Koldt, kynisk og klassisk

Populær
Koldt, kynisk og klassisk

Det norsk/engelske projekt The Deathtrip viderefører klassisk norsk black metal på særdeles kompetent vis på deres debutalbum.

Titel
Deep Drone Master
Dato
14-11-2014
Trackliste
1. Intro 01:28
2. Flag of Betrayal 03:35
3. Dynamic Underworld 04:57
4. Making Me 05:49
5. Cosmic Verdict 03:38
6. Sewer Heart 03:15
7. A Foot in Each Hell 03:51
8. Cocoons 04:39
9. Something Growing in the Trees 04:29
10. Syndebukken 07:15
Forfatter
Karakter
4

Det er ved at være pinligt lang tid siden, at ’Deep Drone Master’ udkom: i efteråret 2014. Det skal nu først og fremmest ligge Devilution til last, at albummet først anmeldes nu; i hvert fald er det ikke mangel på kvalitet, der præger albummet, men selv en spids nål af et album kan blive væk i den metaforiske digitale promohøststak.

Vi lever i en tid, hvor der ikke er mangel på bands, der hævder at videreføre såkaldt old school black metal i den norske variant, der rystede metalscenen i første halvdel af 1990’erne. Det handler alt for ofte om at være mere trve og kvlt og om at ramme lyden af dengang. Desværre glemmer de fleste af de bands den musikalske eventyrlyst, der på mange måder prægede genren dengang. Og især glemmer de det krav om en selvstændig musikalsk identitet, som særlig Euronymous i sin tid dikterede. I stedet hyldes en forgangen tid ved hjælp af musikalske klichéer. The Deathtrip er en undtagelse.

Bandet er måske ikke voldsomt eventyrlystne rent musikalsk: De tager afsæt i en klassisk black metal-lyd og tager cues fra bands som Mayhem, Thorns, Gorgoroth, Darkthrone og andre af genrens klassikere. Guitarist og sangskriver ”Host” (Paul Groundwell, ex-Thine) har en sikker tæft for at skrive kolde, kliniske riff, der lyder af genrens klassiske periode. Egentlig er det en ganske melodisk plade, men kulden og sortheden giver en fin kontrast til det melodiske. Host har også en sikker tæft for at skrive velfungerende sange, der er friske nok til ikke at lyde generiske, og som er kvalitativt gode nok til at placere The Deathtrip i den bedre ende af genren. Sangene er fængende, dynamiske og varierede i tempo og viser, hvor meget man kan få ud af trommer, bas, guitar og vokal med enkelte keyboardindslag. Det skader heller ikke, at det grundlæggende tempo er et rocket midttempo, der trækker tænder ud på lytteren – uden bedøvelse.

Koldt og menneskefjendsk

Men når The Deathrip for alvor får deres egen identitet og på den måde hæver sig op over den gemene hob af selvudråbt elitære middelmådigheder, så skyldes det især to faktorer: produktionen og vokalen.

Det er ikke tilfældigt, at legendariske Thorns blev nævnt tidligere i anmeldelsen; The Deathrips mix er nemlig lavet af ingen ringere end Snorre Ruch, hovedmanden bag netop Thorns. Og han har givet bandet en lyd, der viser, at der ikke nødvendigvis er nogen modsætning mellem black metal og en klar og knivskarp produktion. Det er måske især i lyden, at man hører ekkoer af Thorns. Det her, det er koldt og krystallinsk, men uden at blive tyndt. Minimalistisk, men ikke lo-fi.

Og så er der Aldrahns (Dødheimsgard, Thorns) vokal. Den hæver albummet det sidste stykke. Her er vi langt fra det generiske black metal-skrig. I stedet benyttes en ualmindeligt varieret tilgang, der veksler mellem gutturale brøl, hæse skrig og desperate hyl, der skaber en kold og menneskefjendsk atmosfære, der får albummet til at føles som… ikke et forsøg på en genoplivning af en svunden tid, men snarere et album, der viderefører og opdaterer genren og får den til at lyde frisk og farlig. Lyt blot til sidste strofe af ’Making Me’ eller den ualmindeligt nedrige ’There’s Something Growing in the Trees’, der sammen med den afsluttende ’Syndebukken’ er blandt albummets hadske højdepunkter.

Det er ikke meget traditionel black metal i dag, der er på niveau med ’Deep Drone Master’. Den er hermed anbefalet.

Du kan høre hele albummet nedenfor: