Forvoksede MySpace-teens

Populær
Forvoksede MySpace-teens

Briternes emofarvede hardcore fungerer upåklageligt for genren. "Fungerer upåklageligt" er mere, end hvad man kan få sig selv til at sige om genren som sådan.

Kunstner
Titel
Desolation Sounds
Trackliste
Mystic Death
Desolation Sounds
Leviathan Rot
Chains
Bonfire Season
Leather Crown
93/93
Death Valley Blue
Cease To Exist
Swan Song
Karakter
3

De sidste ni år har Gallows’ debut, ‘Orchestra of Wolves’, stået trygt i min kældersamling, uden at jeg har haft den store lyst til hverken at skille mig af med den eller ligefrem at gå så vidt som til at høre den igen. Da de britiske hardcorepunkere kom væltende med deres debut og en god bunke omtale i medierne for deres kønspolitiske tekster, var jeg ellers fuldstændig solgt til de numre der lå på deres MySpace. Lige præcis dét noget datede univers kan man godt sige, at de er blevet hængende i, og selvom deres fjerde album sådan set fungerer aldeles upåklageligt for sin genre, så er jeg også ret sikker på, at den hurtigt vil lide den samme, stille død i min bevidsthed.

‘Desolation Sounds’ er nemlig ikke en dårlig plade overhovedet, den er velspillet, velproduceret og tilpas afvekslende uden at miste sit fokus på noget tidspunkt. Hvad Gallows tabte i råhed og intensitet med deres gamle forsanger Frank Carters exit for nogle år siden, har de vundet i det langt større vokalregister, hans afløser, Wade MacNeil fra Alexisonfire, besidder. Hvor Carter kunne råbe hæst, så det lød, som om han virkelig mente det, han sang, har MacNeil en stemme, der i sig selv er interessant, uanset om han råber, snerrer eller synger, hvad der ikke mindst kommer til udtryk i titelnummeret, hvor han svajer selvsikkert igennem hele registret. Det lyder simpelthen, som om han føler det, han synger, men det er også det, der gør det svært at være rigtig glad for Gallows, som de lyder i dag: Alle de følelser.

Det handler om knuste hjerter, fortabt kærlighed og magtmisforhold, og selvom det selvfølgelig ikke er noget, man vokser endegyldigt fra, så burde man virkelig vokse fra tekstlinjer som “You are a forest / I’m lost in the trees” og “If I told you this was killing me / would you stop?” i den højstemt rungende ballade ‘Cease to Exist’. Rørende er det da, men også noget teenangstet, og når Gallows så endda går helt goth på singlen ‘Bonfire Season’, er det svært ikke at komme til at tænke på MTV-romantikerne Him, selvom det, Gallows går efter, nok snarere er de mere respekterede The Mission.

Langt stærkere står pladens hardcorenumre som ‘93/93’, ‘Leather Crown’, den metalcoretunge ‘Leviathan Rot’ eller den heftige åbner ‘Mystic Death’. Her lyder de som et Comeback Kid med lidt mindre lyst til at feste og lidt mere lyst til at ville sige noget med det, de gør, nok så emo det så end er. Det er godt. Men det nummer, der står klarest på pladen, er ikke desto mindre ‘Death Valley Blue’, også selvom det minder ikke så lidt om The Dillinger Escape Plans ‘Unretrofied’ og ‘Black Bubblegum’. Gallows kammer ikke helt over i Max Martin, som Dillinger Escape Plan gør det, men holder sig lige nøjagtig på den sobre side af den skamløse popsang. Det er det ene nummer, jeg egentlig godt kunne forestille mig vil blive hængende i min hjerne, selvom det ikke er noget, jeg vil være stolt over at gå og nynne. Men det har en spændstighed, en anderledes tænkt rytme, et riff og en opbygning, der gør det langt mere velfungerende som potentielt pophit end de to noget traurigt popgothede sange, Gallows har valgt som spydspidser for ‘Desolation Sounds, førnævnte ‘Bonfire Season’ og dens forløber ‘Chains’. Begge i øvrigt med videoer holdt i en bondagechic æstetik, der minder en del om de gothe, gamle emodage i MySpace-land.