Afstemt dommedag
Populær
Før kaldte de sig Beastmilk, sidenhen har de skiftet navn til Grave Pleasures. Under dette navn udgav de sidste år en skuffende rockplade, der balancerer mellem det ellers solidt opstemte og det simpelt melodiøse.
New Hip Moon
Crying Wolves
Futureshock
Crisis
Worn Threads
Taste The Void
Lipstick On Your Tombstone
Girl In A Vortex
Crooked Vein
No Survival
Da det nye navn Grave Pleasures første gang dukkede op på rockradaren i foråret af 2015, var det ikke uden forundring. Selv om bandets navn muligvis var ny for en, var det nemlig ikke et nyt band. Ikke rigtigt i hvert fald. Grave Pleasures kan i stedet siges at være en ny konstellation af det nu hedengangne Beastmilk – det finsk/britiske band, der i efteråret 2013 udgav en fantastisk debutplade, og som havde Hexvessels Matthew McNerney i front. Interne stridigheder i bandet førte imidlertid sidste år til navneskiftet.
McNerney er heldigvis at finde i front af også Grave Pleausres, hvorimod Johan Snell, finsk guitarist og hovedmanden bag Beastmilk, ikke længere er med i bandet. Trommeslager Dimitri Paile forlod desuden Beastmilk omtrent samtidig med Snell og er i Grave Pleasures blevet erstattet af Uno Bruniusson fra ligeledes hedengangne In Solitude. Når man derudover samtidig føjer guitarist Linea Olsson til bandets nye line-up (ex-The Oath), har man kort sagt en version 2.0 af bandet, der måske nok synes noget sporadisk i sin sammensætning af diverse brudstykker fra andre bands, men som man naturligvis er mere end interesseret i. At vi stadig har Oranssi Pazuzus’ Juho Vanhanen på bas, er prikken over i’et.
Frenetiske kort på hånden
’Dreamcrash' hedder Grave Pleasures’ debut, og den korte prolog af guitarstøj, der starter pladens åbningsnummer, ’Utopian Scream’, kan netop ses som en markering af overgangen mellem de to bandnavne. Sammenligner man med den varmere lyd af dommedag, som man hørte det hos Beastmilk, er der rent sonisk nye, anderledes halvfrenetiske semi-lo-fi-boller på suppen hos Grave Pleasures. Der har været en del negativ snak i internetkrogene om bandets hurtige udskiftning af medlemmer, og mens det på denne plades første par numre er tydeligt, at Grave Pleasures udspringer af Beastmilk, er det samtidig tydeligt, at vi taler om en ny konstellation, der forsøger at give sig selv friske kort på hånden. Sonisk set har de tilmed succes med det, thi kombinationen af det frenetiske og McNerneys varme vokal gør sig godt.
Ihærdige numre
Sangenes kvalitet er dog dalet i overgangen fra det ene navn til det andet. Beastmilk lavede kort sagt en bedre debut end Grave Pleausres. Slående er det, at ’Crying Wolves’ sandsynligvis er den sang på ’Dream Crash’, der lyder bedst som Beastmilk, og at den samtidig står som et af pladens stærkere numre. Det er nummerets særlige ulmende ro, der her gør forskellen. Det samme gør sig til dels gældende for det potentielle megahit, ’Lipstick on Your Tombstone’, der egentlig har sikker succes med at dyrke sin pulserende, monotone melodi – vi snakker lyden af The Cult gone emo – men som samtidig savner det eksistentielle bid, der hos Beastmilk fik sange som ’You Are Now Under Our Control’ og ’Surf the Apocalypse’ til netop at gå dybt i kødet på én.
Anderledes rockstøjende hos Grave Pleasures står det til på et par hurtigere skæringer som ’Futureshock’ og ’Taste the Void’, der synes at have Olssons guitarsignatur skrevet all over. Der er en arrig ihærdighed over disse numre, som på sin vis klæder bandet, men som også mangler den sidste elektrificerede nerve for at ramme det drive, som sangene sigter efter at forløse hos lytteren. Den lyd, der er på Olssons spade, skal man ellers lede længe efter for at finde meget bedre. Mod pladens slutning skrues der herefter først ned for tempoet og op for det skæve beat på ’Girl in a Vortex’, hvorpå McNerney momentvist lyder som Brett Anderson, inden den rockende simplicitet, der er over crooner-sangen ’Crooked Vein’, med lidt god vilje vækker mindelser om PJ Harvey anno 90’erne. Herefter skruer ’No Survival’ op for bassen og de rytmiske trommer og slutter pladen på halvkedelig vis.
Brudstykkernes mangel på helhed
Det er ikke let at skulle indrømme, at en gruppe bestående af så vedkommende musikere, skuffer, men man kommer ikke uden om det. Problemet er som nævnt først og fremmest sangene. Der skal kort sagt skrives bedre sange, hvis man har tænkt sig at levere rock og rul med lyrisk saft og musikalsk kraft. Netop lyrisk savner man også noget mere bid hos Grave Pleasures. I Beastmilk leverede McNerney tekster, der satte sig som sorte skygger på ens skuldre. Hos Grave Pleasures synes der derimod at være mere sproglig gimmick end seriøsitet over bandets lyrik. Synger man om eksistentiel afmagt, dommedag og intethed, forpligter man sig til at give lytteren i hvert fald muligheden for at komme derind, hvor man forholder sig til materialet. Når det er sagt: Der er selvfølgelig potentiale i Grave Pleasures. Masser af potentiale! Forhåbentlig får de det forløst på deres næste plade.