Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Trucker med eyeliner

Updated
St. Digue - 2

Fra Birkerød til Ungdomshuset. Fra eyeliner til landevejen. Kasper Deichmann aka. St. Digue rummer mange ting.

Kunstner
Dato
24-05-2023
Fotograf
Elin Tårnes
Forfatter

Det siger måske lidt om både intervieweren og den interviewede, at vi er ganske overraskede over fremmødet denne tirsdag aften på Cafe Stefanshus på Nørrebro.
Planen havde været at sidde i et hjørne og få en snak i fred og ro. Men der var åbenbart italiensk fodboldkonkurrence, så cafeen var propfuld. Vi fandt dog en plads (lige under storskærmen, faktisk) og besluttede os for at nå at tale, inden kampen gik i gang.
To mænd, der talte om metalmusik, kønsidentiteter og anderledeshed, i et hav af forventningsfulde fodboldseere i pastelfarver. Det kunne næsten ikke være mere passende.

Kasper Deichmann er det borgerlige navn, for den kunstner vi havde sat i stævne, og det gjorde vi både i anledning af hans nyligt udgivne anden LP, Toxic Kiss, men også for at dykke ned i det musikalske grænseland. Det, der føles lidt som metal, men slet ikke er det.

I vores anmeldelse af pladen skrev vi, at den unge mand var fra Horsens. Det var ikke som sådan løgn, men egentlig heller ikke dækkende. For selvom fødslen fandt sted i Midtjylland, bar opvæksten mere præg af, at den foregik i Birkerød.



En rund klods i et trekantet hul
At Deichmann ikke som sådan passer ind i metalscenen er ikke overraskende. På samme måde er det heller ikke overraskende, at han ikke ved, at der er fodboldkamp i aften.
For han har på en eller anden måde altid stået ved siden af. Det er der en grund til, som vi vender tilbage til lidt senere.
Men noget af det første vi tager fat i, er Deichmanns udtryk. Når han står på scenen er han St. Digue. En flamboyant, udadvendt, androgyn skikkelse, der både synger om smerte, og presser festen i gang med tung bas og skærende elektronik.
Til daglig arbejder Kasper Deichmann som lastbilchauffør.

Netop dette skisma er interessant.
– Det er næsten drag, når jeg optræder. Jeg ville ikke kunne gøre det uden hårlak og makeup. Jeg ifører mig en persona, der er noget helt andet end det, jeg ellers er, fortæller han, og fortsætter:
– Mit køn og den måde, jeg udtrykker det på, er, hvad det er. Jeg hedder Kasper, og jeg er en mand, men hvad det egentlig betyder er meget forskelligt. Jeg er Kasper, både når jeg lægger eyeliner, og når jeg bygger scener og kører truck.

Kasper Deichmann fortæller, at hans indgang til scenen kom meget gennem punken. Også her var der machoroller, men der var samtidig også plads til både at lege og eksperimentere. Det er netop denne leg, der har ført ham videre ind i gothen.
Igennem en stærk fascination af The Cure, og hele den New Romantic-bølge, der ledte op til gothens vækst, blev han både fascineret af det musikalske, men også den utraditionelle måde, mændene i dette miljø fremførte sig. I modsætning til den måde, mange andre i denne periode agerede på, var der frihed til at skubbe til grænserne.
– Selvom der var glam, var det stadig meget mandemands-agtigt. Det gjorde The Cure og den slags ikke.
– Når jeg er St. Digue, er jeg den person, jeg ville ønske jeg turde være hele tiden. St. Digue tør tage den dybe indånding, og fortælle om alt det svære. Han tør være sårbar og kompromisløs. Når jeg er ham, kan jeg fortælle om alt det, der har været svært i mit liv.

Og det er ikke så få ting.



At leve på andres nåde
Kasper Deichmann er infantil autist. Det fortæller han os halvvejs i samtalen, da vi spørger ind til, hvad der præcis har været svært.
For dem, der måske ikke ved det, handler infantil autisme om, at symptomerne har kunnet konstateres før tre-års-alderen.
En autismespektrumforstyrrelse er sjældent nem at definere, men handler for mange om nedsat evne til at indgå i sociale fællesskaber, at aflæse og forstå mimik og kropssprog og et øget behov for forudsigelighed og gennemskuelighed. Ofte tager det også lidt længere, før børnene får styr på sproget. Alt det har vi en forståelse for i dag, men sådan har det ikke altid været.

– At jeg er diagnosticeret så tidligt, har både været en velsignelse og en forbandelse, fortæller Deichmann.
– Jeg har gået på specialskole hele mit liv og jeg har været meget bevidst om, hvor dårlige folk – særligt voksne – omkring mig, har været til at håndtere det. Jeg blev født i 1998 – det år, hvor artiklen om sammenhæng mellem vacciner og autisme (siden modbevist adskillige gange, red.)  udkom, og det var meget udbredt at tro på det.

