Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 2014: Dawn of Demise

Populær
Updated
Copenhell 2014: Dawn of Demise

Endelig er Silkeborgs stolthed på plakaten på Copenhell. Vi fangede Bjørn Jensen til en sengekantssnak om, hvad de mener om det.

Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

Har I gjort jer nogle forestillinger, om hvordan det bliver at spille på Danmarks største metalfestival? Bliver denne optræden noget specielt, eller er det bare endnu en dag på kontoret?

- Jeg vil ikke sige, at vi har gjort os nogle forestillinger, men jeg kan roligt sige, at vi glæder os MEGET! Det er en vigtig koncert for os, så det kan være, at vi tager os lidt mere sammen på dagen. Rent koncertmæssigt gør vi ikke som sådan mere ud af det, men vi har da inkluderet et par nye sange i sættet, som vi prøver lykken med på Copenhell. Vi skal jo indspille plade hos Tue Madsen i løbet af de kommende måneder, så det er jo kun passende at lufte et par af de nye numre foran et større publikum.

Forbereder I jer ekstraordinært på dette show? I så fald, hvordan?

- Vi har altid været seriøse i øvelokalet op til koncerter, da det er vigtigt for os at være "stramme" live. Denne koncert er noget specielt, så vi giver den naturligvis en ekstra skalle op til.

Hvorfor tror I, at I er booket til Copenhell?

- Det ved jeg faktisk ikke - det er ikke lige sådan at svare på. Måske havde de bare været alle de gode bands igennem og tænkte, "hvem er så tilbage?". Nej, jeg ved det ikke. Forhåbentligt har de booket os, fordi de synes, at vi har noget at byde på, og vi måske er et band, som folk gider at tjekke ud? Men vi giver den da smadder på Copenhell, og vi tilføjer lidt ekstra brutalitet til det ellers ganske fede line-up. Jeg synes, at det er imponerende, at de på så kort tid har fået etableret en så stor og gennemført festival.

Udover jeres egen optræden, hvad glæder I jer så mest til på dette års Copenhell?

- Jeg kan ikke svare på de andres vegne, men jeg kan da sige, hvad jeg stensikkert skal se. Obituary og Iron Maiden er topprioriteterne, men jeg håber da også, at jeg får mulighed for at se Megadeth, Anthrax, My Dying Bride og Gorguts; ja, og Blood Eagle - det er nogle gode makkere, der spiller i bandet, så dem vil jeg glæde mig til at tjekke ud, da jeg missede dem på Aalborg Metal Festival. Jeg håber, at Gorguts spiller meget fra deres to første plader, da jeg elsker 'Considered Dead' og 'The Erosion of Sanity'.

Hvis Sepultura spiller en masse ældre materiale, eksempelvis fra 'Arise', så skal de også tjekkes ud!