AMF 2018: "Det er fint, ikk'å!"
Bo Summer sprudlede, og lyden var i top, da Posen endnu en gang lagde et visit forbi AMF til den obligatoriske fordrukne folkefest, det plejer at være, når de lægger op til dans.
2. In Light of the Moon
3. Dark
4. Throw Your Bolts
5. A Child is Missing
6. Weak is your God
7. Life: An Evaluation
8. Submit
9. Purity of Sadness
Når dobbelt-A kommer til dobbelt-A, ved man, at der er dømt jydejargon for alle pengene. Ikke at Bo Summer mestrer ret meget andet end at lyde som en kæk bodegarotte fra den lokale i Brabrand, men det er så også charmen. Især når man som her ser dem på fastlandet.
Illdisposed er vante gæster på AMF, og mængden af gamle, hullede T-shirts fra 90'erne afslører, at de da absolut fortsat også er et velkomment indslag på disse kanter. Ikke fordi deres senere udgivelser bibeholder samme relevans som tidligere i karrieren, men siden sidste års 'Headbang i Hovedlandet'-jubilæum, hvor de spillede et sæt primært baseret på årene indtil 1997, har de vedkendt sig publikums passion for de tidlige år med Lasse Bak i folden.
Således også i aften, hvor sættet som altid indledes med lydsporet af Depeche Modes 'To Have & To Hold', inden ørehængeren 'I Believe in Me' sparkes i gang med vanlig synkron headbanging og selvsikker attitude. Det er svært at sige noget dårligt om Illdisposed, når de er i topform, også denne fredag aften, hvor festen allerede kørte på femte time, og de fleste var ved at få en bette skid på, som det sig hør og bør.
”Vi spiller fem timer tidligere, end vi plejer. Ved ikke, om det er sådan en seniorpolitik ...” konstaterede Bo Summer tørt. Det gik så mere ud over de efterfølgende bands, der måtte bære over med et mere fordrukkent publikum, for er der to ting, der taler godt sammen, så er det pils og Posen, som de kaldes blandt insiders. Der er absolut intet højtravende over deres attitude. Det handler bare om at spille en masse fee' dø', der kan sætte crowden i gang med at moshe og hamre, og den relativt korte spilletid blev brugt fornuftigt på velkendte nyklassikere som førnævnte, 'Dark' og 'Weak Is Your God' i den tidlige del af sættet, mens de rundede af med 'Life: An Evaluation', 'Submit' og 'Purity of Sadness' fra de go'e gamle dage. Og hvad er der så at klage over?
Påfaldende lidt, faktisk. Jakob Batten havde om muligt den bedste guitarlyd, han er blevet givet længe, hvilket blandt andet var at høre i guitarsoloen til 'Dark', der løftede sig fornemt over resten af lydbilledet med både indlært rutine og spontan elegance. Rasmus Schmidt demonstrerede ligeledes overskud med spontane rundgange og fills til at holde trommerne mere dynamiske. Ken Holst (guitar) og Onkel Kusse (bas) gjorde måske ikke himmelsk meget mere væsen af sig andet end bare at spille den sikkert, men til gengæld var Bo Summer i sit es og bekræftede endnu en gang, hvorfor han i sin tid berettigede sig selv til navnet Bo Subwoofer. Der var både dybe bjørnebrøl og høje pitches tilnærmende sig pig squeals i 'Dark', og så er han jo også en fornøjelse at bevidne som indpisker med pumpede overarme, en frygtindgydende attitude og den velkendte platte århusianske humor.
Som da han tørt konstaterer: ”For første gang længe spiller vi 3-4 koncerter i streg på dansk grund. Og kritikerne kan lide det. Vores publikum vil bare hellere bolle os end at høre os.”
Uden udpræget kendskab til deres aktiviteter backstage, så synes responsen her dog at bære præg af noget helt andet, medmindre de 20 mand i moshpitten blot prøvede at imponere sig til groupiestatus. Det antager vi ikke er tilfældet, for der var al god grund til at nyde Posen denne aften uden slige bagtanker. Kudos til lydmanden for den bedste lyd, vi lagde ører til denne fredag, og respekt til veteranerne for stadig at bibeholde nerven 25 år inde i karrieren. Vi kunne vælge at gøre det til et kritikpunkt, at vi ved eftersyn af deres sætliste måtte konstatere, at de ikke spillede 'We Lie in the Snow' og 'Die Kingdom' til sidst, selvom de var på listen. Men festen var nu stadig fortrinlig foruden.
Og således får Bo Summer det sidste ord: ”Tak for det, ikk'å! Det er fint, ikk'å!”