Copenhell 26: Så kom lyset og tog dem på ordet
Vi fik en koncert med Morild uden selvlysende maling og mørke; kunne (post-)atmoblack-bandet stå distancen under Ras nådesløse stråler?
Der kan ikke herske nogen tvivl om, at black metal ofte er lige så meget drevet af stemning, som det er baseret på kompositorisk styrke. Der er trods alt en grund til corpsepainten, kostumerne, kandelabrene og så videre, og det er der absolut intet i vejen med. Men her på Gehenna var det så altså et Morild i hverdagstøj og i sollys, dog assisteret af lasere, der kæmpede bravt mod den store fusionsreaktor på himlen, som vi skulle se.
Og det var vel nok det mest prægnante spørgsmål denne tidlige aften. Kunne Morilds aldeles fantastiske sange stå distancen, når de var klædt i flannelskjorte, brede smil og fotoner? Svaret blev et rungende ja. Det var faktisk fedt at se bandet stå der blot med deres sange og nogle velvalgte musikalske gæster, hvilket allerede var tydeligt under første nummer ’Retten til resterne’, som truede med at rive Gehennas flistæppe væk under mig, overvældet, som jeg var af grådkvalt ekstase. Både de storladne elementer, ofte båret af kvindekoret, og de hidsige blasts og tremoloriffs fra Simon Frenning Sørensen, Jakob Georg Nielsen og Lasse Heidner fungerede, og bassist Kristoffer Alm pumpende drivkraft skabte momentum og intensitet. Lydmæssigt stod stortrommen lidt og brækkede sig, men det var en skønhedsfejl, ikke en dealbreaker, og det blev så rigeligt opvejet af de voldsomt smukke vokalbidrag fra Tue Krebs Roikjer og selvfølgelig koret!
Det var en fornøjelse at se bandet virkelig føle deres egen musik, også i de åndeløst smukke stille passager, som Morilds musik også præges af, og under ’1000 kroppe’ føltes det, som at man blev hevet op mod solen af det centrale, opadsnoende guitarriff, hvorefter man blev banket ned mod jorden igen af trommedunder og halvtempofornemmelse samt et dobbelt vokalangreb fra Tue Krebs og Simon Frenning. Hvilket vidunderligt øjeblik! Også Villads Hoffman på sin cister var med til at hæve musikken op, og Elisabeth Viks gæstevokal på ’Disse Fugle får ingen at se’ gav massiv gåsehud! Koncerten afsluttedes, ikke overraskende, hvis man havde bemærket tørklæderne, der hang på mikrofonstativerne, med et korråbende ”Free Palestine”. En smuk manifestation af solidaritet og en tiltrængt påmindelse om Israels krigsforbryderiske fremfærd i Palæstina. Og ja, jeg ved, at der efter den slags altid er en masse, der kræver politik ud af musik, og vil have kunstnerne til at tie stille, men hvis man bliver provokeret af optrin som disse, så er det nok, fordi man har et liv, hvor man nyder godt af status quo. Tid til at overveje egne privilegier?
Og uanset hvad man måtte mene om protesten, så ændrer det ikke på det faktum, at Morild denne fredag gav en koncert, som demonstrerede styrken i både deres sange og deres evne til at spille dem.