Cirkus Malmö
Populær
…I don’t know if you’ve noticed, but I’m getting old… – Corey Taylor lagde ikke skjul på elefanten i manegen. Eller arenaen. Malmö Arena hvor Slipknot i aftes gav koncert.
Malmö Arena var et velvalgt spillested, der gennem aftenen opførte sig acceptabelt lydmæssigt. Især taget i betragtning, at der var en del tomme områder bagerst i salen.
Alderen kommer snigende og om 3 år kan det ikoniske band fra Iowa holde 30 års-fødselsdag. I 2024 har den selvbetitlede, officielle debutplade 25-års jubilæum. Det er imponerende.
Lige så imponerende er det at opleve Slipknot live. Denne gang i Sverige – det er 14. gang de gæster vores broderland. Tilsvarende gange har bandet spillet i Danmark. Det er oftere end Slipknot f.eks. har spillet i Tyskland, som deres koncert på Wacken fint eksemplificerede.
I 1999 spillede de Lille Vega i gulvet, i 2002 var det Valby Hallen og derefter som opvarmning for Metallica i 2004. Sidstnævnte koncert blev afholdt dagen efter udgivelsen af ’Vol. 3: (The Subliminal Verses)’. Dengang var Paul Grey stadig med og Slipknot var vilde, farlige, utilregnelige og helt umulige at høre med Parkens lorte-akustik.
Vild, farlig og utilregnelig er tillægsord, der hører ungdommen til – og vi, der var unge dengang, er knapt så unge længere. Det er måske lidt mere anstrengende at skulle ned på knæ under ’Spit it Out’. Nogen af os har efterhånden også taget det knæfald utroligt mange gange. For andre var det første gang.
Bindeled mellem generationer
Nok bliver Taylor 49 år til december, men det følte man på intet tidspunkt. Den ikoniske forsanger førte Slipknot igennem en tour-de-force af en setlist, som var det bandets sidste koncert – og et særdeles diverst publikum fulgte takt.
Det var dem, der som de fleste medlemmer af bandet, har rundet de 40, og dem der sandsynligvis så cirkusset for første gang. Teenager med svenskergarn og ungdommens iver malet i hele ansigtet. Hvem havde troet, at Slipknot ville blive bindeled mellem generationer? People truly equal shit.
Måske er det ikke så stor en overraskelse? I en af Coreys alenlange – og lidt for hyppige – monologer, bliver vi mindet om, hvor dygtig bandet har været til at bygge bro. Mellem det kaos, der var engang, og familien. ’The Heretic Anthem’ versus ’The Dying Song (Time to Sing)’. Vanviddet overfor sammenholdet. Familien bliver netop fremhævet gang på gang, som et slidt meme. Vi bliver mindet om, at passe på hinanden, nye som gamle. Selvfølgelig skal vi det – mens Tortilla-man hænger med hovedet ned af fra fire meters højde.
Tortilla-man, eller Michael Pfaff, er et af aftenens ikke-musikalske højdepunkter. Et minde om en svunden tid, før alt var ”Family”. Mens Shawn Crahan i størstedel af koncerten klovnede rundt og nærmest ikke kan være mere magelig, og Sid Wilson gøglede løs med sin tidligere maske uden formål, lykkes det for Pfaff at genskabe lidt vildskab. Igen splittes Slipknot af det rebelske mod det magelige. Crahan har gjort sit. Han startede jo lortet dengang.
Det er tegn på metaltræthed, og hvad andet kan man forvente efter snart 30 års koncertvirksomhed? Pfaff havde heldigvis succes med at genskabe hvad Slipknot var engang – til glæde for nye og gamle.
At fornemme cirkussets magi
I front er der til gengæld ingen træthed. Cirkussets hovedattraktion, Mick Thomson, Jim Root og Taylor er lige så varme som de voldsomme mængde pyro, der gennem aftenen gør sit for at skabe vildskab. Det føles magisk. Imponerende, indlevende og tilstedeværende. Trioen virker som et eksprestog, der aldrig stopper – og da to velvoksne mænd på siddepladserne, er ved at komme op at slås over Taylors afsuttede vandflaske, er der ingen tvivl, hvor gode Slipknot er. Hvor sikkert bandet fører og forfhører publikum ind i deres fantastiske verden af sikker vanvid.
Det hele ender hvor det startede. ’Surfacing’ fra den officielle debutplade skaber kulminationen. Ung, gammel, maggot, svensker, metaltræt og hovedattraktion. Slipknot er det hele og favner det hele, denne aften i reserve-Danmark gør de det til nær perfektion.
Sverige er et af bandets sidste stop på deres europæiske tour. Det er en magtdemonstration på en mandag, trods lidt metaltræthed og en anelse megen snak. En eminent tur i cirkusset for ung og gammel – men næste gang ser vi gerne Danmark på tour-planen, så vi igen er foran i det regnskab.