Den Ekstrametalliske Dimension: Deadsy – 'Commencement'

R-179577-1479498470-3783.jpeg

Deadsy blev aldrig meget mere end en parentes i nu-metallens annaler. At de egentlig aldrig spillede nu-metal og havde fortjent meget mere gør vores anmelder rede for i sin hyldest til en af sine favorit-plader, L.A.-rockernes debut 'Commencement'.

Kunstner
Titel
Commencement
Dato
14-05-2002
Trackliste
1. The Key To Gramercy Park
2. Winners
3. Brand New Love
4. Mansion World
5. Lake Waramaug
6. The Elements
7. Flowing Glower
8. Future Years
9. She Likes Big Words
10. Cruella
11. Seagulls (The Macroprosopus)
12. Le Cirque En Rose (Obsolescence)
13. Tom Sawyer
14. Commencement
Forfatter

Historien om Deadsy er fortællingen om et band, der satte deres lid til de forkerte, omgikkes de forkerte mennesker, havde forudsætninger, de fleste orkestre kun tør drømme om, men som blev forvaltet forkert og for dovent og slutteligt resulterede i en kortlivet karriere, der døde før den nærmest kom i gang. Og frem for alt er det historien om 'Commencement'; bandets officielle debut, der hos de få tilbageværende, engagerede fans står som en milepæl i musikhistorien, og som aldrig fik den opmærksomhed og kærlighed, som bandets fans, kaldet Legions (nej, det var ikke Behemoths påfund), mener, at den fortjener.

Deadsy så dagens lys i 1995, hvor det 18-årige produkt af Cher og Greg Allmans fire år lange ægteskab i 70'erne, Elijah Blue Allman, satte sig for at skabe sit eget band. Han havde turneret en smule som guitarist for sin mor og var netop blevet sorteret fra til en audition som guitarist for Trent Reznor og Nine Inch Nails. I stedet fandt han sammen med trommeslager Alec Puro og kort efter synth- og keyboard-spiller Renn Hawkey. En fem numre lang demo, indeholdende blandt andre covers af The Cures 'Just Like Heaven' og David Bowies 'Teenage Wildlife', sikrede hurtigt trioen en pladekontrakt hos Sire Records, der i et Los Angeles, hvor hvem du kendte var altafgørende for din karriere, ikke ville have det mindste mod at lancere kendis-knægtens karriere.

Stilen var et synthdrevet, drømmende mix af nostalgisk, melankolsk 80'er-rock og -new wave garneret med tunge, slæbende og nedstemte guitarspor, der sendte tankerne i retning af både doom metal og navne som Type O Negative og Morbid Angel. Øverst på lagkagen lå Allmans ikke videre skønsangslydende – men dog insisterende og hypnotiserende – nasale barytonstemme.

">

Et ni numre langt debutalbum blev stykket sammen og sat til udgivelse i 1997. Af mangel på en bassist spillede Jay Gordon, hvis band Orgy året efter ville brage igennem på hitlisterne med debutpladen 'Candyass', bas på flere af numrene, ligesom den unge Korn-forsanger Jonathan Davis, der ligeledes ville få status af superstjerne året efter med 'Follow the Leader', lagde vokaler på nummeret 'Sleepy Hollow'. Deadsys lyd var nu blevet langt mere mørk og kompleks. Mens Renn Hawkeys keyboards stadig bar store dele af melodierne, var udtrykket i sange som den slæbende 'Flowing Glower', den bittersøde 'Cruella' eller det sentimentale barndomsminde 'Lake Waramaug' placeret et sted mellem det metallisk dystre og en næsten overjordisk melankoli a la Tangerine Dream og Brian Eno. Sangene var lange, pessimistiske, komplekse og næppe lige det, Sire Records havde forestillet sig, da de stak Deadsy en pladekontrakt.

Selv om promotion-eksemplarer af albummet allerede var sendt rundt til medier i hele USA, var det derfor måske en lettelse for selskabet, at distributøren Elektra trak stikket på pladen en måned inden dens udgivelse. Foreløbig var drømmen om en debutplade på et stort selskab med gode kontrakter lagt i graven for Allman og co. Men kimen var lagt til venskaber blandt nu-metallens første bølge af bands, der indenfor et par år ville blive metallens nye comme il faut. Producer Josh Abraham ville indenfor få år blive en af nu-metallens go-to-guys og arbejde sammen med langt større navne som Coal Chamber, Limp Bizkit, Linkin Park og Static-X, og Jonathan Davis glemte ikke sine venner i Deadsy. Men mere om det senere.

Skyhøje ambitioner og flere kontraster
Sire Records havde heller ikke glemt ideen om Deadsy som nye superstjerner, og mens selskabet stadig forsøgte at finde en egnet distributør til albummet, arbejdede bandet, der nu havde tilføjet bassist Craig Riker til opstillingen, videre på den kunstneriske side af debutalbummet, der nu havde fået titlen 'Commencement'. Udgangspunktet var fem af de ni numre fra den uudgivne debutplade, der blandt andet fik selskab af mørke, minimalistiske numre som titelnummeret samt 'Seagulls (The Macroprosopus)', der begge lød som temamelodier til uudgivne slasher-film fra 80'erne, samt den industrielle genre-bastard 'Le Cirque En Rose (Obsolescence)', der var lige dele synthwave og så tungt nedstemte, plovfureslæbende guitarer, at Allmans forkærlighed for både Florida-dødsmetal og new wave stod tydeligt frem. Sidstnævnte blev også rendyrket i den skæve 80'er-pastiche 'She Likes Big Words', komplet med saxofon-solo.

