Utæmmet kreativitet
Dødheimsgard-sideprojektet er nådesløst eksperimenterende og vil det hele på en gang. For vildt, for meget, for forvirrende?
Sparker inn en åben dør
Then to Darkness Return
Endless Distance
Endeavour
Death of Time
Min tid er omme
Adrift Into Collapse
Requiem Transiens
Yusaf "Vicotnik" Parvez både vader i succes og er i en kreativ raptus i disse år. Hovedbandet Dødheimsgards seneste album, 'Black Medium Current', var det bedste album i 2023. Det gamle avantgarde-band Ved Buens Ende er gendannet som i hvert fald liveband og kan endelig lade sig hylde for, hvor banebrydende de var i sin tid. Og sideprojektet Dold Vorde Ens Navn er bredt anerkendte. Men det er tydeligvis ikke nok for Parvez, der nu også har gang i sideprojektet Doedsmaghird (ja, det er et anagram over Dødheimsgard) sammen med franskmanden Camille Giraudeu, der foruden at være livemedlem i Dødheimsgard medvirker i Ysengrin, Dreams of the Drowned og en række andre.
Man skulle tro, at al den aktivitet trak veksler på kreativiteten, men det er nærmest omvendt: Kreativiteten virker aldeles utæmmet på 'Omniverse Consciousness'. Var man det mindste i tvivl om det, kan man se på de aliasser, d'herrer benytter sig af: Mr. Vicxit Baba Maharaja og Ms. Longue Vie Imminent Doom.
Musikken holder sig heller ikke tilbage. Den fremstår mere spontan og mindre gennemtænkt end hos Dødheimsgard. Hvor Dødsheimsgard er gennemarbejdet udi det ekstreme, og hvor hver eneste detalje virker gennemtænkt, virker Doedsmaghird mere som en slags idélaboratorium, hvor Vicotnik og Giraudeau agerer gale videnskabsmænd, der opægger hinanden til vildere og vildere eksperimenterer. Ingen stopklods, masser af rablende vanvid, alle ideer klaskes op på væggen. Her er passager, der minder om '666 International's industrial-black. Her er utallige mængder atmosfæreskabende og psykedeliske, elektroniske lyde. Vicotniks vokal angriber fra uventede vinkler. Der er også masser af tremoloriffs og aggressiv black. Der er ikke helt samme melankoli og sans for ørehængende passager som på 'Black Medium Current', og det gør det til tider svært at følge numrene, der ofte tager adskillige afstikkere frem for at holde sig på en snæver vej.
Albummet vil en hel masse på én gang, men det kan være sværere at gennemskue, hvad det egentlig vil lytteren. Det kan være, at det bare vil være ligeglad med lytteren og hengive sig til sig selv og alle sine eksperimenter.
Måske er karakteren 3/5 for nærig, måske vil 'Omniverse Consciousness' med tiden åbne sig og vise sig som det mesterværk, 'Black Medium Current' var. Men det kan også være, at den vil vise sig at være kejserens nye klæder, at eksperimenterne gemmer på en rungende tomhed. Den slags uafgørlighed og usikkerhed er i sig selv både sjælden og respektindgydende på dagens metalscene. Albummet er, uanset hvad jeg og andre ender med at synes om det, alene af den grund en imponerende bedrift, og alene af den grund fortjener det også opmærksomhed.