25 år forud for deres tid
Populær
Ved Buens Endes kantede og mystiske univers ligner ikke på forhånd et oplagt soundtrack til lørdag aften på en festival. Men det progressive black-band tryllebandt alligevel Metal Magics publikum som lørdagsheadlinere.
Der er noget næsten fornuftsstridigt over, at et band som Ved Buens Ende er festivalheadlinere denne lørdag aften i Fredericia. Ikke kun, fordi det eksperimenterende norske black metal-band egentlig har været opløst siden 1997 (fraset et kort forsøg på genaktivering i 2006-2007), og Metal Magic i årevis har forsøgt at få medlemmerne med på en gendannelse og en koncert på festivalen (mange flere koncerter er siden annonceret), men især, fordi Ved Buens Endes musik i bund og grund er utroligt lidt festivalegnet.
En depressiv og eksperimenterende småpsykedelisk og -gotisk black metal, der bruger assonans og dissonans på en måde, der stadig kan synes sær og vrangvillig i genren i dag, og som, da debuten ’Written in Waters’ udkom i 1995, var årtier forud for sin tid og må have fremstået voldsomt fremmedartet. En variant af black metal, der virker mere inspireret af Voivod, af King Crimson i 80’erne, af new wave og art rock og af The Cures depressive plader end af black-genrens traditionelle bannerførere. Ikke lige det, man sætter på en lørdag aften foran feststemte mennesker. Men det er det så åbenbart alligevel, og andet ville da også være en skam: Dels er det en gammel drøm for festivalen at få dem på, dels har festivalen også en profil, hvor man ofte tør udfordre sit publikum – tænk bare på de gode spots til Goblin og Paul Roland sidste år.
Og selvom der da er dem blandt publikum, der ikke er helt enige i den disposition, og selvom en del i bekendtskabskredsen på forhånd har sagt, at de ikke rigtig forstår, hvorfor Ved Buens Ende skulle være noget særligt, så virker placeringen til at give pote: Der er både godt fyldt op og et publikum, der virker på og tændte.
Det gør Ved Buens Ende også. Alle tre originalmedlemmer er med, blot er trommeslager Øyvind Myrvoll ny i bandet, mens Carl-Michael Eide, der tidligere spillede trommer, nu koncentrerer sig om guitar og vokal. Han sidder og troner midt på scenen på en slags kontorstol (nødvendig efter et fald fra 4. sal i 2005), mens bassist Hugh ”Skoll” Mingay og guitarist/vokalist Yusaf ”Vicotnik” Parwez tager flankerne. Med Eides begrænsede mobilitet på scenen er det især de to, der står for den mere udadvendte del af showet, og især Vicotnik arbejder på publikumskontakten. Men ellers er det ikke, fordi Ved Buens Ende gør et stort nummer ud af at lave et decideret show ud af det.
De lader musikken tale. Og de spiller som en drøm, mens de bevæger sig gennem omtrent alt deres udgivne materiale sættet igennem. De særegne jazzede trommer, der på en gang er vildt tekniske og hele tiden snubler over sig selv; den for genren tykke og fremtrædende baslyd og de særegne, kantede riffs, der hvirvler en rundt; Vicotniks rå, mere traditionelle raspende vokal over for Eides rene vokal, en mærkeligt sørgmodig croonen, som han videreførte i bandet Virus, der på mange måder er en mere rocket videreførelse af Ved Buens Ende. Koncerten her er en rejse ind i et univers, hvor alt er en smule forskudt fra normalvirkeligheden – takterne og riffene er skæve og makabre og mareridtsagtige, strukturerne langtfra konventionelle.
Cirka 25 år efter, at materialet oprindeligt udkom, virker Ved Buens Ende stadig forud for deres tid. Selvom projekter som Blut Aus Nord og Deathspell Omega har arbejdet videre med nogle af de samme idéer, og selvom der kom en række eksperimenterende black-bands i Norge i sidste halvdel af 90’erne, så er der stadig ikke helt noget, der lyder som Ved Buens Ende. Heller ikke i dag. Det nærmeste referencepunkt bliver næsten Gorguts, der gør noget af det samme ved dødsmetalgenren, som Ved Buens Ende gør ved black-genren. Mens de spiller, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan black-genren havde set ud, hvis de ikke var gået i opløsning, men i stedet var fortsat med at revolutionere genren indefra. Hvordan havde genren da formet sig? Måske er tiden endelig moden til Ved Buens Ende? Det lod til, at de fleste tilstedeværende var enige; og bandet selv så nærmest lykkelige ud, da de gik på scenen igen til ekstranummeret. Koncerten her var vidunderlig.