RB '23: Melodisk afbræk fra Roadburn-præmissen
Brutus var et veltimet, energisk åndehul med rockede ørehængere på stribe og Stefanie Mannaerts' drive og hæse charme som trioens største trumfer fredag aften.
2. War
3. Victoria
4. Justice de Julia II
5. Miles Away
6. Brave
7. What Have We Done
8. Dust
9. Sugar Dragon
Det er ikke mere end halvanden måned siden, belgierne vandt mindst én ny fan i form af min kollega på Store Vega. Det er ærligt talt ikke svært at forstå, for Brutus er et stærkt sammentømret ensemble med masser af stærke melodier på CV'et, ikke mindst på den nyligt udgivne 'Unison Life', som også er i fokus til koncerten i dag. Stijn Vanhoegaerden (guitar) og Peter Mulders (bas) startede egentlig ud sammen med Stefanie Mannaerts (sanger/trommeslager) som et Refused-coverband ti år tilbage, og siden er kanterne så slebet gevaldigt af med mere klart definerede sange og alt-rockede indfald i 00er-ånden.
Tag fx 'Victoria' tre sange inde i settet, der på den bedst tænkelige måde minder om noget, Carpark North kunne have skrevet for tyve år siden, med twangy guitarlinjer og en melodi med radio-appel så det basker – også selvom Mannaerts' stemme klart efterlader et mere hæst indtryk her på 013 end på pladen, og det bliver nemmere som lytter at navigere efter fraseringerne end det sungne ord. Ikke, at det gør det mindste, tværtimod. Det giver et mere råt billede af Mannaerts, der af natur aldrig så sig selv som sanger, men snarere var en rolle hun modvilligt tilegnede sig med tiden, som hun fortæller mere om i vores interview med hende her. En råhed kun underbygget af hendes energiske punch på det fremhævede trommepodium, som hun slår hvert eneste slag hårdt an med militant præcision. Næsten så perfekt, at det bliver lidt en irritation, og hvor impulserne også gerne måtte få mere frit løb fra tid til anden, uden det dog skal skæmme den kraftpræstation, det er at spille så stilsikkert og samtidig mestre vokalen i et helt andet register.
Desværre har resten af trioen ikke samme overvældende karisma. Mulders fylder dog godt ud på bassen og minder på sin vis lidt om Chris Wolstenholme (bassist i Muse), både i tone og fremtoning helt fremme på scenekanten, mens Vanhoegaerden er helt og aldes tilbagetrukket og fokuseret på at spille sine guitarlicks til perfektion. Her er der da heller intet at sætte en finger på – Brutus er en powertrio i ordets sande betydning, hvor de forstår dynamikken i både at træde i karakter og træde tilbage, når det tjener sangen ret. At det så med længder er Mannaerts, der driver dem frem i live-situationen, gør mindre, når det virker så effektivt og legende let som her på 013. Hun er en presence i rummet, som en maskine markant og knivskarpt i lydbilledet. Tidligt i settet under den storladne intro til 'War', før trommerne eksploderer et par minutter inde, men også 'Brave' bør fremhæves her som et energisk højdepunkt, hvor banddynamikken kommer i fuldt flor med Mannaerts som den drivende force.
Det er nemt at forstå, hvorfor Mannaerts har drømt om at spille her, siden hun var 16, som hun fortæller inden 'Sugar Dragon' runder settet af. Ganske vist er Brutus ikke ligefrem redefining heaviness, men de har en passion, en fordybelse og en mørk grundtone, mange af festivalens øvrige navne kan spejle sig i, også selvom Brutus er et helt andet sted i dag end på debuten seks år tilbage.
Det er ingen skam at inkludere lidt mere opløftende toner i Roadburn-setuppet fra tid til anden – tværtimod får det blot alle de øvrige, tungere indslag til at fremstå dét tungere.