RB '22: At blive født ud af mørket
The Devil’s Trade omsluttede os af melankolsk mørke og gav os en klump i halsen.
En enkelt læser eller to har måske lagt mærke til vores store begejstring over Roadburn Redux i 2021. Det var der alle mulige gode grunde til, og The Devil’s Trade var bestemt blandt dem. Derfor lå det også lige til højrebenet at prioritere koncerten med denne ungarnske enmands-act på Next Stage torsdag kl. 18.20. Dávid Makó, som er manden bag The Devil’s Trade, kombinerer transsylvansk og ungarnsk folkemusik med melankolsk dark-folk. Det var meningen, at han skulle have spillet på Roadburn i 2020, men denne blev jo desværre aflyst, og vi fik derfor online-glæden ved ham på Redux i 2021. Også vores hjemlige John Cxnner har fået øje på The Devil’s Trade, og gav også en koncert med Dávid Makó søndag på Roadburn.
Koncerten startede med kuldegysfremkaldende alvor, hvor Makó startede koncertern ved at synge med sin dybe, hæse og kraftfulde stemme gennem sin banjo - et instrument, som han i øvrigt mestrer ganske fortrinligt. Som han selv sagde et stykke inde i koncerten, er banjo et instrument, der vil bringe mange sorger for den, der vælger at tage kampen med det op. Jeg skal heller ikke lægge skjul på mit ambivalente forhold til banjo, men heldigvis fik vi den serveret i doser, og det var guitaren, som blev det primære instrument i resten af koncerten, med undtagelse af Makós fremragende fortolkning af en gammel ungarsk folkesang, Három Árva, opstået blandt det ungarske mindretal i Transsylvanien. Historien bag sangen var rørende og fin - og skal man tro Makó selv, så var denne koncert den sidste gang, at publikum fik historien bag denne sang.
Elegant smerte
Det er ret ambitiøst at stille sig op ene mand på en scene på en rock-festival, men Makó vidste, hvad han gjorde og slap fra det med bravour. 18 dages tour og dermed 18 koncerter uden hviledage havde dog sat sit præg - noget han selv informerede publikum om. Og det kunne man godt høre. Stemmen var slidt og sad ikke helt i skabet alle steder, men den folke-musikalske tradition, som The Devil’s Trade lægger sig op af, levner heldigvis lidt plads til den slags skønhedsfejl. Det blev bedre under koncerten, omend man næsten kunne se, hvor ondt det gjorde at synge de lidt sværere stykker.
The Devil’s Trade fik fornemt formidlet sit lands og sit folks til tider smertefulde historie på en elegant måde, og fik også trukket trådene helt frem til Orbán, som ingen - særligt ikke de fremmødte ungarere - havde særligt varme følelser for. Koncertens bedste nummer var Dead Sister - og også det nummer, The Devil’s Trade fremførte på Roadburn Redux - blev introduceret af Makó som en sang til hans afdøde søster. Salen var så stille, at man kunne høre en knappenål falde, og det var med tilbageholdt åndedræt, at vi blev vidner til dette rørende nummer, hvor Makó stod fuldstændig nøgen på scenen med sin guitar, stemmen, som på en og samme tid var skrøbelig og kraftfuld, og en sang om en afdød søster.
Dávid Makó fik på trods af de få skønhedsfejl, gennem sin instrumentalisering og stemme tryllebundet sit publikum med sin one-man-act. I modsætning til hvad jeg havde forventet, og hvad man ofte ser til de mere stille koncerter på festivaler, var der stort set ingen walk-outs, niveauet af snik-snak (en anden af festivalformatets forbandelser) var så lavt, at Makó faktisk kommenterede stilheden fra scenen. At forlade salens mørke for at forholde sig til verden igen føltes, som jeg forestiller mig, at det må føles at blive født. Ud af trygheden og ind i en verden med alt for skarpt lys. Vi kunne sagtens have brugt mere tid i Dávid Makó’s melankolske mørke, hvor vores nutidige verden lige for et øjeblik måtte vige for vigtigere og mørkere historier, der blev båret gennem salen af en lidt slidt, men i øvrigt veloplagt Makó.