Copenhell 25: I skovens dybt bevægende uro
Julie Christmas skruede ned for dramaet og op for den musikalske dynamik i en af de senaftens-seancer, der var som skabt til Gehenna-scenens intime rammer.
Not Enough
End of The World
Bow
Thin Skin
The Ash
July 31st
The Lighthouse
Blast
Supernatural
Silver Dollars
Som et af årets absolutte hovednavne for undertegnede er det faktisk flintrende ligegyldigt, at både VOLA og Dethklok, som jeg under andre omstændigheder ellers gerne ville have set, er at finde andetsteds på pladsen samtidig her ved 23-tiden på førstedagen. Både i 2023 og 2024 bød hun på nogle af årets bedste koncertoplevelser (hhv. på Roadburn og Brutal Assault), og med både en levende stage persona og stærkt materiale i ryggen, ikke mindst fra sidste års aldeles solide ‘Ridiculous and Full of Blood’, er det da også helt oplagt, at Julie Christmas får en plads på årets Copenhell-plakat.
Desværre er fremmødet noget sløjt ved showstart – måske netop p.g.a. førnævnte øvrige indslag andetsteds på pladsen – men det skal ikke sætte en dæmper på herlighederne, da bandet slår i med en lang, tung udgave af ‘Bones in The Water’. Det eneste indslag i aften fra nogen af hendes øvrige projekter, i dette tilfælde bandet Battle of Mice. Med Christmas selv gemt bag en twistet, oplyst maske, som hun hvisker og trækker os stille roligt ind i hendes univers under en forlænget, dronende intro, før nummeret imploderer i en mur af huggende støjflader – en lang appetitvækker, inden ‘Not Enough’ for alvor sparker koncerten i gang som et mere velkendt udpluk for de fleste her i skoven.
Sættet er meget som vanligt, hvor otte ud af aftenens 11 sange kommer fra ‘Ridiculous and Full of Blood’. Sange, hvor Christmas i høj grad trækker på skarpe, vokale vekselvirkninger fra det lavmålte, intime til det eksplosive, skrigende leje, og hvor musikken afspejler de samme dynamikker fra det underspillede til de mere dramatisk intense udsving. En opskrift, der slår effektivt, også i aften, hvor Christmas dog har skruet en smule ned for de store armbevægelser i forhold til tidligere. Masken og kjolen med skorpionen på ryggen og de dertilhørende lyskæder er stadig med som et par kulørte indslag, men musikken får dog også lov at tale lidt mere, uden Christmas nødvendigvis tager lige så meget center stage. Det øger dynamikken, især i den massive ‘End of The World’ med assisterende growls fra Cult of Lunas Johannes Persson på guitaren og i en bevægende udgave af ‘The Lighthouse’ sent i sættet.
Ikke alt står lige skarpt, men al respekt for at gøre showet mindre centraliseret omkring frontpersonen, så vi bedre kan mærke den stærke kemi bandet imellem. Chris Enriquez (trommer) og Andrew Schneider (bassist) lægger det tunge fundament, og Persson er som altid en personlighed i sig selv, længst ude i scenen med sin kraftige udstråling og eksplosive karakter, når numrene bider til.
Til syvende og sidst er det dog Christmas, der bedst orkestrerer dramaet, som numrene folder sig ud og opbygger en stærkt emotionelt ladet kontrast til hvad onsdagen ellers har haft i ærmet til os. Bevægende og vildt, ikke mindst i den sublime ‘Supernatural’, der undtagelsesvis forløser midnats-fællessang i skoven, mens andre sange antager lidt nye former her i aften, som om de måske har løsnet op for rammerne efterhånden som touren er skredet frem. Forløsende og frit, og selvom jeg savner lidt af Christmas’ dramatiske væsen i denne ombæring, så er der masser af potentiale i at bryde sangene op, som de gør her i aften.
Måske rammerne er mere frie end som så, og vi med tiden ser hende og bandet bevæge sig endnu længere væk fra de former, vi kender numrene i – under alle omstændigheder en spændende rejse at følge!