En tam opvisning
Der var inviteret til ’core-fest med mulighed for høje knæløft og dans fra det jyske, men virkeligheden ville hellere en slatten omgang line dance.
Kan man egentlig få for mange breakdowns? Er der grænser for, hvor meget et helt almindeligt menneske kan tåle at lytte til cymbals blive tæsket? Er Bodysnatcher ligeså fede, som da de spillede på Gimle i ’22? Er alle ’core bands i verden venner med Cabal?
Livets store spørgsmål stod i kø, da Pumpehuset slog dørene op, med invitation til hvad der burde være et regulært breakdown-galore og hidsighed i store mængder.
Store armbevægelser, der beklageligt blev skudt ned som aftenen skred frem. Men den fadæse kunne man nærmest have forudset, publikums vage fremmøde taget i betragtning. Det gik især ud over aftenens første amerikanske indslag. Heldigvis kunne 1/3 fyldt første sal ikke tage livet af Mouth for War. Selvom der ikke var meget Pantera over Colorado-kvintetten, tog de livtag om de fremmødte og spillede en sprudlende omgang ’core, der matchede trommeslager Michael Gugielmis helt vanvittigt hurtige solbriller. 
’Roses in Place of Your Ashes’ var et tidligt højdepunkt på en setlist, der havde fokus på bandets ’23-udgivelse, ’Bleed Yourself’. Med høj energi og ungdommelig charme blev vi ført igennem pladen. Den indlevende intensitet havde en herlig afsmittende effekt på publikum, der afslutningsvist endte i den moshpit, vi alle vidste ville opstå på et tidspunkt - Mouth for War sørgede for, at det tidspunkt var tidligt på aftenen.
En eminent start og et tidligt high, til trods for at andenvokalen var stort set umulig at høre.
På grænsen til gabende kedeligt
Således parat til aftenens andet navn, med lysten uden på tøjet og utallige breakdowns under blusen, burde det være en nem sag for Connecticut-bandet at gå sejrsgang. ”Bring it on, let’s fucking go!” brølede Matt McDougal energisk, mens tonerne til ’Easily Erased’ blev slået an. En start med attitude, der dog hurtigt viste sig vekslet til søvndyssende kedsommelighed. I forlængelse af Mouth for Wars energiske start på aftenen, lykkedes det sjældent Boundaries at skabe momentum.
Vi blev ellers ledt fint igennem bagkataloget – og fik et godt indblik i bandets vision og tilgang til musikken. Den insisterende metalcore, tilføjet den fine, rene vokal fra trommeslager Tim Sullivan. Sidstnævnte et element, der differentierer bandet fra resten af aftenens indslag. Om man så er til det rene indslag, er et spørgsmål om smag og behag.
Ni numre fik vi, men godstoget ramte aldrig helt. Ballonerne dansede i blå/gule/lyserøde farver hen over publikum, der taknemmeligt dansede med på det uendelige hav af breakdowns. Men mere var der heller ikke at komme efter. ’Heaven’s Broken Heart’ lukkede naturligvis, som højdepunkt på koncerten. Tilbage stod vi med en følelse af, at amerikanerne har meget mere at byde på i live-kontekst – det lykkedes bare ikke fuldt ud denne aften. 
Kom nu, gør noget!
Fuldstændigt som koncerten i ’22, skulle Bodysnatcher lige ud og mærke gulvet. Ud på scenen, se publikum i øjnene og have sat gang i motoren. Modsat Gimle-koncerten sprudlede den sidste halvdel af koncerten desværre ikke på samme vis. Hvor bandet tydeligvis fik et ekstra kick fra Roskilde-publikummet, faldt det ret hårdt til gulvet i Pumpehuset – og det var absolut ikke publikums skyld.
Kyle Medina brummede vanen tro, travede frem og tilbage på scenen, mens bandet startede op med ’Wired For Desctuction’. Et spændt publikum med høje forventninger kastede sig tilsvarende ud i den mosh-fest, man kun kunne forvente. Men det lykkedes aldrig. Bandet virkede off. Uinspirerede og manglede engagement. Medinas blik farede rundt i salen, men fandt alt for sjældent ro i den autoritet, såvel det lyriske som musikalske univers bygger på.
Bedre blev det i anden del af koncerten, hvor vi trods alt fik nogle af bandets helt stærke kompositioner. ’Twelve/Seventeen’ og ’King of Rats’ var igen højdepunkter, fuldstændigt som sidste gang vi så dem – blot 50% mindre indlevende. Generelt set havde Bodysnacher primært succes med at suge al intensitet ud af aftenen og minimerede lysten til flere breakdowns. 
Kan man skære mellemlaget fra næste gang?
Generelt set var man breakdown-træt, da Spite langt om længe gik på. Med Boundaries og Bodysnatcher siddende på rygraden, var forventningerne sandsynligvis heller ikke så høje. Nuvel, så er det heldigvis nemmere at imponere – hvilket Spite gjorde fra start. Med ’Lord of the Upside Down’, fik California-bandet hurtigt vendt op og ned på humøret. Som første band på aftenen, fik vi en energisk sceneperformance, hvor især forsanger Darius Tehrani bragte galskaben til Pumpehuset.
Ikke overraskende havde koncerten et solidt fokus på ’Dedication To Flesh’ (2022). Vi blev ledt rundt i bandets bombastiske og bastante musikalske univers, med afstikkere længere tilbage i bagkataloget. ’IED’ fra ’Nothing Is Beautiful’ var et tidligt højdepunkt, mens ’Snap’ og ’Leeches’ fra bandets selvbetitlede debut fremstod som bombastiske påmindelser. Vi fik trommer der skulle skiftes, breakdowns til den store guldmedalje, cymbals i alle tempo og aftenens andet shout-out til de danske hjemmedrenge fra Cabal. Det var indlevende, beskidt og energisk – i store dele af koncerten. 
Som et andet veltimet callback må det blot konstateres, at fire bands med breakdowns og svulstig bølle-core er for meget. Der er grænser for, hvor mange gange man kan føle entusiasme over de samme elementer, især når man bliver bombarderet med selvsamme.
Dét sagt løftede Spite en ellers triviel aften, uden at vi på noget tidspunkt nåede de euforiske lag. Less is more, især når det kommer til denne type ’core. Som det sidste cymbal-slag emmede ud i Pumpehuset, stod man tilbage med følelsen af, at havde man renset aftenen for mellemlaget og blot givet os Mouth for War og Spite, havde alt sandsynligvis været glimrende. 