Ugens Monsterdrøn

Årets album, indtil videre, leveres i overbevisende stil af Slipknot, mener Mathias Nielsen. Slipknot har om nogen måttet stå model til alskens kritik af konservative "metal-eksperter". Først og fremmest fordi de fik deres gennembrud som en del af nu-metalbølgen i 1999. Den eneste forskel på dem og resten af bandene dengang var, at Slipknot havde "farlige" masker på, og gik lidt mere amok på scenen, når de gav koncert.

Det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at undertegnede ikke kunne udstå den tynde kop "nu-metal-te", som debut-albummet var. Der blev til gengæld rettet væsentligt op, da opfølgeren "IOWA" så dagens lys i 2001. Her var der skruet op for aggressiviteten og der blev spillet igennem, som intet andet band af nu-metal-klassen ville have gjort, og "IOWA" var således et langt stærkere udspil end debuten.

Nu er Slipknot tilbage, dvs. de er gendannet efter diverse sideprojekter, hvoraf forsanger, Corey Taylors Stone Sour var det bedste. Denne gang har Slipknot allieret sig med stjerneproduceren Rick Rubin (AC/DC, Red Hot Chili Peppers, System Of A Down, Johnny Cash, Slayer m.fl.), som styrer denne tornado af stenhårde metal-riffs og melodiske passager og har formået at få Slipknots nye album til at lyde som et mere traditionelt album. Han leverer som altid en knastør og kompakt produktion og det klæder Slipknot.

Allerede fra skivens første skæring, indledningen’ "Prelude 3.0" bliver der lagt afstand til fordums tids bedrifter. Et afdæmpet nummer, som man tydeligt mærker bygger op til noget stort. Herefter bliver der ikke lagt fingre imellem.
Musikalsk set, får vi serveret en cocktail bestående af én del Stone Sour (bare bedre), én del Slipknot og så én del af det bedste af det melodiske metal, der blev lavet op gennem firserne og halvfemserne.

I modsætning til tidligere, er guitarduoen Mick Thompson og Jim Root begyndt at flirte med harmonier og soli, hvilket distancerer dem yderligere fra det andet skrald i den genre, de (ikke længere) tilhører. Corey Taylor "synger" mere end han råber - i forhold til tidligere - og når affæren bliver for monoton, redder Slipknot den hjem med et genialt melodisk omkvæd eller en ballade som pusterum.

Om Slipknot så er "blevet modne", når de disker op med hele tre ballader (inkl. akustisk guitar, strygere og hele svineriet!) er et godt spørgsmål. Uanset hvad, så passer de numre godt ind på albummet. Bedst er "Vermillion pt. 2", som er en akustisk fortsættelse på ligeledes geniale "Vermillion", et ikke akustisk nummer, som ligger tidligere på pladen.

Som det kun er muligt på et helstøbt og veldisponeret album, mærker man automatisk, at pladen lakker mod enden med den onde "The Virus of Life" og den atmosfæriske "Danger – Keep Away".

Der er ikke så meget andet at sige, end at det her er et helstøbt mesterværk og det er ikke nødvendigt at fremhæve nogen skæringer frem for andre. Eneste grund til, at der ikke bliver uddelt et 13-tal her, er de øgede forventninger til næste album (lad så være med at gå i opløsning efter dette album!). (husk, vi også har den ekstraordinære 666 i vor specielle heavy 13-skala, hvis det er, Mathias! - Red.)

Det er på flot vis lykkedes Slipknot, at pumpe alt deres energi, aggression og følelse ned i en eksplosiv flaske, som altså udkommer i dag. Prøv den!

PS. Forresten så vil undertegnede lige benytte lejligheden til at sætte de konservative snæversynede individer, der ikke vil høre Slipknot (fordi de har masker på) i bås med de, der ikke ville høre Metallica, da de fik klippet håret…