Samtidig var Deadsy begyndt at finpudse det image, der skulle følge med pladen. Uniformer, som tog udgangspunkt i den kostskole-baggrund, de to velbjærgede ”trust fund babies” Allman og Hawkey var vokset op i, blev blandet med teaterblod, kæder, armbind, våben og goth-makeup i en svært decifrérbar blanding. Hvert band-medlem blev udstyret med sin egen ikonografi, grundfarve, personlige karakteristika og kunstnernavne. Kvintetten, der fik selskab af Carlton Bost på guitar-synthesizer, gik nu under navnene P. Exeter Blue I, Dr. Nner, Alec Püre, Carlton Megalodon og The Beast. Bandet udsendte et manifest; Allman, hvis fascination af det filosofisk-religiøse skrift 'The Urantia Book' og scifi-filmen 'This Island Earth' allerede gennemsyrede bandets tekstunivers, kaldte Deadsy en kunstbevægelse snarere end et band, og for at fuldende den teatralske og prætentiøse forvandling døbte bandet deres musikgenre ”undercore”.

deadsy b12bcb91 40ab 49f0 a19b 5f7a9028f0f resize 750

Lige lidt hjalp det. Sire Records, der i mellemtiden havde fundet en ny distributionsaftale for 'Commencement' og endnu engang havde sendt promo-kopier ud til pressen, opgav ideen om Deadsy og droppede bandet. Da kalenderen rundede år 2000, havde Deadsy to kuldsejlede albumudgivelser (som begge florerer i promoudgaver til samlervenlige priser på internettet i dag) bag sig, et stort udfoldet koncept bag bandet, som var omtrent ligeså svært at kategorisere som bandets musikalske udtryk, klar til affyring, materiale nok til at udsende en plade fra den ene dag til den anden – men ingen pladekontrakt.

Lykkens gang – sådan da
Men havde Deadsy ikke pladeselskabernes tiltro havde de vennernes. Den debutplade SKULLE ud. Bandet havde en vis kendisfaktor efter et par optrædener på den eksklusive Viper Room-natklub, der var ejet af Johnny Depp, og hvor Hollywoods unge elite festede. Samtidig var L.A.-baserede bands som Coal Chamber, Sugar Ray og førnævnte Orgy store fans. Og så altså Korn, hvis nystartede pladeselskab Elementree, der netop havde haft stor succes med Orgys debutalbum, satte sig for at udgive 'Commencement'. Alle bands og kendisser, der kunne få buzzen i gang omkring de aparte rockere med Cher-afkommet i front. Tredje gang var lykkens gang.

Den udgave af 'Commencement', der endelig så dagens lys i 2002, var et sammensurium af bandets hidtil forgæves indsatser gennem de seneste seks år. Fem numre havde overlevet i deres oprindelige indspilninger siden den første plade fra 1997, og havde et præg af drømmende, langsom synthwave, tilsat tunge, drævende guitarer og Allmans nasale brummen. Inspirationen fra stoner rocken var åbenlys i 'The Elements', mens 'Lake Waramaug' lod Hawkeys høje syngende keyboards tage forrang ovenpå en bund af nedstemte guitarspor. Den guitar-synthesizer, eller ”Ztar”, som Carlton Bost nu bemandede, var bindeleddet mellem de keyboards, der hyldede 70'ernes og 80'ernes koryfæer og et grumt, metallisk guitar-arbejde, som gav Deadsy en vis appel hos en ny skare af metal-fans, der forstod både at sætte pris på alt mellem den langsomme dødsmetal og nu-metallen, der vandt terræn netop da.

Sange som 'Flowing Glower' og i særdeleshed 'Future Years' var keyboard-drevne og langt fra metallen, men malede alligevel musikalske billeder så dystre og appellerende, at de uden tvivl tiltalte den weltschmerz- og neurose-dyrkende generation af lyttere, som fandt deres daglige inspiration i lettere goth metal-bands som Him og Lacuna Coil. Deadsy var dystre, men skrev alligevel letgenkendelige omkvæd. Deres musik var tung og slæbende, samtidig med at den hyldede det atmosfæriske, det elektroniske og en næsten overjordisk scifi-lyd.

Fire sange havde tillige overlevet fra den skrinlagte første version af 'Commencement' til den nye; tre numre, der med titelnummeret i spidsen var endnu mørkere og søgte at skabe den følsomme sorthed gennem en mere minimalistisk sangopbygning. Og dertil den outrerede new wave-hyldest 'She Likes Big Words', der havde mistet sin saxofon-solo, men til gengæld bød sig til med en gæsteoptræden fra Duran Durans John Taylor samt Troy van Leeuwen, der var ved at skabe sig et navn med A Perfect Circle og sidenhen skulle blive legekammerat med Josh Homme i Queens of the Stone Age.

