RB 24: Sofatøjter på reserverne
Datoen markerer ikke blot udgivelsen af Couch Sluts tredje album, som vi skal høre fremført i dag – men også en vis højtid, der tydeligvis sætter sit præg på koncerten.
2. Ode to Jimbo
3. Wilkinson's Sword
4. The Donkey
5. Presidential Welcome
6. Energy Crystals for Healing
7. Downhill Racer
8. Laughing and Crying
9. The Weaversville Home for Boys
"It's only our second show here in Europe. The first one was 15 hours ago, and I only had 90 minutes of sleep since then!"
Megan Osztrosits lægger ingen fingre imellem, ganske som vi oplevede hende i går på skaterparken, omend i dag alligevel er noget lidt andet og mere særligt. Ikke blot Couch Sluts vanlige sæt, men det reelle festival-trækplaster i anledning af deres dugfriske album, 'You Could Do It Tonight', som vi skal høre spillet fra start til slut. Det må unægteligt også være noget særligt for bandet selv, der på denne plade har skærpet kanterne, så sangene står en kende skarpere hver for sig end på de foregående skiver, der var på menuen i går.
Couch Slut går dog på ingen måde op i professionelle facader.
Overhovedet ikke.
Tværtimod er det stadig med blodet konstant løbende ned fra panden, at Osztrosits indtager scenen med en brutalitet og kompromisløshed, der i sig selv også siger lidt om det musikalske univers, vi har med at gøre. Noiserock og sludge er stadig væsentlige dele af Couch Slut-opskriften, omend der også kommet mere groovy indspark her og der, som f.eks. i 'Ode to Jimbo', der var en af de to singleforløbere for pladen. En fuldfed banger, der får aktiviteten op på kogepunktet fra start, sammen med det nærmest Tribulation-agtige hook, der indvarsler 'Wilkinson's Sword'. Stærke sange til hurtigt at få salen i omdrejninger, omend der derfra er et par detours undervejs for at opretholde det høje momentum.
Allerede inden 'Ode to Jimbo' får vi en del af forklaringen på den manglende søvn:
"Ohhhh by the way, happy 4:20! It's probably not a big deal here, but in US it is – because of the police!"
Og således følger en koncert, der bevæger sig lige fra brutal sejhed til tømmermændspræget tomgang. Når det rykker, så er der intet der kan slå dem ud, som f.eks. i den sønderfræsende 'Downhill Racer', mens et par halv- til hel-lange monologer, en af gangene akkompagneret af noget underlig jazz-noodling, nærmest virker som decideret showstoppere. Sidstnævne er dog gudskelov undtagelser til reglen, og da først vi nåede forbi halvvejspunktet kørte alt ud af rette tangent, kaotiske og farlige, som de også lyder på plade.
Selvom gruppen unægtelig også gør sit til at holde beatet og kradse godt igennem, så er det dog den absolut allestedsnærværende Osztrosits, der stjæler opmærksomheden. En brute, der brøler råt og snakker rablende som indføring i deres støjende univers, tager imod et flyvende joint undervejs og pludselig får den random idé at rive en croissant i småstykker og kaste den ud til publikum, fordi hvorfor ikke. Forsangeren fra Imperial Triumphant, der gæster sættet undervejs, kaster ligeledes noget ud til publikum, og selvom vi ikke stod tæt nok på at se hvad det var, så skulle det ikke undre os, om det havde nogen relation til den aktuelle tjalder-helligdag.
"Det her er vores sidste nummer. Det varer ni minutter, men vi kan sq heller ik mere!", lyder det, inden vi får den tungt pulserende 'The Weavershille Home for Boys' som en lettere nedtonende, mindre noisy afstikker til at gå videre på, ud i den lange dag forude. Couch Slut sparkede den eftertrykkeligt i gang, blødende og farligt, lige som det skal gøres – Osztrosits' tømmermænd havde vi dog gerne været foruden.