Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Melodiske skaller på en søndag

Populær
Updated
Melodiske skaller på en søndag
Melodiske skaller på en søndag
Melodiske skaller på en søndag
Melodiske skaller på en søndag
Melodiske skaller på en søndag
Melodiske skaller på en søndag
Melodiske skaller på en søndag
Melodiske skaller på en søndag

Gallows anno 2012 savner den onde arrighed for at kunne leve op til tidligere live-præstationer, men de forstår stadigvæk at ryste fed, rockende hardcore ud af deres instrumenter.

Kunstner
Spillested
Dato
23-09-2012
Label
Distributør
Trackliste
1. Misery
2. Everybody Loves You (When You're Dead)
3. Last June
4. Mondo Chaos
5. Outsider Art
6. London is the Reason
7. Depravers
8. Odessa
9. True Colours
10. Death Voices
11. Vapid Adolescent Blues
12. In the Belly of the Shark
13. Cross of Lorraine
14. Abandon Ship
15. Orchestra of Wolves
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Mens flere søde heavyhoveder i onde Slayer t-shirts formentlig sad og flettede fingre med kæresten foran licenskassen til premieren på ’Forbrydelsen 3’ (eller syrede ud til Dead Skeletons i Pumpehuset, i så fald: respekt) leverede Gallows søndag aften en måske ikke særligt medrivende men trods alt velspillet koncert for en alt for lille forsamling på omkring 100 publikummer.

Se det i øjnene

Det er ikke tilfældigt, at Gallows på denne turné starter ud med nummeret ’Misery’, hentet fra den forrige plade, ’Grey Britain (2009), der et af ”det gamle Gallows” mest populære numre. Blandt Gallows-fans er det alment kendt, at tidligere forsanger, Frank Carter, har et af bandets mest suveræne stunder på lige netop denne sang.

Det er heller ikke tilfældigt, at nummeret nu startes i gang uden den samme episke, halvmelankolske åbning, som ellers åbner skæringen på plade. Fløjlshandskerne gemmer sig i røven: melankolien kan rende og hoppe, det samme kan de fanboys, der er kommet for at vurdere den nye forsanger, Wade MacNeil, der for nogen måske kendes fra det canadiske progressive, hardcore band, Alexisonfire.

Antinationalistisk statement

Går man ind på youtube og hører en skæring fra ’Gallows’, så støder man nemt på et hav af negative kommentarer fra britiske fans, der brokker sig over, at Gallows ikke længere består af et all-british line-up, og at det er bullshit. Det er selvfølgelig sandt, bevares, men det er stadigvæk en ekstremt bullshittet indstilling. Er der noget, der skal ned med nakken, så er det de nationalistiske, fisefornemme, selvfede fornemmelser, hvilket Gallows i øvrigt også selv står for. Det er på en eller anden måde fedt i sig selv, at de skider på deres hooligans-liderlige fans ved at krydre bandblodet med en dråbe canadisk.

Uforløsende vrede

Når det så er sagt. Søndag aften i Lille Vega viste Wade MacNeil desværre ikke snerten af den samme farlighed, som den, Carter på suveræn vis fik fyret ud over rampen under Odeons teltdug på Roskilde 2010. Dér spillede Gallows måske dén mest hæsblæsende rend-mig-i-konventionerne-koncert, som man aldrig glemmer. MacNeil er uden tvivl den store mand rent fysisk, men den nihilistisk, socialopgivende psykopati hænger ikke fast på ham. Det gjorde den på Carter, da man oplevede ham live.

Så er der muligvis nogle, der vil sige, ”jamen, hvorfor sammenligne, det er jo to forskellige forsangere?”. Og jo, det er sandt. Men hvis man ikke skal sammenligne én koncert med Gallows med en anden koncert med Gallows, hvad har man så at vurdere efter? Denne aften savnede man Carter.

Men han kan nu synge, MacNeil. Hans røst er imponerende tør, og han tør bruge den. Faktisk er der ikke en finger af sætte på Gallows overhovedet, rent musikalsk, og specielt Frank Carters bror Steph Carter og Lee Barratt bag tønderne imponerede med en skråsikker spillestil.

Herudover savnede man kort sagt nogle flere smadrede flasker. Man fornemmede, at publikum var plaget af enten efterårsmelankoli eller tømmermænd - eller også havde de bare dét mere svært ved at leve sig ind i vildskaben fra de seneste numre, der uden tvivl også er dét mindre in-your-face plus dét mere atypisk sammenlignet med den arrige, mere traditionelle hardcore: Der er fede tonale guitarlyde men også teenagevibes over melodien i den urimeligt opløftende irritationsspreder ’Outsider Art’, mens ’Cross of Lorraine’ nærmer sig den pop-medrivende sludge a la Kylesa.

Fysisk kontakt/mangel på samme

Til gengæld var der gedigent tørre anerkendende nik til landsmændene i 80’er-crustcore-pionererne Doom i versene på den nye plades bedste sang, ’Vapid Adolescent Blues’, mens også specielt ’London is the Reason’ fik smadret rundt i publikummet, hjulpet godt på vej af MacNeil, der for en kort stund tog turen ned blandt scenepøblens faste cirkel af entusiastiske vilde unge. Det klædte showets udtryk enormt, at der blev skabt en fysisk kontakt mellem band og publikummer.

For det var det, der manglede denne aften: nærkontakt og fysisk aggressivitet. Melodierne er stadig lige så skarpskårne, som når man hører dem på plade, men det er en flad fornemmelse at være til en oprørskoncert med opstandsmusik og politiske tekster fulde af had uden rigtig at blive enten hevet med, frastødt eller i det mindste opgive hele pisset. Anything for a feeling, damnit!

Næste gang kunne det være rart at se Gallows smadre Loppen på en fredag i stedet.