Til koncert i ungdomsklubben

_XJD0257
_DSF0441
_DSF0465
_XJD0084
_XJD0009
_XJD0242
_XJD0193
_XJD0290

Indonesiske Voice of Baceprot havde hjertet på rette sted på Stengade. Det samme havde publikum. Desværre var den musikalske side af sagen slet ikke på omgangshøjde med ambitionerne.

Spillested
Dato
02-08-2022
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
2

Lad os få det sidste af vejen først. Så er det ligesom sagt. Voice of Baceprot spiller ikke ret godt. At det ikke betyder noget for at lave en koncert, hvor publikum er med, er en anden sag. De tre unge damer fra Indonesien fik et udsolgt Stengade at spille for, og jublen var stor, da de trådte ind på scenen iført ens stramtsiddende hijabber. Nu er det ikke hverdagskost at se praktiserende muslimske kvinder på scenen på Stengade, særligt ikke til en metalkoncert, og Voice of Baceprot var også hjulpet godt af omtale i blandt andet Politiken forud for koncerten. Men som aftenen skred frem, mindede publikum mest af alt om en flok stolte forældre til deres teenage-poders første ungdomsklubkoncert. Det lyder rædderligt, men alle klapper og hujer fordi man godt ved, at det har været svært at stille sig op på den scene.

Kontroversielle Voice of Baceprot?
For dem, der ikke kender Voice of Baceprot, så lad os her give dem en kort introduktion. Bandet består af tre unge kvinder med muslimsk baggrund, der optræder i hijab og har været et internetfænomen siden 2015, hvor de hittede stort på YouTube med et cover af Rage Against The Machines ‘Killing in the Name’. Siden er de blevet bemærket af notabiliteter som Slash, og har siden 2015 formået at producere et lille bagkatalog, som de nu er på tour med. I hjemlandet har de mødt en del modstand – særligt fra konservative muslimske kræfter – men har tillige også mange støtter, og er som band opstået efter en talentkonkurrence, som de stillede op i på opfordring. Men helt ukontroversielle er de ikke – hverken i hjemlandet Indonesien eller i Danmark.
Indenfor var der anderledes gang i den – men på den gode måde.

Med en knivspids feminisme
Publikum tog imod den stilforvirrede, naive musik, som var det den bedste koncert, de nogensinde havde hørt. Det er i sig selv en smule besynderligt, for der skal ikke mange klik på internettet til at opdage, at trioen nok mere er et produkt af deres tidligere lærer, nuværende managers, ambitioner. Det er også ham, der skriver alle deres tekster. Aftenens første nummer var ‘[NOT] PUBLIC PROPERTY’, som med tydeligt feministisk islæt fik slået fast, at kvinders liv og kroppe ikke tilhører andre end kvinden selv. Ikke engang i den vestlige verden er det et ukontroversielt budskab, men det var måske også aftenens mest slagkraftige nummer.

Undervejs i den første halvdel af koncerten, havde sanger og guitarist Firda Marsya Kurnia noget på hjerte, og hun mindede publikum om, at der hvert minut er en kvinde et sted på planeten, som bliver slået ihjel af en partner, tidligere partner eller et familiemedlem. Publikum åd det råt – og hvordan kan man andet end at være modstander af kvindedrab. Eller bare drab i det hele taget. Senere i koncerten blev vi opfordret til at stikke næven i vejret, hvis vi var imod krig. Det er også svært at diskutere, så der var talrige næver i vejret hele vejen rundt og generelt havde publikum en fest, som slet ikke stod mål med det musikalske, vi var vidner til. Et band bestående af unge, hvide mænd og med et tilsvarende niveau havde fået publikum til at udvandre – hvis de altså overhovedet var dukket op.

Musikmassakren på Stengade
Selve beskrivelsen af deres musikalske retning siger måske det meste: Nu metal, funk metal, thrash metal, progressive metal, rap metal. Det er sørme mange genrer at rode sammen i et sæt, der varede i 50 minutter og bestod af ⅔ originalt materiale og ⅓ covers. Musikken var sært naiv, slap-bassen fremtrædende og det var så som så med deres tightness. Det er tilgiveligt, om end det ikke sikrer de helt høje karakterer, men da de tog fat på deres cover af Beastie Boys’ ‘Sabotage’, var min tålmodighed på alvorlig prøve. Jeg har vist aldrig hørt et så dårligt spillet cover af det nummer nogensinde. Og det siger en del, for det nummer har godt nok lagt ryg til lidt af hvert gennem tiderne.

Også Rage Against The Machines ‘Killing in the Name’ og Metallicas ‘Enter Sandman’ blev udsat for noget, der mest af alt mindede om en massakre. Og her begyndte publikum faktisk at udvandre.

Låst fast i 90'erne
Det føles som om, at bandet på en eller anden måde sidder fast i det, der gav dem omtale tilbage i 2015, uden at huske på at verden bevæger sig. Men så længe publikum klapper begejstret i en misforstået hyldest til budskabet, uden at forholde sig kritisk til musikken, så er der næppe chance for at de bevæger sig synderligt musikalsk.

De har helt sikkert noget på hjerte, men de skal skynde sig ud af 90’erne og ind i nutiden –  for når hypen om deres anderledes baggrund dør ud, så står der et ungdomsklub-band tilbage, som kun forældre kan elske.