Copenhell 23: Morgenfrisk numetal
Blackgold ruskede op i de fremmødte på Copenhells hårdeste dag: andendagen.
Du siger “rap metal”, jeg siger “ja tak”. Blackgold var lyden af undergrunden, serveret på et sølvfad for de morgenfriske, tidligt på Copenhells største tømmermændsdag: den svære andendag.
For dem der ikke kender Blackgold, betegner de sig selv, ganske rammende, som en nævefuld utilpassede ballademagere, der befinder sig bedst på den forkerte side af loven og moralske principper – hvilket kommer til udtryk gennem maskeringen og forsøget på at bringe numetallen tilbage. Jeg kan ikke beskrive dem på anden vis, end som et kærlighedsbarn mellem Slipknot og Limp Bizkit. Hvis I allerede kender dem, forstår I hvad jeg mener.
En god start på dagen, starter med...
Dette var Blackgolds første besøg i Danmark, og jeg må tilstå, at jeg ikke var klar over, hvad jeg gik ind til. Men de var et festligt band og sparkede døren ind til andendagen med manér. Lyden på Pandæmonium var god og enhver stavelse skreget ind i mikrofonen gik smukt igennem.
Visuelt var der ikke meget at komme efter, men med solen bragende ned fra zenit, var der nok heller ikke det store behov for et indviklet lysshow. Forsangeren, som forbliver navnløs, fordi det er et af dén slags bands, hoppede og sprang rundt på scenen. Han svingede vildt om sig med mikrofonen og fungerede samtidig som katalysator for resten af bandet. De blevet gejlet op af forsangerens energi og matchede hans vildskab med lethed.
Tekstmæssigt var fokus på mentalt helbred og sundhed, et emne de fleste kan relatere til. Nummeret ‘No Way Out’ optræder ikke på nogen af deres EP’er, så det er vel nærliggende at tro, at det er en forløber for en udgivelse. Jeg kunne godt lide den, men den var ikke alene om at sparke røv. Afslutningen ‘Boogeyman’ lukkede en stærk sætliste af med manér og jeg har kun tilbage at sige: KOM SNART IGEN! TAK!