Sublim legesyge i Royal Arena
Populær
Depeche Mode overgik sig selv i Royal Arena lørdag aften, hvor bifaldet vidnede om en koncert udover det sædvanlige og med et band, der både formåede at lege deres egne numre ind i fremtiden og holde fast i arven.
2. Wagging Tongue
3. Walking In My Shoes
4. It's No Good
5. Policy Of Truth
6. In Your Room
7. Everything Counts
8. Precious
9. Before We Drown
10. Strangelove
11. Somebody
12. Ghosts Again
13. I Feel You
14. A Pain That I'm Used To
15. Behind The Wheel
16. Black Celebration
17. Stripped
18. John the Revelator
19. Enjoy The Silence
20. Condemnation
21. Just Can't Get Enough
22. Never Let Me Down Again
23. Personal Jesus
Det er kun et halvt års tid siden, Depeche Mode spillede et brag af en koncert i Parken foran 44.000 tilskuere. Koncerten dengang var den første i Danmark efter Andrew Fletchers tragiske bortgang, og det var noget, der kunne mærkes undervejs i koncerten.
Med så kort et aftræk var min forventning derfor også, at jeg blot skulle lave en ”delta”-anmeldelse – for hvor meget kan der lige ske på samme tour og på 7 måneder?
Kunsten at holde sig relevant
En hel del, skulle det vise sig – og ud af de i alt 5 koncerter jeg har set med Depeche Mode tror jeg ikke, at jeg nogensinde har set dem bedre. Deres bundniveau er tårnhøjt og jeg har aldrig set dem spille en dårlig koncert. Men på en eller anden måde lykkedes det dem at genopfinde det, der er Depeche Mode. At gøre sig selv relevante for både kernepublikum og de nye generationer. Det blev en koncert, hvor de vævede sig ind i en fremtid fremfor at holde stædigt fast i gamle dage, og det er opskriften på hvordan man undgår at blive en has-been dinosaur, der fremstår mere og mere ynkelig for hvert show, der spilles. 
Depeche Mode med medbragt band var ganske enkelt i topform. Sætlisten var med få undtagelser identisk med den, de spillede i Parken, men fremførelsen var bestemt ikke. Der blev genfortolket, så det var en fryd, og med en elegance jeg kun kan sammenligne med David Bowies uendelige legesyge med egne numre. Det skyldes ikke mindst trommeslager Christian Eigner, der både løftede numrene og gav dem en ny og meget klædelig dynamik, der også sendte flere af de gamle synth-klassikere over i en mere rock’et retning og holdt pulsen oppe på koncerten, der bortset fra et lille dyk midtvejs og en noget bedaget ligegyldighed i form af 'John the Revelator', var i højt tempo, trods at det var klassikerne der havde overtaget.
Gore og Gahan stod knivskarpe trods deres efterhånden fremskredne alder (62 og 61 år), og der var ingen aldring at spore i deres respektive vokaler. Gahan havde som vanligt publikum i sin hule hånd, og fik med sin smukke baryton omfavnet alle i salen. Jeg er lige ved at mene, at det klæder Depeche Mode bedre at spille i en mindre arena, men med to udsolgte shows på 7 måneder og i alt noget i retning af 65.000 betalende gæster alene i Danmark i den periode, så er det nok utopi at tro, at de fremover vælger de mindre steder fremfor stadionkoncerterne.
Tungt, mørkt og sårbart
Hvis jeg skulle vælge et ord, ét ord, der beskriver koncerten, så må det være tung. 'My Cosmos Is Mine' åbnede showet og var et varsel om den koncert, vi skulle få. Selvom det aldrig har været et nummer, der har været let på tå, så var indledningen usædvanligt tung, skramlet, dissonant frontet af Dave Gahan i ulasteligt 3 piece suit, hvide støvler med hæl og en fremtoning som selveste Mørkets Fyrste.
Der blev også plads til flotte akustiske versioner af deres numre, hvor 'Strangelove' må fremhæves som usædvanligt fint opført med Martin Gore i ensom majestæt på scenen, efterfulgt af 'Somebody', også med Gore i front. Personligt er jeg vild med den måde, Gore optræder på. Han fremstår på en og samme tid enormt stærk og utroligt sårbar, og er vel i virkeligheden en slags personificering af Depeche Modes musik, der både er meget mørk og meget let. Skal et andet nummer fremhæves, må det være 'In Your Room', der blev opført helt helt anderledes end vi har set tidligere, og måske det bedste eksempel denne aften på, at Depeche Mode på en eller anden måde har sat sig selv fri.
En plads i fremtiden
Koncerten igennem måtte jeg igen og igen tænke, at Depeche Mode har ramt et nyt gear. Et gear, der bærer dem gennem nutiden, ind i fremtiden, og det bedste tegn på det var nok, at et par af de aldrende publikummer rynkede noget på næsen af showet, særligt hvor live-versionen lå langt fra pladeversionen. Det er en kunst at fremstå relevante i en tid, hvor der er skarp konkurrence og hvor den ene kunstner afløser den anden i et så hastigt tempo, at selv store navne indimellem er fuldstændig glemt efter et år.
Depeche Mode har i mange år haft et stort og trofast kernepublikum. Et publikum, der er ældet i takt med bandet selv, men med koncerter som denne vil Depeche Mode kunne tiltrække et nyt publikum, som kan bære bandet videre – også når de engang kaster håndklædet i ringen.
Ikke at de på nogen måde virker tæt på at gøre det, men deres alder taget i betragtning er det nok en mulighed, man trods alt må tage med i betragtning. Og skulle denne koncert være deres sidste på dansk jord, så kan jeg ikke forestille mig et stærkere show at gå ud på. Det var ganske enkelt sublimt fra ende til anden, og bifaldet i Royal Arena var gigantisk. Selv fotografen måtte erkende, at det nok var det største han nogensinde havde oplevet i den arena.