40 års tidsrejse gennem Disneyland
D-A-D demonstrerede, at de også kan køre den hjem på stadionrock-manér med flashy visuals, gimmicks og stærke trumfer oppe i ærmet – såsom Peter Jensen bag trommerne!
Evil Twin
1st, 2nd & 3rd
Point of View
The Ghost
Soft Dogs
Grow or Pay
Something Good (med Jada)
Medley: Jonnie / Call of the Wild / Riding with Sue
Speed of Darkness
Keep That Mother Down
I Won’t Cut My Hair (med Konvent-Rikke)
Reconstrucdead
Everything Grows
Monster Philosophy
Isn’t That Wild (med Peter Jensen)
Marlboro Man (med Peter Jensen)
Bad Craziness (med Peter Jensen)
God Prays To Man
Sleeping My Day Away
Laugh ‘n’ a ½
It’s After Dark
Ikke mange bands herhjemme har haft den impact, D-A-D har haft på den danske rockscene. Sange som ‘Sleeping My Day Away’, ‘Bad Craziness’ og ‘Everything Glows’ er alle naturligt indlejret i vores fælles habitus. Måske har forældrene skolet dig. Måske kørte pladerne også i rotation til teenagefesterne. Med det ikoniske kokranie-logo, Stig Pedersens ikoniske basser, Cobbers letgenkendelige leadtone og brormands uklippelige hår, udvaskede jeans, charmerende rockattitude og nasale stemmeleje. Vi kan alle se og høre D-A-D for os, hvis bare vi har den mindste smule blod på tanden for den fede rock, hvad end vi kan lide det eller ej – nogen vil jo trods alt gerne forbeholde sig det lidt farligere, end det der “good clean family entertainment, you can trust”-brand, der gennemsyrer hele D-A-Ds karriere.
Men ikke her i Royal Arena i aften – her er alle med på præmissen om at hylde et af de største rocknavne herhjemme i anledning af, at grundbesætningen med Binzer-brødrene, Stig og Peter Jensen lagde grundstenene for det daværende Disneyland After Dark i 1984. Ganske vist kan man se bandet for et godt ord til billigere penge end i denne setting – men dette er en jubilæumskoncert! En hel aften dedikeret til en væsentlig del af vores fælles rockidentitet, og hvem ved, hvad de har med til os i aften?
Well – ikke så lidt, skal det vise sig!
Mens forventningens glæde tager til under 40 minutters Ramones-bangere fra højttalerne pakkes en lagkage af en frontfigur for enden af runway’en ud, og det er da også her, hvor Jesper, Jacob, Stig og Laust dukker op halv ni og indleder festen til hard rock-tonerne af ‘Jihad’. Lyden af hele arenaen, der skråler “Jihad, I’m getting mad, and there’s no fuel left for the pilgrims!” for fulde lunger siger alt om, hvad vi har i vente – en gedigen folkefest, denne gang i mere majestætisk indpakning end den, vi fik for et par år siden på Copenhell. Alle er her, Hr. og Fru Danmark, afkommet, heavynakkerne, venindeflokken med matchende kokranie-shirts. Humøret er smittende, og da Jesper efterfølgende råber “For fanden i helvede - velkommen til!” er vi alle på! 
Og så igen, ikke helt, for Jesper selv kæmper lidt til at starte med, hvor fraseringerne lyder anderledes skærende og anstrengte end vanligt. Det hjælper i hvert fald, at publikum så gerne vil synge med og kan teksterne på det meste af repertoiret til hudløshed, for uanset vi snakker overbelastning eller lige lovligt mange smøger, så er Jesper ikke helt up to par fra start. Det hjælper dog på det, som tiden skrider frem, og omkring halvvejs inde står hans velkendte tone atter skarpt, så alt er tilbage ved det velkendte. Stig med hans fjollede moves og ditto baskonstruktioner samt smadrede øjensminke, som har han ikke vasket sig i flere dage. Cobber under den sorte hat, køligt underspillet med alle de lækre licks i ærmet og evigt farverige Laust Sonne bag trommerne med selvlysende, pink stikker, fuldt klædt i stilede guld-toner.
Alle gør sit for at bære bandet frem på hver sin vis, og med to en halv times koncert forude uden afbrydelser er der rigelig tid til at folde kataloget ud. Her kan det selvfølgelig virke oplagt bare at kigge ned i sætlisten, om de lige opfylder ens egne præferencer. Med så meget tid til rådighed, kunne vi så ikke lige få bare ét nummer mere fra ‘Helpyourselfish’ i aften end ‘Reconstrucdead’?
Hvorfor intet fra ‘Sympatico?
Hvorfor ingen ‘Trucker’?
Well – fordi der er så mange andre stærke slagere i D-A-D repertoiret, og så fortaber den type kritik sig taknemmeligvis hurtigt i peditesse-afdelingen.
Cobber får utallige stunder undervejs til at folde færdighederne ud, og bærer meget af showet i aften – bedst i lækre udgaver af ‘Grow or Pay’ og ‘Call of the Wild’-medleyen, mens det dog bliver lige lovligt langstrakt i det extendede take på ‘Reconstrucdead’, men så fik vi da til gengæld hørt Sonne folde sig smertefrit ud som speed metal-trommeslager – een gang skal vel være den første! 
