RF 25: En lille smule katarsis
Brooklyn-sludgerne i Couch Slut er ikke for sarte sjæle, eller rettere: De er sarte sjæle, der skriger og støjer, så man kan mærke ennuien.
Roskilde Festivals bedste scene, Gloria, var godt proppet, da den amerikanske kvartet gik på scenen. Efter en kort anerkendelse af de ni, der mistede livet på festivalen, gik bandet i gang med deres sludgede og støjende rock, der nogle gange antager nærmest bluesede former. Det er en meget basal, nedbarberet og rå musik, de spiller, men den er virkelig effektiv, og når voldsomheden tager til, er den også næsten skræmmende massiv.
Det var en stor fornøjelse at se og høre bandet, og efter lidt lydjusteringer, så vi bedre kunne høre sanger Megan Osztrosits hæst og gutturalt skregne vokaler om livets realiteter på vrangsiden i USA, var omstændighederne optimale. Voldsomheden i musikken fulgtes op af voldsomheden i den selvskadende adfærd, Megan Osztrosits, begår på scenen. Hun slog sig selv med mikrofonen, til hun blødte ret voldsomt fra ansigtet. Det er åbenlyst, at der er lighedstegn mellem personen Megan Osztrosits og de historier, hun fortæller, og det understreger hendes selvskade så også, men det åbner for et paradoks: Er vi som publikum enablere, når vi går til koncerter med Couch Slut? Eller er vi en del af hendes proces, når hun heler sig selv gennem disse optrædender? Uanset hvordan man vender det, så var koncerten i hvert fald overvældende, medrivende og vellykket. Og måske er det fint at stille sig selv spørgsmål om de positioner, Megan Osztrosits’ selvskade placerer os i? Hvor ansvarlige er vi selv for en performance, vi putter penge i?
Den fantastiske lyd af et liv, der går i stykker
Megan Osztrosits’ stemme lød af tømmermænd, bitterhed og fortrydelse, men der var også en slags sakastisk livsglæde i den. Som da de spillede ’Topless and Bottomless’, et forrygende angreb på sanserne med følgende poetiske bredside:
”Open your mouth
Let the cum and dirt fall out
Let the stars of the night sky
Guide you
Out
To a working payphone
And now I said "Get up"
I know you heard it
Get on your knees and
Open up wide
I think you should calm down, man
Really
Take it easy
Like a desperate fuck
Like a desperate fuck”
Vi var hele tiden på undersiden af livet og hele tiden midt i smerten, samtidig med at vi lod os rive med af bandets fængende, støjende rock. Ligesom de komplekse positioner beskrevet ovenfor, var også nydelsen af musikken kompleks, men hvem siger også, at livet eller kunsten skal være enkel? Som da vi grinede af, at der var ”like five days worth of blood” på Megans mikrofon. Smerten og selvdestruktionen, stofferne, alkoholen og blodet er det materiale, musikken og i sidste ende vores koncertoplevelse, er bygget af, og vi kunne mærke det. Ligesom lyden konstant balancerede på kanten til feedback, så malede Osztrosits et billede af et liv på kanten af afgrunden. Derfor var det også ekstra rørende og opløftende, da bandet til sidst spillede ’The Stupid Man’, som handler om Osztrosits’ psykopat af en junkie-eks, Chris, der dolkede hende, og publikum satte i med et fælles ”Fuck you, Chris!”. At se smilet på Osztrosits’ ansigt var det, der gjorde koncerten til en forløsende oplevelse. Lige der var der en lille smule katarsis, en lille smule fællesskab.
Fuck dig, Chris.