Vampyrkirkediskotekets dansemusik
St. Digue ruller den store, sorte løber ud, når der inviteres til vampyrdisco. Og det gøres der naturligvis.
2. I Live In Spite
3. Toxic Kiss
4. Interlude
5. Downfall
6. Countess Of The Night
7. It All Shuts Down Again
8. Burnout
9. Savn
10. New Day Pt. II
Selvom det er blevet så kattens moderne med dungeon synth og gammel Mortiis og hvad ved vi, er vi nogle, der foretrækker noget, man kan danse til. Og det er netop, hvad Kasper Deichmann, aka. St. Digue leverer på denne anden plade fra hans hånd.
For dem, der måske ikke kender Deichmann, kan det måske siges, at han tidligere har spillet guitar i Sunken, og at han også slår sine folder i både Hævner og Motorsav. Metal- og punk-stamtavlen er altså sikret, omend vi skal temmelig langt væk fra den slags, når det handler om soloprojektet St. Digue. Du kan læse lidt mere om ham lige her.
St. Digue er nemlig goth, som man var det i midten af 00’erne, da undertegnede gik i gymnasiet og hvis ikke Deichmann havde været så pokkers ung, havde han stensikkert også været at finde på The Black Cat i Huset i Magstræde. Det er faktisk næsten imponerende, at en ung mand fra Horsens har været i stand til at finde ind i denne slags synth-industrielle neodarkwave og hvad man ellers skulle have lyst til at kalde det.
Vi har dog en forestilling om, at der har været både Cure- og Nine Inch Nails-plader involveret, for med lidt god vilje – og en god slat eurodance nede fra fritten smidt oveni – kunne det meget vel være beskrivelsen af projektet.
I computerspillet “Vampire: The Masquerade: Bloodlines” findes en natklub i en nedlagt kirke. I den danser folk til den til anledningen komponerede ‘Bloodlines’ af Ministry, og temaet er er goth-goth-goth. Hvis det computerspil skulle genkreeres, kunne St. Digue ganske fint tages med som musiker. For Deichmanns kompositioner rammer den perfekte balance mellem tude- og dansemusik, og er dermed som skabt til sortklædte typer, der gør sig umage for at have det rart, frem for at have det trist. Præcis ligesom Ministry eller Genitorturers gjorde det.
Fordomme og humoristiske generaliseringer aside, har vi at gøre med EDM og mørk dansemusik, hvor vokalen minder lidt om en ung Robert Smith. Det hele er selvskabt med trommemaskine, guitarer og alskens synths. Produktionen er til gengæld aldeles moderne, og den tykke 80’er-nostalgi opblødes af den rene og klare, næsten poppede produktion, der giver rig mulighed for rigtig at få fat i, hvad de enkelte elementer betyder for helheden.
Det, der virkelig rykker er Deichmans fornemmelse for at skabe stemning. Det gjorde han til UG både i vandtårnet og i Pumpehuset, men derfor er det også imponerende, at det kan overføres til pladens noget mere statiske præsentationsform.
Hvis man skulle hælde lidt malurt i bægeret – og det er jo Devilution, det her – så er det, at ‘Toxic Kiss’ starter noget stærkere end den slutter. Den pumpende ‘Shadow’ fremviser præcis, hvor sprød en fest Kasper Deichmann kan holde, og derfor er det lidt ærgerligt, at vægten vipper i The Cures favør på sidste del. Det er naturligvis gennemtænkt og bevidst, men vi mister lidt pusten.