Det har krævet en stor indsats for Kasper Deichmann, ligesom med mange andre unge med autisme, at blive accepteret på lige fod med andre.
– Jeg har hele tiden skullet bevise, at jeg var lige så “normal” som de andre, og at jeg havde ret til omsorg på samme måde som dem. Sproget var en stor del af det. Mit mål var altid at blive “normal”.



Sprogbrugen var hård. I dag taler man oftere om neurotypiske og neurodivergente, når man arbejder med området, men sådan var det ikke dengang. Da blev autisme og andre udviklingsforstyrrelser i højere grad betraget som sygdomme, i modsætning til i dag, hvor man har forstået, at der er tale om en anderledes neurologisk indretning, der ikke matcher majoriteten.

– Jeg tog det altid som en kompliment, når folk sagde at jeg virkede “almindelig” og blev imponeret over, at jeg vidste og kunne ting. Men jeg var også helt klar over, at den kompliment kunne tages fra mig i det øjeblik, jeg ikke længere virkede “normal”. Jeg havde slet ikke forstået, at jeg ikke skulle være som de andre, men at jeg var noget værd og havde rettigheder som det, jeg var.

Opværksten i Birkerød, som Deichmann beskriver som “ret konservativ”, spillede en stor rolle her. Han forklarer, hvordan han ofte var stigmatiseret og blev betragtet som noget forkert og mærkeligt. I bedste fald var folks referenceramme filmen ‘Rain Man’ fra 1988, hvor Dustin Hoffman skildrer en såkaldt “savant”, der på få øjeblikke kan tælle hundredvis af tændstikker og hjælper sin bror, Tom Cruise, med at vinde penge på blackjack. Der anslås at leve omtrent 100 reelle savanter i verden lige pt.
– Hver eneste gang, jeg var god til noget, var det min “Rain Man-ting”. Men jeg var stadig bare en “fucking retard”. Jeg var aldrig bare noget. Alt ved mig skulle kobles op på min diagnose, godt eller skidt.

Det tog lang tid for Kasper Deichmann at finde sig til rette i sig selv. Faktisk var det først i mødet med subkulturerne, det skete.
– Jeg var jo bare en knægt, der tog til indre by i weekenderne og hang ud på Gammel Torv eller i Kongens Have med alle de andre udskud. Vi kom alle sammen fra de konservative småbyer på s-togs-nettet, og fandt en styrke i at være outsidere sammen.

– Til at starte med, prøvede vi jo også bare at snyde os ind på High Voltage eller Voodoo Lounge. Vi kendte slet ikke til Ungdomshuset og den slags. Men da jeg fandt nogen, der gjorde, så jeg mig ikke tilbage. Her kunne jeg føle mig accepteret.



I Ungdomshuset, såvel som i metalmiljøet, mødte han også andre unge, der var på spektret, og Kasper Deichmann oplevede at kunne tale med folk, der havde det, som han havde det, og at kunne dele erfaringer. Han mødte også mange af de folk, han senere ville komme til at spille med. Tobias Bendixen fra Septage, Big Mess og meget andet, fremhæver han som et stort forbillede. På samme måde nyder han samspillet med musikerne i Motorsav og Hævner, hvor han også slår sine folder.
Det er dog St. Digue, der har hovedfokus.

– Jeg købte min synth under den første nedlukning. Jeg var lige blevet færdiguddannet som mediegrafiker, og havde lige pludselig en masse tid og en masse penge. Jobcentrene var også lukkede, så jeg skulle ingenting. Så jeg gik i gang med projektet der.

Kasper Deichmann havde været interesseret i black metal som ung, men havde samtidig også opdaget Nine Inch Nails, Joy Division og Depeche Mode. Han havde betragtet synth- og industrialscenen udefra op gennem 10’erne, men havde ikke deltaget selv. Han begyndte så at udforske genren, mens han stadig spillede i Sunken.

– Jeg havde det ad helvede til. Jeg var kommet ud af to års usundt forhold, havde afsluttet min uddannelse og var arbejdsløs. Det eneste, der var at gøre, var at bearbejde mine traumer. Og dem var der en del af, griner han.



Kasper Deichmann fortæller hvordan den første EP er optaget i lejligheden, hvor han så forsigtigt som muligt har forsøgt at optage sin vokal, uden at forstyrre naboerne. Stemningen har dog ændret sig i løbet af de nu tre udgivelser.
– Jeg har fået noget selvtillid. Der er stadig meget, der rumsterer, men jeg er meget mere bevidst om, hvem jeg er, og hvem, jeg vil være. Det synes jeg, man kan høre på ‘Toxic Kiss’.

– Jeg har også opdaget, at jeg er virkelig god til det her. Der er styr på bandet, på bookinger og på optrædener. Jeg skal ikke vente på mellemled, men kan selv opsøge det jeg vil. Det er DIY-opvæksten, der viser sig.


St. Digue kan opleves på Metal Magic XV i Fredericia til juli. Vi aner ikke, om der også er fodboldkamp.