Desværre var 'Commencement's fire helt nye numre, der stod ud som pladens svageste, et symptom på bandets fremtidige udvikling. Dels den unødvendige trang til at skulle udfylde CD'ens lange spilletid, som blandt andet resulterede i et unødvendigt cover af Rush's fortærskede 'Tom Sawyer', dels den unødvendige jagt på et egentligt hit, som syntes at have været pladeselskabernes forventning til Deadsy, og som ikke forsvandt, blot fordi Korn kom med i processen.

Det bud blev den jævne, men stadig noget aparte elektrorock-åbner, 'The Key to Gramercy Park', hvor Jonathan Davis endnu engang udlånte sin stemme for at give Deadsy en øget kendis-effekt. Det udmærkede men noget sterile nummer blev fulgt op af en meget passende video, instrueret af Limp Bizkits Fred Durst. Det var tydeligt, at Deadsy havde fundet deres sengekammerater i nu-metallens tungere drenge i håbet om en umiddelbar succes ovenpå to fejlslagne albumforsøg.

Antiklimaks dræbte drømmen
Men Deadsy var ikke nu-metal, og der var ikke meget umiddelbart tiltrækkende over det genre-sammensurium, som 'Commencement' var. Det var et album, der var komplekst, krævende og svært at definere. Det var et album som lykkedes i sit miskmask af ideer, der burde have kunnet tiltale mange, men i stedet satte sig mellem for mange stole. Og bandets forsøg på at hægte sig på en nu-metal-genre, der lige så stille i de tidlige 00'ere var ved at udvande sig selv og blive den forhadte gren af metallen, som den er hos mange i dag, mislykkedes fuldstændig. Stort opsatte support-turnéer med Korn og de trods alt noget mere alternative Deftones gjorde ikke meget for bandets popularitet, og det prætentiøst opsatte ”kunstprojekt” sivede stille ud i intetheden i mødet med et publikum, der ikke gad det.

d79c023d86104f649747d8d51bb4f179

At bandets to primære drivkræfter, Allman og Hawkey, begge kom fra velbjærgede familier og ikke just var vant til at knokle for at få tingene til at ske, gjorde ikke situationen bedre. De havde skabt et album, som de var umådelig stolte af, og syntes udadtil blot at have et skuldertræk til overs for den manglende succes. De manglede ikke mad på bordet, bare fordi folk ikke forstod dem.

Fire år senere og efter endnu en serie forsinkelser, der denne gang lige så meget skyldtes bandets egen træghed som pladeselskabernes modvilje, blev 'Commencement' fulgt op af andenpladen 'Phantasmagore'. Der var skruet ned for konceptet og de store armbevægelser, og albummet i sig selv var en noget mere lettilgængelig elektrorock-plade, komplet med et forsøg på en ballade i 'The Last Story Ever' og et skramlet og unødvendigt Rolling Stones-cover. Magien var forbi, og såvel Deadsy som pladeselskabet Elementree lukkede begge ned på ubestemt tid året efter.

Tilbage står 'Commencement' som et album proppet med ideer, med eksperimenter, med store armbevægelser og ditto ambitioner. At det hele gradvist brød sammen og faldt på jorden tager intet fra det værk, der er 'Commencement', og de fristende og skamløst prætentiøse tanker, der lå bag albummet. Et øjeblik troede man på, at det her virkelig kunne blive en kunstbevægelse


Hvor langt væk fra metal er det her?
Deadsy var lige så meget metal, som de var alt muligt andet. Men bandet selv anså sig aldrig som værende metal, og trods omgangskredsen kunne Deadsy lige så godt appellere til fans af electronica, eksempelvis.

Er der overhovedet noget metal over det?
Ja, de tonstunge guitarer er et vigtigt element i musikken, og er afgjort metalliske. Derudover er musikken gennemsyret af den samme mørke stemning, der gør eksempelvis bands som Joy Division og Tangerine Dream appellerende til metalfans.

Hvorfor skal man høre det, hvis det ikke er metal?
Fordi 'Commencement' var en forbandet ambitiøs, udfordrende og mærkelig plade, der stadig fortjener mere opmærksomhed næsten 20 år efter den svære fødsel.

Hvad gør det ved ens måde at høre metal på at have hørt det her?
I et 2021, hvor genreblandinger er langt mere almindelige og appellerende, glemmer man, hvor utraditionelt det egentlig var for 20 år siden, hvor blandt andet nu-metallen og dens afstikkere i al sin ambivalente og klamme charme gjorde sit for, at det blev okay at rode alt muligt inkompatibelt sammen.

Er der noget, der faktisk er metal, som minder om det her, man kan høre i stedet?
Tja, de metalliske inspirationskilder for Deadsy er klart nok bands som Paradise Lost, Type O Negative, Morbid Angel og start-90'ernes stoner metal. Og nu om dage, hvor synthwave er blevet en normal side-fetich for metalfans, har Deadsy helt sikkert også en vis appel blandt fans af den genre.