RF 24: En eminent afslutning
Mens udvandringen var startet fra Roskilde Festival, leverede Tallah en af årets bedste metal-koncerter for de få, der holdt ved.
Der var ikke i nærheden af proppet på Gloria. Årets næstsidste koncert i den lukkede bygning havde end ikke trukket en halvfyldt sal. Vind, vejr og flere dages koncerter og fest havde haft en tydelig indvirkning, og mens det amerikanske band stille og roligt luskede rundt og gjorde sig parat på scenen, strømmede folk væk fra festivalen.
Det var en skam for alle, der bevidst havde fravalgt koncerten. Kontrasten mellem det band, der listede rundt og tjekkede gear af, og den eksplosion, der ventede ved koncertstart, var slående. Som en hammer i ansigtet indledte Tallah koncerten med ’Stomping Ground’ fra bandets 2022-udgivelse. Herefter stod det stort set aldrig stille. Kombinationen af metalcore, nu-metal, hardcore-elementer, rap og et helt forrygende energiniveau satte rammerne for et brag af en koncert.
Med få pauser, der primært blev brugt på monologer om sten og tektoniske plader, fik vi nærmest ingen tid til at trække vejret. Med undtagelse af trommeslager Joel McDonald, der tager over fra Max Portnoy i tour-sammenhæng, farede bandet rundt og var alle steder – Især Portnoy, der slyngede bassen som en galning.
I forlængelse kan man ikke negligere forsanger Justin Bonitz' maniske optræden. Indbegrebet af bandets kaotiske musik. Personificeringen af nu-metallen og med en beundringsværdig forståelse for kompetencer og begrænsninger. Flow i rap, growl og rensang var alt eksekveret til perfektion og med en indlevelse, der rakte langt ud over scenekanten.
I det hele taget havde bandet intet problem med at komme ud til publikum, mens responsen var tilsvarende. Et ældre par måtte hjælpes ud af pitten kort inde i koncerten, det var alligevel lidt voldsommere end PJ Harvey. Begge havde dog store smil på læben og blev hængende, om end længere bagved. Der var heller ikke grund til andet. Tallah havde forberedt en række af deres bedste kompositioner, ’L.E.D’ fungerede til perfektion i forlængelse af den energiske ’Telescope’. ’For the Recognition’ spillede bandet af scenen før encore, mens ’Overconfidence’ naturligvis afsluttede og sugede den sidste energi ud af publikum.
Det var en beundringsværdig koncert. Så meget bedre, mere indlevende, dragende og kompromisløs end mange ældre og mere erfarne konkurrenter, på tværs af metalliske genrer. Den underliggende professionalisme og kombinationen af dét og bandets stadig autentiske sceneshow, der fremstod som alt andet end indstuderet, satte rammerne for en metal-koncert, få bands kan spille. En festcementering af, at Tallah er et af de bands, man skal holde øje med fremadrettet.
Tallah var på papiret en spændende booking. En af dem, man godt kan tillade sig at have høje forventninger til. Selv med barren sat højt overraskede det amerikanske band i en sådan grad, at koncerten indiskutabelt var en af de bedste metal-koncerter (hvis ikke den bedste) på dette års festival – konkurrencen var naturligvis heller ikke så stor.