Top 5 – Brutal Assault 2024
Jaromer lagde endnu engang fort til et overflødighedshorn af højdepunkter for os, der craver det brutale – med enkelte, mere melodiske indspark til at få øregangene fintunet.
Brutal Assault er på alle fronter svær at stå for. Du kan mæske dig i alt fra hashbrowns og vegansk rice 'n' curry til grillede makreller og pandekager med Nutella. Du kan sunde dig dagen derpå med hindbærlemonade og æblecider, når temperaturerne er mest bagende. Og vil du bare have branderten opgraderet, så er der også både absinth-lemonade og Long Islands til noget á la en 50'er.
Der ud over var det også i år tydeligt, at Brutal Assault har vundet endnu flere danskeres hjerter. Flere af dem, jeg talte med, som var BA-debutanter, hæftede sig ved behovet for et tungere, mere metallisk alternativ til Copenhell, og det er da også lige, hvad du får – inklusiv de lækre kulisser på fortet, pestmaskerne og steampunkerne, de underholdende biograf-indslag og generelt at kunne få en hel del mere for pengene. Som fx, da jeg i Brutal Bar tog mig selv i at tænke, at prisen på 65 koruna for en fadøl egentlig er 1:1 med ølpriserne på Copenhell – indtil du indser, at du her kan dividere beløbet med fire for at få det i DKK.
Men altså – det er jo musikken vi er kommet for, og selvom det føltes som om, at programmet, i modsætning til tidligere år, i år tog mere fart i de sene eftermiddagstimer, så skal vi nu heller ikke klage over lige at have starten af dagen til at finde det rette gear.
At skulle begrænse sig til blot fem BA-højdepunkter er ubarmhjertigt, for der var vitterligt igen i år mange skarpe skud, der kunne have fortjent mange flere ord med på vejen.
Arottenbit leverede høj-adrenalins 8-bit-klyngebomber i en lind strøm på den lille KAL Stage, men jeg nåede desværre kun 20 minutter, før Satyricon kaldte i den anden ende af pladsen.
Blockheads var årets første overraskelse, og den mest intense grindcore-koncert jeg har set i årevis, med en forsanger, der tydeligvis vidste, hvad der skulle til for at få os alle inddraget i deres grindede spind.
I en helt anden, industrielt pumpende boldgade må jeg bekende, at Laibach var et fascinerende indslag, med Wagnersk bombast, monologer og show for alle pengene, mens de fascistiske undertoner aldrig tog sig ud som andet end et virkemiddel til at underbygge Wagner-effekten. Der ud over var gensynet med Chthe’ilist også lige præcis så dystert og Lovecraft-smadret, som jeg havde håbet på, med både vræl og pigsqueals som ekstra topping på deres morbidt skæve dødsmetal – og på sin vis endnu mere dystert end deres show på Kill-Town Death Fest i 2019, selvom vi, i modsætning til dengang, her fik dem i lummert dagslys.
Et lille udpluk af boblere, men skal vi ty til cremen af cremen, så toppede Brutal Assault 2024 her:
1. Dødheimsgard (lørdag 22:05, Obscure Stage)
Sidste år kårede vi ‘Black Medium Current’ som årets internationale udgivelse i vores flammeskrift, og med god grund. Det er dog først i aften, vi får materialet at høre live, og på imponerende vis får Dødheimsgard smertefrit kastet alle de nye genreindsprøjtninger ind i lydbilledet. Den sidste halvdel af ‘Et Smelter’ stod i det blødende sentimentale tegn, mens Vicotnik mestrede en fin balance mellem hans sørgmodige tone og så alle hans oddball-twists med fx at skræve rundt i bizarre, stirrende positurer og kaste farvestrålende støvbolde ud i luften, ud over bandmedlemmerne, som sin egen form for magi.
Enkelte ældre indslag bliver det også til, såsom da en ubekendt “John from Chile!” overtager mikrofonen i et eminent, hidsigt take på den næsten 30 år gamle ‘The Crystal Specter’, men det er dog langt overvejende ‘Black Medium Current’, der står på menuen i dag, leveret med alle de nuancer numrene afkræver. Havde en karakter været på tale, var det en ren 666, 50 minutters vedvarende gåsehud og uden tvivl den bedste koncert, jeg har set i år.
2. Brutus (onsdag 20:50, Obscure Stage)
Efter at have indledt dagen med Humanity’s Last Breath, Terrorizer, Hexvessel (med vægt på deres nye, blackede lyd) og en i øvrigt fremragende, teknisk opvisning fra Misery Index var Brutus et tiltrængt pust. Den belgiske trio har tidligere slået benene væk under os på både Roadburn og Copenhell, og selvom de egentlig ikke gjorde noget, som jeg ikke har set dem gøre nogle af de nævnte aftener, så er det bare et spørgsmål om to ingredienser: de gode melodier og så Stephanie Mannaerts. Hendes hæse stemme og hårdtslående trommespil bærer bandet frem, og så gør det knap så meget, at de andre to kun fylder scenen ud rent musikalsk.
