fokus denne aften og blev udforsket til uigenkendelighed.

Anden sidste dag af Roadburn Redux kunne næppe være sluttet på en bedre måde, men hvor kunne denne oplevelse dog have været sublim ude i den virkelige verden!