Copenhell 24: En fortsat elitær hovedpine
Populær
Limp Bizkit beviste deres berettigelse som headliner på Helviti, til trods for at det efterhånden er 25 år siden, bandet var aktuelt
Den 17. oktober 2000 udgav Limp Bizkit ‘Chocolate Starfish and the Hot Dog Flavored Water’. En plade bygget på en periode i tid og musikhistorie, der næppe står tilbage som pæn. Nu-metallen var på sit højeste–næsten. Limp Bizkit var på sit zenit. To skridt fra at udgive en mindeværdig udgivelse for alle os, det var unge og friske i den periode. Det var på mange måder "my way or the highway". Som bekendt var det i høj grad the highway. Det, selvom der ikke skulle gå mere end syv dage, før en anden, endnu mere skelsættende nu-metal-udgivelse så dagens lys.
Historien om Limp Bizkits op- og nedture er velkendt. Bandets førnævnte tredje plade solgte seks gange platin i usa. Det er seks millioner eksemplarer af en udgivelse med en analsex-insinuerende titel, langet hen over disken. Imponerende. Et high, der blev erstattet af et down. På højden af succesen skred Wes Borland. Outsideren, kunstneren bag maskerne og ophavsmand til bandets skæve og insisterende riff-sektioner, der langt hen af vejen var pendant til Fred Dursts nærmest ulidelige, uintelligente adfærd i samme periode. 2003-opfølgeren ‘Results May Vary’ var en kommerciel fiasko, kun reddet af bandets cover af The Whos ‘Behind Blue Eyes’. Sagaen om bandet fortsætter mod ophør.
Derefter kommer gendannelsen. Den spæde start og den endelige genkomst. Reformationen fra ung og nært patetisk nu-metal-band, med et hav af interne konflikter, til en genfødsel. En genfødsel, hvor vi især har oplevet Durst indtage en mere tilbagelænet og nutidig rolle. Afslappet, rig på livet, erfaren og ændringer. Vores alle sammens far.
Let's Party Like it's 1999
'Sweet Home Alabama' bragte Durst på scenen. DJ Lethal fandt vej til det ophøjede plateau, hvor han kunne skue over, hvad der ville være hans hengivne undersåtter den kommende time. Den erfarne DJ, som vi har en tendens til at glemme sammen med John Otto og Sam Rivers. Sammen står de der, mens ’Full Nelson’ fra netop pølsepladen, runger ud over publikum – herefter leveret uden omsvøb.
Durst lister rundt på scenen. Med alderen kommer fornuft, siger man. Manden, der i sin velmagtsdage var omdiskuteret og senere hen begrænsede sig til en instagramprofil, der primært postede billeder af vintage-biler, havde i dagens anledning iført sig noget, der lignede en selvlysende sikkerhedsjakke. Modsat havde Borland, vanen tro, pyntet sig til anledningen. ”Hvorfor har de masker på?” udbrød en medpublikummer. Sandheden er vel, at de to frontfigurer og diametrale modsætninger i bandet, altid har haft masker på – den ene har blot hvilet mere i det end den anden.
Mens Durst er igang med at svine Trent Reznor til for hvem ved hvilken gang, får man i et kort moment af ekstase set sig over skulderen. Mængden af fucks, kan kun overgås af hænder, der vejrer fra side til side, i takt med at bandet fastcementerer deres ret til at spille på Helviti. ”From the front to the back, back up, back up, tell me what you gonna do now!” - Der bliver rullet på Copenhell, som er der ingen dag i morgen. På tilsvarende vis, bølger nakkerne op og ned som ”Nookie” rammer. Eminent indledt, med enkelte riffs, der definerer, hvad der vel er bandets store gennembrudshit. Man er aldrig i tvivl, Limp Bizkit har gjort sine entré, og der er ikke sparet på hits.
’Boiler’ står alligevel som en overraskelse. Et af de numre, hvor kvintetten omfavner et mørke, der i sin tid var langt fra en skinger rap, lidt dundrende trommer og scratchs. Et kort øjeblik på aftenen, hvor femte-singlen fra hovedværket succesfuldt fremstår som unik. Mere end bobben med nakken og hengiven lyrik om at gå egne veje. Der, hvor vi måske husker, at Limp Bizkit engang var mere end det der halv-komiske indslag, sent på aftenen, hvor vi skal skrige med på en art evergreen. Modsat tidligere tiders koryfæer er der tilsvarende et andet nutidigt fokus fra amerikanerne. Da Durst tilkendegiver sin glæde for at spille ”her”, fordi vi behandler hinanden godt – fordi folk kan være i pitten uden at blive berørt uhensigtet, skinner netop det igennem.
På forunderlig vis virker det heller ikke forældet, men kun sært hyggeligt at blive inviteret til danse på et sample af George Michaels ’Careless Whisper’, velvidende, at næste nummer naturligvis er ’Faith’. Nummeret, der gav bandet spilletid, tilbage i 1997, da den ikoniske debut udkom. Så heldige er vi alligevel ikke – og for anden aften i træk, kan vi se på uret og konstatere, at den danske setlist bliver forkortet sammenholdt med andre europæiske festivaler.
I stedet blev det til et cover af Nirvanas ’Come as you are’ – fedt, men ikke på niveau med ’Faith’. Det er lidt som at sammenligne Copenhell 2024 med Woodstock ’99.
Det var dog en mindre fodnote i en ellers ekstremt vellykket første koncert på Copenhell. ’Take a Look Around’ runger ud over festivalpladsen, og mens strofen ”Cause hate is all the world has even seen lately" virker ubehagelig aktuel i dag, var de fleste nok hensat til en anden tid, hvor alting måske – måske – var nemmere.
Det må virkelig have været en lorteaften, at være et elitært røvhul. For alle andre var det et højdepunkt.