Ekstatisk lytterunderkastelse

Perturbator - Lustful Sacraments

Det er efterhånden længe siden, at vi har hørt nyt fra Perturbator. Ventetiden har dog været alt værd og mere til.

Kunstner
Titel
Lustful Sacraments
Dato
28-05-2021
Trackliste
1. Reaching Xanadu
2. Lustful Sacraments
3. Excess
4. Secret Devotion (Ft. True Body)
5. Death Of The Soul
6. The Other Place
7. Dethroned Under A Funeral Haze
8. Messalina, Messalina
9. God Says (Ft. Hangman's Chair)
Forfatter
Karakter
4

Overraskende imponerende. Så kort og præcist kan ‘Lustful Sacraments’ beskrives, der bliver et skelsættende og afgørende album i James Kents efterhånden omfattende karriere.

Under navnet Perturbator har den franske musiker været en etableret kunstner i den elektroniske musikscene, hvor særligt hans forfriskende take på synthwave har skabt opmærksomhed. De dage, i hvert fald rent genremæssigt, er dog ved at være ovre, for nu byder Kent på et helt nyt musikalsk univers, der kombinerer hans signaturlyd med udfoldelser i nye post-punkede og industrielle retninger. Og måden, det hele er skruet sammen på, må siges at være gennemgribende gennemtænkt og gennemarbejdet.

Et sammensurium af Drab Majesty, Depeche Mode, Nine Inch Nails, Health og Author & Punisher dominerer på forskellig vis Kents femte udspil, der på en og samme tid er sensuelt forførende, melankolsk, energisk, dystert og dynamisk – elementer, der i deres enkelthed ikke har nogen forbindelse, men som på en lille time alligevel bindes sammen til én lang rød tråd.

Allerede ved albumåbneren 'Reaching Xanadu''s dystre og tunge toner, indikerer Kent, at der er noget anderledes på færde. Titelnummeret bekræfter det yderligere med sin brug af guitar med en emmende post-punk-stemning, der må siges at være et splinternyt virkemiddel i Perturbators univers. Vi, der også følger Kents karriere uden for dette projekt, er næppe i decideret chok over denne musikalske drejning, der på sin vis går i Ruin Of Romantics fodspor. Det decideret overraskende ved nummeret er derimod dets ubesværede og elegante udvikling til det industrial-tunge omkvæd, hvor musikken pludselig synes at være velkendt igen.

Og netop det genkendelige fortsætter i 'Excess', der allerede blev præsenteret live for et par år tilbage, og som derefter hele to gange udkom som single – hvilket undertegnede ikke kunne få armene ned over. Med sit dynamiske og energiske udtryk kan sangen rent stemningsmæssigt vel sagtens udnævnes til at være et af albummets højdepunkter, hvilket retfærdiggør dens genbrug.



Er man bekendt med Perturbators diskografi ved man, at han er glad for at invitere gæstevokalister indenfor. Mens det langt hen ad vejen fungerer som flødeskum på toppen af et velkomponeret instrumentelt univers, er det ikke just tilfældet på hele 'Lustful Sacraments’.

Mens den maskinelle, kvindelige vokal på 'Death Of The Soul’ sender varme tanker til synthwave-bagkataloget, og de længselsfulde og langtrukne vokalstykker på 'God Says' samt 'Dethroned Under A Funeral Haze' er med til at præge hans nye materiale i en mere melankolsk og dyster retning, ja, så er resultatet knap så godt på det stærkt Depeche Mode-inspirerede 'Secret Devotion'. Med sine sporadiske rap-lignende stykker brydes den atmosfæriske force, pladen råder over, og de passer ikke ind i den ellers sammenhængende musikalske fortælling. Måske har Kent vovet for meget pels og været for optimistisk i sin eksperimenterende tilgang til genresammenblandinger, for det er svært at se nu metal-inspireret rap ind i den samlede helhed.

Men med det sagt er det også albummets eneste svaghed. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at dette er Perturbators hidtil bedste udgivelse. 'Messalina, Messalina er kronen på værket, der med sine konstant forandrende men alligevel sammenhængende musikalske landskaber byder på en forførende mystik og autoritet, der er svær at placere. Og spørger man undertegnede, er det netop det, der kategoriserer kvalitet; at alle enkeltdele er så velsammensatte, at de er svære at skille fra hinanden og udgør et uigennemtrængeligt hele.