Dødsmetallisk wow-faktor
Replicant formår med groove og fede detaljer at gøre det let og lækkert at høre noget teknisk og til tider dissonant dødsmetal.
Lad det være skrevet med det samme; det nye album fra amerikanske Replicant er en banger af et album. Der udspyes brutal dødsmetal, der udvises teknisk finesse, og så formår bandet fra New Jersey samtidig at være groovy og catchy. Det er en fornem bedrift.
'Infinite Mortality' er det tredje album fra bandet, hvis medlemmer også spiller sammen i black/folk-metal bandet Windfaerer, hvor det atmosfæriske og symfoniske er i højsædet. Umiddelbart langt fra stilen i Replicant, men det er som om, at noget af det storladne derfra er dryppet ned i gryden med den hårde dødsmetal.
'Acid Reign' lægger groovy ud med kompakte, abrubte akkorder, som lyden af en skovhugger, der rytmisk lader saven "chugge" sig gennem træet. Her er det som dansker let at få en nostalgisk tanke til Dawn of Demises fine debutskive. Der sker meget andet i nummeret, herunder et dunkelt stykke med bas og et bas-trommestykke med syret guitar, inden det groovy kommer igen og følger nummeret til dørs. Tærsklen mellem åbningsnummeret passeres ubemærket, da rytmen i guitarriffet kun ændres marginalt, så det bliver en slags part to i en naturlig sammenhæng. Til gengæld er detaljen, der skal skabe hooket i riffet, så markant anderledes med sit diskante dingeling-dingeling, der nærmest skaber lyden af en oldschool telefon (og noget som Gojira også har ramt).
Dissonans, teknik og groove
Replicant kommer fra et lidt mere dissonant og avantgarde-tonet univers, end de har givet plads på dette tredje album. Men det er nu ikke fordi det er helt fraværende, eller der ender med at mangle detaljer. Der er nemlig masser af finurligheder, der udvider numrene og trækker dem længere end til en gængs sanglængde omkring de 3-4 minutter.
Der benyttes også en hel del natural harmonics, så man foran sig nærmest ser Rob Flynn nikke anerkendende. Særligt lækkert er det i 'Pain Enduring', hvor guitarteknikken bærer en væsentlig del af sangens primære riffs. Og udover velbenyttet leg på instrumenterne, så har de i det groovy kraftarbejde indarbejdet slam i deres dødsmetal, og dette på den mest appetitlige måde, hvor det ikke overskygger alt det, som bandet ellers er.
Det er veludført dødsmetal, og så er det pakket i en utrolig lækker produktion. Det lyder organisk og naturligt med den herligt afrundende baslyd, der pakker det hele godt ind. Bassen finder i det hele taget god plads blandt resten, og får rigelig tid til små stemningsfulde og lækre basstykker. Noget som albummet indeholder flere fine eksempler på.
Vokalen growles primært, men stemmebåndet vrides i alle retninger, så det både growler dybt og klassisk, klinger hult og slidt som en fed effekt, og sågar i små passende stykker rammes noget decideret galskab a la en ung John Tardy fra Obituary. Og står den ikke lige på growl, så kan man også nyde en art brutaliseret hardcore-vokal som en ekstra detalje.
Det er en riff-parade fra et særdeles velspillende band. Der sker meget på albummet, men det er let at følge med, når det gøres med velvalgte afstikkere fra kernen, så man kan nyde detaljer uden at glemme det tonstunge groove, som detaljerne måtte have leget sig væk fra. Der findes gang på gang elegant tilbage til sporet igen, inden man som lytter bliver forvirret. Formularen hedder noget i retning af noget fedt og simpelt, overhældt med små pakker af teknisk og lækkert. Blandingsforholdet er formidabelt, og 'Infinite Mortality' er slet og ret dødsmetallisk lækkerhed.