Tættere på Himmelen

Første ægte koncert på Stairway i Vanløse bød på fire vidt forskellige bands, og minimum to fraktioner blandt publikum. Alligevel endte aftenen i både forløsning og begejstring.

“Problemet med Skotland er, at det er fuld af skotter”, sagde Edward den 1. i den efterhånden gamle storfilm Braveheart, og nogenlunde omskrevet kan det samme siges om Konvent-koncerter. De er fulde af Konvent-fans.

Dette må ikke tages på den forkerte måde overhovedet. Konvent er et af Danmarks store metalhåb og måske et af de bands, der står bedst til at få et internationalt gennembrud. Der er blevet arbejdet hårdt for det, og musikerne har både talent og ideer. De er også gået rent igennem til en stor del af Metaldanmark, og det kan ses så snart deres navn skrives på plakaten. Sidst undertegnede så Konvent, til deres stort anlagte releasekoncert i Pumpehuset, var der også inviteret andre bands, der genremæssigt spændte vidt og også adskilte sig fra fra Konvent. Det var imidlertid ikke dem publikum var kommet for at opleve.

Det er svært at vurdere hvorfor Konvents publikum er så ensidigt fokuseret på at opleve dem, men det er den oplevelse, man står med, når man ser et band som Eyes i Pumpehuset, eller i fredags, Telos på Stairway, forsøge at etablere kontakt til et publikum, der med korslagte arme holder sig fire meter fra scenekanten.

I fredags var det påfaldende, da Konvent i dette tilfælde ikke engang var booket som hovednavn, men derimod som et band i rækken, der medvirkede til at transformere den flere gange udskudte Xenoblight + (0)-koncert til en festival. Alligevel var indtrykket, at klart størstedelen var kommet for at opleve dødsdoomerne i Konvent – også på bekostning af de øvrige bands.



Telos var som nævnt første band, og deres hakkede mathcore blev fremført med manisk intensitet, som vi efterhånden kender og forventer det af frontmanden Victor Kaas, der som vanligt gav den fuldt ud som truende, hoppende og sparkende hardcorebrøler.

Telos' særprægede kombination af mathcore og shoegaze blev understreget af den ene guitarists gigantiske pedalbræt, der blev rigeligt anvendt og bassistens lige så bastante fremførelse af rå basgange og galmandsadfærd.

Energien på scenen forplantede sig i en vis grad til de dele af publikum, der havde stillet sig i siden, men pitten forblev tom, trods adskillige kald til handling fra Kaas. Hen mod slutningen, under den hæsblæsende ‘Helios’ hoppede den skaldede sanger ned foran scenen og skubbede til en dreadlockbærende publikummer, der dog i højere grad virkede overrasket og lidt fornærmet, mere end han forstod det som et oplæg til at moshe lidt til et nummer, der ellers i den grad lagde op til det.

Det var en skam, for med et publikum, der bedre havde forstået ‘coren, havde det det været en brilliant koncert, og selv under de forhold, vi oplevede, var afslutningen så hektisk og vild, at vi spurgte hinanden ,om vi var okay da sidste tone var klinget af.

En hest uden navn
Her, med første band nede, viste nogle af Stairways begynderfejltagelser sig. For dem, der ikke måtte vide det, er Stairway et spritnyt spillested i hjertet af den københavnske bydel Vanløse. Eller, spritnyt er måske så meget sagt, for i virkeligheden blev de åbnet lige efter alt blev lukket og Doomed Stairway var derfor første rigtige koncert på stedet, hvilket de klart skulle vænne sig til. Bartendere og dørmænd, alle høflige mænd i slutningen af midalderen, var tydeligvis ikke vant til den slags kø, der opstår, når et band er færdige med at spille, og det gik hurtigt op for de fleste, at placering af bar lige ved siden af udgangsdør betød gigantisk trafikprop, især når udskænkningen af de ellers delikate specialøl tog noget længere end tre Faxe fad på festivalpladsen.

Ligeledes var lyden lidt skæv i starten, og vi måtte have ørepropperne ud for at kunne skelne elementer i Telos’ sange fra hinanden. Dette kom lydfolkene dog hurtigt efter, og der var ikke en finger at sætte på det element resten af aftenen.

Den største wtf-oplevelse kom dog fra spillestedets valg af pausemusik, der, efter alt at dømme, kom fra en playliste med dad-rocktema. Vi blev i hvert fald trakteret med både Americas ‘A Horse With No Name’, The Polices ‘Message In A Bottle’ og Springsteens ‘Born To Run’. Sangene var der for så vidt ikke noget galt med, men i forhold til at kultivere og bevare en stemning, der skulle pege i dommedagens retning var det helt skævt.

Dobbeltkoncert på et afbud
Som nævnt var aftenen og dagen efter egentlig startet som en koncert med Xenoblight og (0), hvilket kun gjorde det så meget mere bittert, at silkeborgenserne måtte aflyse på grund af sygdom. I nødens stund trådte de unge dødsmetallere i Galge, der egentlig var booket til lørdag til, og hjalp os alle ved også at spille fredag.

Heller ikke her var der den store opbakning fra salen, og de fire unge virkede lidt nervøse for at skulle spille, hvilket førte til knap så sammenhængende scenebanter og også lidt tekniske kiks, hvor et nummer blandt andet måtte startes forfra. Det er aldrig godt for oplevelsen, men kvartetten leverede alligevel solid dødsmetal under deres set, og særligt forsanger Sørens skrig vakte begejstring.

