Opslugt i uendelig katarsis

Dreadnought - 'The Endless'
Dreadnought

Det grandiose får frit løb og giver tifold igen til dem, der tør købe sig ind på Dreadnoughts seneste konceptuelle opus om lys og lidelse.

Kunstner
Titel
The Endless
Dato
26-08-2022
Trackliste
1. Worlds Break
2. Midnight Moon
3. The Endless
4. Liminal Veil
5. Gears of Violent Endurance
6. The Paradigm Mirror
Forfatter
Karakter
4

“Kan vi overvinde vores menneskelige natur og træffe ultimative valg for at forbedre tilstanden for menneskeheden og for vores planet – eller er vi bare fortabt i en uendelig skygge-cyklus?”

Dreadnought lægger ikke just fingre imellem i præsentationen af ’The Endless’ på deres Bandcamp-side. Hvorfor dog også gøre det, når man har noget dybtfølt på hjerte, og følelserne sidder da også allerede udenpå tøjet ved første lyt på dette femte album, siden de blev dannet i Denver tilbage i 2012. Indtil videre er de måske gledet under radaren herhjemme, men de har også altid levet lidt i deres eget, særegne univers. Progressive ned til kernen uden på nogen måde at forfalde til Dream Theater’ske dogmer - tværtimod. Ingen bånd binder dem til andet end at finde deres eget udtryk på tværs af snart sagt alle metallens subgenrer, for ej at forglemme sidespring udi det mere extravagante – og her skiller ’The Endless’ sig egentlig ikke væsentligt ud fra sine forgængere. 

Kvartetten består fortsat af de samme, fire medlemmer helt fra debuten – Jordan Clancy (trommer) og Kevin Handlon (bas), flankeret af de to vokalister Kelly Schilling (guitar) og Lauren Vieira (keyboard). Alle musikere, som mestrer flere instrumenter end dem, de typisk bærer, omend det ikke så meget er den flamboyante instrumentering, der skinner igennem i denne ombæring, som det er de indfølte, seks skæringer, der både i længde og sindeleje nærmest hver tæller for værker i sig selv, hvis da ikke de gled så smertefrit over i hinanden.

Vieiras og Schillings vokalharmonier kan også få gåsehuden aktiveret, når først de folder sig ud. Deres fløjlsbløde sentimentalitet indvarsler således pladen fra første sekund af den otte minutter lange ’Worlds Break’, der hurtigt får et mere dystopisk skær med distortede anslag og indpiskende trommer, inden den tre minutter inde eksploderer med Schillings growls i forgrunden, efterfulgt af mere af den der skrøbelige afveksling mellem dekonstruktioner og crescendoer, som Dreadnought demonstrerer gang på gang pladen igennem.
’Midnight Moon’ følger efter som en af albummets mere skizofrene anslag, ikke ulig hvad man kunne forvente fra Oranssi Pazuzu i et mere helkonstrueret øjeblik. Mystisk og dragende bygger den op med Clancys rundgange og yderligere demonstrationer af vokalisternes dystre symbiose, indtil doomens sump forkæler os med flere af Schillings desperate skrig, hvorefter instrumenteringen væver sig ind og ud og på tværs, som nummeret fader ud og glider direkte over i det blot fire minutter lange titelnummer. ’The Endless’ er albummets korteste skæring, men en slæbende tung og isnende kold en af slagsen, hvor man skal være end ualmindeligt kynisk for ikke at føle den sjæl, der er lagt i pladen. Vieira tilføjer små, delikate tangentstrejf, før Schilings hyl fører os hele vejen til enden af det endeløse.



Lad det være sagt med det samme – ’The Endless’ er ikke nem at fordøje. Der er ingen letkøbte hooks, ingen vers-omkvæd strukturer. Når først skyggerne begynder at gå op i den der højere enhed er det dog svært at lægge den fra sig. ’Liminal Veil’ lyder som en kusine til noget, Cult of Luna kunne have spyttet ud under sit samarbejde med Julie Christmas på ’Mariner’-skiven, mens ’Gears of Violent Endurance’ demonstrerer Dreadnought fra deres mere primale og agressive side, afrundet af en af albummets mest inciterende passager de sidste tre minutter.

Hvor nemt det end er at lade sig forblænde af de mere ekspressive vokaler i front, så er Clancys og Handlons underspillede puls en af Dreadnoughts største forcer. De fører os lige fra intensitetens højborg til de mørkeste dybder uden nogensinde at fortabe sig i teknisk ekvilibrisme eller emotionel stilstand, mens vokalisterne så forstærker stemningerne med lige den fornødne patos, som sangene hver især afkræver. Selvom vi både krydser død, doom, black, industrial og mere jazzede grundstrukturer undervejs, er det dog den sirlige post-metal og det progressive, musikalske frisind, der træder tydeligst igennem, som pladen lakker mod enden. En rejse gennem hypnotiske, post-apokalyptiske lydbilleder, som i sig selv er mere end dragende nok til at opsluge os i Dreadnoughts kreative strøm.
At lyrikken så bliver serveret på så kunstnerisk vis, at man hurtigt glemmer alt om albummets konceptuelle baggrund, betyder forbløffende lidt, når nu vi nyder den organiske, musikalske indpakning så godt, som tilfældet er – verden er, om ikke andet, et bedre sted, når først man har givet efter for Dreadnoughts emotionelt dragende dystopier, så det er vel også et sted at starte.