Det føles mærkeligt at sige det, men Sonne er nu stadig et stærkt match for kopunkerne, også selvom han nu har været i folden i 25 år. Selv var min første rockkoncert nogensinde Aarhus Open Air 1995, hvor D-A-D var blandt hovednavnene, og derfor vil Sonne uretfærdigt nok altid være lidt “the new guy” – men hans kreative punch og uortodokse fremtoning i disse rockkredse går perfekt i spænd med D-A-D-udtrykket, ikke mindst i denne stadionrock-setting, hvor visuals bliver skruet en hel del op i forhold til det vante. Individuelle videoprojektioner til hvert nummer. Individuelle lyssettings, som da ‘Rim of Hell’ dækker scenen i ildrøde toner, mens storskærmen tager sig ud som en vulkan i udbrud. ‘The Ghost’ fra den aktuelle 'Speed of Darkness' tager mere sceniske virkemidler i brug, som vi på skærmen bevæger os rundt i Københavns øde natteliv, mens de mørke konturer af bandet underbygger tonen, i skarp kontrast til den lyse setting under ‘Point of View’ forinden. Intet overladt til tifældighederne.
Når det er sagt, så er det dog naturligvis musikken, vi først og fremmest er kommet for – og her får vi både det velkendte og de lidt uventede kort dækket ind. ‘Call of the Wild’-medleyen med ‘Jonnie’, titelnummeret og ‘Riding With Sue’ kilder de helt rette steder, ikke mindst med førstnævntes catchy “Jonnie, put that gun down!”-refræn og Cobbers slide-finesser, som storskærmen sender os i kano forbi Mount Rushmore med deres egne ansigter skåret ud i klippen. Inklusionen af Jada i duet med Jesper i ‘Something Good’ er også rørende som et alternativt indspark, mens inddragelsen af Rikke Emilie List (Konvent) til gengæld virker mere som en pudsig gimmick end at fungere i praksis, som hun helt statisk og underligt malplaceret growler sig igennem et vers i ‘I Won’t Cut My Hair’ – det skulle nok bare være blevet ved tanken …
D-A-D med Peter Jensen (foto: Jacobh Hansen)
Den største overraskelse indtræffer dog, da Peter Jensen løftes op fra lagkagen og slår direkte ind i trommehvirvlen, der introducerer ‘Isn’t That Wild’ - og så er nostalgien da ellers for alvor vakt! Hele den originale kvartet intakt samlet på lagkagen, som om alt er ved det gamle – og ifølge Peter, som lige får et par ord med på vejen, har han da heller ikke spillet numrene overhovedet siden, men det ligger naturligt lige her, siger han, som han peger ind mod hjertet. ‘Marlboro Man’ følger efter, som et throwback til dér det hele startede, mens Sonne inkluderes som det femte led hængende fra kæder i loftet, og så er der ellers dømt dobbelt drum attack, der fortsætter over i ‘Bad Craziness’. Rørende at stå på gulvet og mærke fællessangen og julelysene i øjnene, både fra publikum og fra Peter selv, som han tydeligvis bliver fanget af denne unikke stund til at mindes en svunden tid, uden at misse et beat.
På den baggrund tager den nye ‘God Prays to Man’ sig ud som lidt af en overflødighed – men vi tilgiver dem for også at have noget nyt materiale at ville promovere, inden vi når til den afsluttende trio af obligatoriske D-A-D travere. ‘Sleeping My Day Away’, helt som vi kender den. ‘Laugh ‘n’ a 1/2’ udelukkende med Binzer-brødrene på akustisk udflugt langt tilbage i Arenaen bag lydpulten, som et smukt, intimt indslag – eller, så intimt som det nu kan blive i Royal Arena – til de billige rækker. Og, naturligvis, ‘It’s After Dark’ med alt, hvad dertil hører af fyrværkeri og afrundende, flashy staffage, fordi klokken trods alt har slået 23.
Baby In Vain forinden virkede mildest talt malplacerede. Placeret fem personer på en meget lille plet centralt på scenen var lyden klassisk support-skraldet i det. Violinen var komplet umulig at deciffrere i lydbilledet, og deres indie-indadvendte udtryk, som jeg principielt ellers godt kan lide, virkede bare slet ikke i dette forum, med dette publikum. Da der fx blev sendt et tak ud til os efter andet nummer virkede det helt overflødigt, fordi alle dem, der overhovedet havde valgt at komme så tidligt, bare stod og knevrede uden overhovedet at reagere på musikken – og da de tyve minutter senere melder ud, at de nu spiller det sidste nummer, lød den første publikumreaktion i form af et kæmpe jubelråb. Suk.
Jeg føler med jer, for I var tydeligvis havnet det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
D-A-D fik os dog til at glemme alt om Baby In Vain omgående, med gedigne doser nostalgi, fællessang, throwbacks, gæster, visuals og lækkert håndværk, hvor primært et par lettere overflødigheder i sættet og de indledningsvise udfordringer med stemmebåndet trak ned i den større ligning. Var det folkefesten vi skulle bedømme, så talte julelysene i øjnene, fællessangen, mængden af cowboyhatte og publikum på tribunerne, der på trods af siddepladser valgte at stå op hele koncerten med dertilhørende fagter og skrål, sit eget tydelige sprog. Som show bærer vi så over med de mindre aber dabei'er, for det var i sandhed en aften ud over det sædvanlige som D-A-D-fan!