Dødsmetal kører ofte i den samme rumle af kagemonstervokal, og derfor var det vanvittigt forfriskende at høre de helt høje toner blive ramt og holdt. At vi så stadig ikke kan slippe for dødsmetalllens svøbe, den overmåde tekniske guitarliren med tapping og sweeping, og hvad ved vi, er en anden side af sagen. Galge er lovende og festlige, og de tager ikke skade af at få et ekstra hak i bæltet, når de nu kan komme ud og spille igen.

Metalfans i alle aldre, foren jer
Som Lars Løkke blev udråbt til Danmarks “moralske statsminister” for ti år siden, var Konvent aftenens moralske hovednavn. Salen var i hvert fald mindst halvanden gang så fuld, som den havde været, inden københavnerkvartetten gik på, og det var tydeligt at se, at mange var kommet til netop til dette show. Salen vrimlede også med Konvent-shirts af både ældre og nyere dato, og de tidligere så tilbageholdende koncertgængere var rykket tættere på.

Der er ingen tvivl om, at størstedelen af publikum havde en kæmpe fest under det knap en timelange set, der ikke kun bød på kendinge fra 2020’s ‘Puritan Masochism’, men også et par glimt af den nye plade, Konvent har teaset i et par måneder nu. Dette var mestendels glædeligt, særligt hvor de havde justeret på formlen, og vi blandt andet hørte eksperimenteren med vokalen og mere punchy punk-lyd i trommerne.



Det var halvandet år siden, de fire sidst havde været på græs, og selvom der naturligvis er blevet hamret igennem i øveren op til, var det en sært statisk optræden på scenen, hvor interaktion med publikum var alvorligt begrænset, og eneste tegn på liv var Rikke Emilie Lists ikoniske heksehænder. Konvent havde brug for at få banket rust af for at nå op på det noget mere dynamiske niveau fra før lockdown.

Det lod publikum sig dog ikke nøje med, og især de lidt ældre og de meget unge gik helt amok over denne optræden. Vi havde alt fra en Udo Dirkschneider-lookalike, der var så begejstret, at han flere gange var ved at daske List i hovedet med sin viftende camo-kasket, over teenagerne, der nærmest ikke kunne være i deres egne kroppe for bare store smil og viftende hoved med akavet hårlængde, og selv de mest elitære metalanmeldere, der ellers havde det “peak snob”, som en formulerede det, kunne ikke gøre andet end at smile og nyde entusiasmen og begejstringen, de mange glade lyttere udstrålede. Særligt glædeligt var det at bemærke kønsfordelingen blandt publikum, der var noget mere ligelig, end man har været vant til i mange år 

Selvom man ikke nødvendigvis var blæst bagover af optræden denne aften, kan man ikke gøre andet end at beundre og glædes over Konvents succes.

Stairway vokser ind i himlen
Stairway tegner til at blive et skønt sted at gå til koncert, hvis de kan opretholde deres bookingstandarder. Fysisk har de nemlig noget helt særligt at byde på, som ingen andre i Københavnsområdet kan leve op til. Navnet er nemlig ikke kun en reference til Led Zeppelin, som i øvrigt var et af de mere meningsgivende indslag på pausemusikplaylisten, men derimod også en helt bogstavelig beskrivelse af spillestedet. Man skal nemlig op i anden sals højde for at komme ind, hvorpå man mødes af en gigantisk tagterasse med adskillige borde og bænke, en scene, der i dagens anledning var indtaget af en dj-pult og enormt meget plads til merch-salg. Det er en skam for Stairway, at de ikke har kunnet arrangere noget i løbet af sommeren, da den varme sol oplyser hele pladsen og gjorde det til et lille stykke af himmelen fredag eftermiddag.

Et andet sted, der også føltes som himmelen, var pladsen lige foran scenen, da (0) endelig gik på. Nogle publikummer var strøget igen, og der var udskiftning foran scenen, men der var alligevel godt fyldt op i salen, da titelnummeret fra (0)’s geniale 2020-plade ‘Skamhan’ tonede ind. Scenen var næsten helt mørk, kun oplyst af en projektion af bandets logo på bagvæggen, bag denne aftens hårdest arbejdende og mest entusiastiske musiker.

Forsangeren stod som en Messiah Marcolin-light i haremsbukser og kjortel og fremførte den dansksprogede sang til perfektion. Forskellen mellem dansk og engelsk lyrik kan forståeligt nok virke ligegyldig, når det alligevel drejer sig om black metal, men det særlige ved at kunne skelne ord på sit modersmål skaber alligevel en følelse af samhørighed og dybde, der ikke kan overvurderes, når musikken spiller.



I et sæt, der vekslede mellem de mere aggressive sange fra den første plade og den noget mere introspektive ‘Skamhan’, var der rigelig energi til at få rummet til at bølge op og ned, og det er svært at forestille sig, at nogen kunne stå det igennem uden at blive følelsesmæssigt påvirket.

Trommeslager Mads Mortensen levede sig i hvert fald fuldt ind i hvert eneste slag, og det var tilsvarende umuligt at tage øjnene fra manden, der både fysisk og mimisk var det naturlige omdrejningspunkt. Samtidig var trommelyden så centralt placeret i mixet, at det nærmest føltes som om at få brystbenet slået ind for hvert spark i pedalerne. Dette skal forstås på bedst mulig måde.

Sidste halvdel af settet var emotivt som få ting, og én koncertgænger udtrykte forbløffelse over, at bandet ikke havde valgt af afslutte med den spektakulære ‘(1136)’, for blot at opleve smilet sprede sig mere og mere for hver sang, der fulgte, inden den monumentale ‘Rød Glorie’ lukkede aftenen til et stigende febrilsk og frenetisk lysshow.

Konvent var muligvis det moralske hovednavn, men (0) stod med den reelle sejr.