Charmerende skak med døden
Populær
Depeche Mode indtog Parken med rutineret selvfølgelighed og indhyllede os i deres charmerende mørke.
2. Wagging Tongue
3. Walking In My Shoes
4. It's No Good
5. Sister of Night
6. In Your Room
7. Everything Counts
8. Precious
9. My Favorite Stranger
10. A Question Of Lust
11. Soul With Me
12. Ghosts Again
13. I Feel You
14. A Pain That I'm Used To
15. World In My Eyes
16. Wrong
17. Stripped
18. John The Revelator
19. Enjoy The Silence
20. Waiting For The Night
21. Just Can't Get Enough
22. Never Let Me Down Again
23. Personal Jesus
Depeche Mode behøver nærmest ikke nogen introduktion, men det er måske på sin plads at sige et par ord om, hvorfor Devilution synes at elektropop fra øverste 80'er-hylde er relevant at anmelde. Det er egentlig ikke så kompliceret for den, der bruger lidt tid på at lytte til musikken. Depeche Mode har et mørke indbygget i både musik og tekster, der ikke ulig deres senere senere fætre indenfor genren, evner at tiltrække et ikke ubetydeligt antal metalfans, og Copenhell-trøjerne var bestemt også godt repræsenterede tirsdag aften i Parken.
Og vi fik i den grad mørke i Parken, hvor de første to numre på sætlisten er fra deres seneste skæring, Memento Mori, det blev til i kølvandet på Andrew Fletchers pludselige dødsfald, forårsaget af en rift i en pulsåre. De har altid været de tre - igennem tykt og tyndt, og nu er der kun 2. At Depeche Mode eksisterer i dag er nok i høj grad Fletchers fortjeneste, og aftenen var derfor en hyldest til ham. Ikke med ord - for Gahan var som altid ordknap mellem numrene - men med musikken, som han var en del af.
Sætlisten var intet mindre end fremragende sammensat og selvom touren naturligvis først og fremmest skal promovere det nye album, begik Depeche Mode ikke den fejl, som mange andre bands falder i, hvor første halvdel er ny musik, ingen kender og sidste halvdel er de gamle hits. Allerede i 3. nummer fik vi lov til at synge med på ‘Walking In My Shoes’, der desværre druknede lidt i de sidste justeringer af lyden. Manden bag knapperne er ellers kendt for at være den cirka eneste i verden, der kan lave god lyd i Parken, men selv genier har brug for at spore sig ind på det forfærdelige rum, Parken udgør. Herefter var der ikke de store problemer med lyden, selvom den nok ikke kunne kaldes decideret god.
Naivt og charmerende mørke
Dave Gahan var i sig selv en fryd at se på scenen, og han mestrede igen denne aften at røre ved publikum, som nærmest kun han kan. Der er et nærvær hos Gahan, som ikke kan trænes eller øves, og selvom jeg heldigvis ikke var forvist til bagerste pladser (da jeg er moderat nærsynet), så vil jeg vove den påstand, at hans nærvær på scenen var i stand til at røre ved selv de bagerste rækker i publikum. Og heldigvis fik vi også Martin Gore i spil ved flere lejligheder denne aften, og det er velfortjent. Andre har gjort det før mig, men jeg bliver simpelthen nødt til at fremhæve ‘A Question Of Lust’, som var så indtagende fremført, at man måtte tørre tårer ud af øjenkrogen. Hans croonede vokal og herligt legende, uskyldige udtryk var en god modpol til Dave Gahans eyeliner-optrukne baryton, der lyder så godt som nogensinde. Gahan er mørket i Depeche Mode, og Martin Gore er lyset, og deres duet under første ekstranummer 'Waiting for the Night' var intet mindre end eminent. Martin Gore ser typisk alvorlig ud på scenen og ved de få lejligheder, hvor han rent faktisk smiler på scenen, er specielle. Så ved man, at det her er helt rigtigt.
Og helt rigtigt føltes det hele vejen igennem de i alt 23 numre fra 10 forskellige albums. 2 færre end ved foregående shows, men tilstrækkeligt til at vi kunne danse ud af Parken med et smil på læben og en klump i maven. En klump, der ikke blev mindre under ‘World In My Eyes’, hvor Dave Gahan spiller skak mod Døden - eller måske bare mod Gore, mens 47.000 mobiltelefoner lyste Parken op til minde om Fletcher. Ikke mange kan komponere musik, som Depeche Mode, hvor de legende, næsten naive melodier bliver skubbet frem af den mørke, tunge, og til tider højtempo elektropop, der ikke lader nogen som helst nervebane uberørt.
Og det er grunden til, at Depeche Mode er relevante - også for fans af den mørke genre. Og at vi så får diskoteksbangers som ‘Just Can’t Get Enough’, må man jo bare tage med. Og måske endda udnytte muligheden for en legitim grund til at danse med andet end nakken. Man kunne måske også med fordel opfordre de bedagede dinoer, der har befolket Copenhells scener de sidste par år til at tage et smut forbi en Depeche Mode koncert, hvor de 60+-årige elektropop-maistros demonstrerer hvordan man slipper afsted med at spille numre fra ‘86 uden at tabe ansigt. Depeche Modes bund-niveau er latterligt højt og jeg må indrømme, at jeg synes koncerten denne gang lå lidt i underkanten af deres højt besungne koncert samme sted i 2017. Man er jo altid fristet til give en topkarakter til noget, der er så velgennemført, men det bliver det ikke helt til denne gang.