‘War’ og ‘Liar’ får os omgående ind i deres mere umiddelbart energiske univers, og derfra går det over stok og sten, hvor kun en lige lovligt pumpet ‘Dust’, som om de prøver at pumpe sig op til de brutale kulisser, trækker ned undervejs. Efter skrålen fra publikum at dømme er Brutus da også nu nået så langt ind i varmen, selv som en del af dette mere brutalt orienterede line-up, at folket har forstået tiltrækningskraften.
Fuldt fortjent.
3. Emperor (lørdag 20:50, Marshall Stage)
Ingen hemmelighed, at jeg elsker Emperor.
Heller ingen hemmelighed, at jeg helst afstår fra nostalgi, og derfor som udgangspunkt kun opsøger koncerter, hvor jeg ikke kun skal høre “det go’e gamle”, fordi kunstnere, der stadig er aktuelle, vitale og har noget på hjerte, altid er at foretrække.
Well – efter nu både at have set dem både på Summer Breeze 2019 og Copenhell 2022, samt her i aften, må jeg konstatere, at Emperor er undtagelsen til reglen. Ihsahn (vokal/guitar), Samoth (guitar) og Trym (trommer) lægger igen vægt på de to første plader, og det er nærmest meningsløst at fremhæve noget fremfor andet, som de stormer igennem sættet uden de store taler til folket undervejs.
Musikken får lov at tale for sig selv, og med undtagelse af sekvenser som den afrundende del af ‘Thus Spake the Nightspirit’ og dele af ‘With Strength I Burn’, hvor BPM momentvis får lov at finde et mindre aggressivt leje, er Emperor igen i aften en mesterlig tour de force af blackede dimensioner – også selvom alt er givet på forhånd.
4. Julie Christmas (lørdag 19:15, Obscure Stage)
Den excentriske sanger Julie Christmas leverede en af de bedste shows, jeg oplevede i hele 2023, da hun gæstede Roadburn. I mellemtiden er ‘Ridiculous and Full of Blood’ udkommet, og således er vi denne gang mere fortrolige med solomaterialet, der ligeledes dominerede sættet sidste år. Christmas indtager scenen med en fjermaske, mens hun skriger sig dramatisk gennem den fortræffelige ‘Bones in the Water’ fra fortiden i Battle of Mice, før masken rives af, og vi får langt det meste af den nye plade med ekstra vægt på de tunge kvaliteter.
Jeg fristes til at tænke, at hun har adaptet til Brutal Assault-segmentet, for selv med hendes vanlige temperament i stemmen har hun godt nok også skruet op for skrigene, hvor jeg godt kunne savne lidt mere af den indfølte del af stemmepragten som kontrast.
Bedst peaker hun i ‘Supernatural’, ‘End of the World’ og singlen ‘Not Enough’, der alle er stærke musikalsk til at underbygge hendes dramatiske fremtræden på scenen, mens hun i enkelte, andre tilfælde såsom ‘The Ash’ anstrenger sig lige rigeligt for at komme udover scenekanten. Den ældre ‘Bow’ er dog et fortræffeligt valg sidst i sættet med dens pulserende opbygning og drive til at sende os videre over mod Emperor, i høj puls over mod den anden ende af pladsen …
5. Cult of Fire & Bohemian Symphony Orchestra Prague (fredag 20:55, Marshall Stage)
En oplevelse udover det sædvanlige. Den tjekkiske, klassiske musiker Bedrich Smetana blev født i 1824, og ses som en af Tjekkiets væsentligste komponister inden for netop den klassiske musik.
Da vi befinder os i selvsamme land, valgte Vladimir Pavelka (Cult of Fire-guitarist) at gå sammen med Martin Sanda (orkesterleder) om at skrive en koncert, som var stærkt inspireret af Smetanas værker, i anledning af 200-året for hans fødsel.
Hverken Cult of Fires intense black metal eller orkestrets stryger-bårne opbygninger kompromitteres, og tilsammen munder det ud i en koncert med fuld smæk på den episke skala, tremololøb på guitarerne samt violiner og pauker, der underbygger de symfoniske aspekter, mens landets natur og ældre bygningsværker fylder bagbeklædningen ud som visuelle throwbacks til Smetanas tid.
Kun ‘Vltava’ (covernummer skrevet af Smetana), som Cult of Fire indspillede et årti tilbage, var velkendt, men under alle omstændigheder en ambitiøs commision, der demonstrerede, at Cult of Fire er uhyggeligt dygtige og tør bryde grænser med det forventede. Også selvom dele af de mere romantisk inspirerede sekvenser måske virkede lige lovligt sovsede for et band som dem at inkorporere, men ikke desto mindre modigt og tankevækkende.
Kunne man forestille sig fx Afsky lave en commision med et dansk symfoniorkester, inspireret af fx Carl Nielsen? Og ville det give mening, eller ville det blot blive forceret?
For Cult of Fire virkede det i hvert fald. Måske Smetana ligger dem meget nær, for samspillet og helheden var intakt for os – også selvom mit forhold til Smetana ligger på et meget lille sted …
