NMF '22: Natjager
Natjager tangerer blandingsmisbrug, men hiver den hjem på charme og skovsnegle.
2. Elendighed
3. Bjerget
4. Batteri666
5. Skind & Ben
6. Overdosis
7. KVVH
8. Alt under himlen
9. Skygge og blide bølger
10. Tyler Durden
11. Rejser
Vel ankommet til Næstved, Region Sjællands kulturelle knudepunkt, måtte jeg sætte det lange ben foran, for at nå at opleve Natjager, dansk metals mest umulige-at-placere orkester. I eksponeringsterapiens navn lyttede jeg til dem på vejen, for at vænne mig til tanken om at skulle stå ansigt til ansigt med et band, jeg knækker nakken på, hver gang jeg tror tiden er inde.
Hvorfor??
Koncerten i sig selv er dog i sidste ende nærmest sekundær, til konceptet “Natjager”. En flok (unge) mænd, der synger på dansk om livets op- og nedture, på en bund af nu-metal og kinetisk overskud, er ikke noget vi ikke har hørt før. Hvad vi til gengæld IKKE har hørt før, er den mængde autotune, der er dynget på eks-Specktors Jon Hansens vokal. Og det er lige præcis det, der skiller vandene hos de danske metalfans.
Talt lige ud af posen: Jeg kan ikke fordrage det de laver. Men jeg elsker hvad de gør. Metallens dogmer er mangfoldige, men hugget i sten. Så når der skal gøres oprør mod det originale opgør, hvad gør man så? Man skeler til moderne mainstream kunstnere som Gilli og Branco, napper deres lyd, tuner sin knallert og refererer til Strunge. Puritaneren i mig hidser sig op over hvordan de har massakreret min dreng – men oprøreren i mig jubler over flabetheden.
Hvorfor ikke!!
Nok svinger musikken vildt mellem nu-/rap-metal og hardcore, de skiftevis skregne og rappede tekster er på grænsen til det banale, og den type autotune plejer at dække over total mangel på sangtalent. Men der er alligevel noget dybt fascinerende ved Natjager. Fra bassist Kian Wulfs imponerende skovsnegl til den ene guitarists sprøde gæstevokal, var jeg alligevel godt underholdt. Jon Hansen har sindssygt meget krudt i røven og en af de ting jeg sætter pris på ved en liveoptræden, er engagement. Det har hele bandet så rigeligt af, men der er trods alt kun én, der har frie hænder. Jon Hansen hoppede og sprang rundt både på og af scenen og tog sig en tur op i lydtårnet, så selvom jeg måske stadig ikke er overbevist om deres genialitet, kan jeg kun nikke anerkendende til deres indlevelse.
Lyden på udendørsscenen var med dem og det gjorde det, alt andet lige, til en marginalt større fornøjelse at deltage. Natjager havde selv en fest. De tog sig tid til at takke arrangørerne for at få lov til at spille og publikum for at møde op, sendte kærlige hilsner til de mennesker, der havde inspireret dette og hint stykke musik, og selvom de aldrig stoppede op og spurgte om man overhovedet burde, er jeg ganske ok med at de i første omgang spurgte om man overhovedet kunne. Deres fanskare er dedikeret og begejstringen smittede af på undertegnede – Også selvom jeg er en aldrende millenial, der synes autotune kun er noget Cher må bruge.