Copenhell 26: Man går ikke hele vejen på charme
Den californiske trio tog os med på en charmerende tur i skoven. Det var dog fattigt på fuglesang.
Til Lacrimosa af Wolfgang Amadeus Mozart træder den californiske trio Faetooth selvsikkert ind på Gehenna med fed udstråling, masser af gode vibes og sassy energi. De starter stærkt ud med den ørkenrockede 'Iron Gate', der fungerer som et godt anslag til Faetooths stemningsfulde lydunivers her i den bagende sol.
Bandets luftige vokal bliver delt mellem bassist Jenna Garcia og guitarist Ari May, men førstnævnte har et hylende banshee-scream, der skabte en intensitet og fed vekselvirkning i vokalpræstationerne. Trioens smittende udstråling blev også godt understøttet af deres udmærkede sammenspil og guitarens muskuløse fuzzlyd. De spillede tight og vuggende sammen. Faetooths lydbillede er simpelt og strakt langt ud, hvilket gav plads til, at trommeslager Rah Kanan lavede nogle lækre detaljer på sine bækkener og hi-hat, omend jeg savnede, at feerne lå lidt tungere på backbeatet.
Faetooth udstrålede en enorm spilleglæde, musikalsk overskud på scenen og lutter gode vibes. Så hvad var problemet? Problemet for mig var imidlertid bare, at sangene trak i langdrag og sjældent blev rigtig spændende. Der var meget få fængende hooks, eller riffs, der landede på det helt rigtige, tiltrængte sted i nummeret. Vi fik højst nogle momentane små peaks, hvor Faetooth omfavnede kaosset og det disintegrerende, hvilket gav en interessant variation. På trods af bandets meget oprigtige glæde og begejstring ved at spille, klingede det derfor noget hult, når der blev opfordret til ‘Let’s get fucking Wild’. Til hvad? Vuggeviserne?
På ‘White Noise’ kommer der mere fremdrift i Faetooth, og de når da også helt udover scenekanten, med deres gode energi og vibes, desværre fulgte tryllestøvet fra musikken ikke med. Det er dog ikke fordi, Faetooth ikke har numre, der kan tage og holde ens opmærksomhed. ‘She Cast a Shadow’, har en fængende og blid intro, der udvikler sig til en fed og groovy fuzzmur. Alligevel når nummeret ikke rigtig at hæve sig fra at være en god stemning, til at være et rigtig godt nummer.
Trioen slutter elegant og passende af med ‘Echolalia’, hvis genkendelighed vakte stor begejstring. Her fik vi til slut i nummeret et lille glimt af det vanvid, som bandet faktisk besidder. Det kom bare lidt sent i sættet, og der var for lidt af det. Faetooth spillede godt, og gad virkelig gerne deres første koncert i Danmark, men de må tilbage på tegnebrættet, og få sig nogle bedre sange.