Brutal melankoli

En mægtig mandag med rå og smuk energi og hårdtslående tempo.

Quentin Sauvé
Den franske singer-songwriter Quentin Sauvé krænger sit hjerte ud i et lavmælt setup, hvor han ene mand på scenen leverer eftertænksomme, dybfølte musikaliteter med elektroniske elementer.

Hvornår sker der noget?
Vi starter ud med en lang intro. Lidt for lang. Dog er der en god overgang til guitaren, som bryder de elektroniske elementer op.  Første nummer slutter uden at prale på noget tidspunkt. Jeg står med en uforløst følelse og forventer, at andet nummer sparker aftenen ordentligt i gang. Det sker desværre ikke.  Ingen tvivl om, at Sauvé er en dygtig musiker. Hans stemme-register er virkelig godt men det er kedeligt.

One man-band?
Der kan være noget nøgent og stærkt ved at stå ene mand på scenen og dele ud af sin musik. Flere sange har backing track med ekstra guitarer og trommer. Det forstår jeg ikke helt. Hvis man vil have trommer med i sin musik, så find en trommeslager. Det er dog første gang i aften, at publikum begynder at bevæge sig med musikken, så trommerne er klart savnet.

Publikum virker til at kede sig og folk snakker en del både under og mellem numrene.
Der skal mere energi til på sådan en mandag aften. Det føltes mest af alt som et alt for langt og alt for blødt forspil, hvor klimaks aldrig kommer. Det er lidt frustrerende, for stemmen er god. Jeg savner momentum.

Det er en forkert booking, i forhold til hvor energisk hovednavnet er.

Inderlig og brutal melankoli
Den belgiske trio Brutus leverer nemlig smuk og brutal melankoli med et storladent epos på et mørkt og dystert bagtapet.

Deres lyd er genrebrydende og har en drømmende dreamwave-følelse parret op med et energisk post-hardcore-præget og post-punket lydtapet.

Forsanger og trommeslager Stefanie Mannaerts’ stemme er intens, storladen og kraftfuld. Hun har til tider en lille hæshed i stemmen som er røv-charmerende og giver en lækker kant til hendes dybfølte og smukke røst. Hendes stemme minder mig lidt om Björk og Sia i visse passager. Mannaerts’ stemme er unik og passer perfekt til de drømmende passager og de tunge omkvæd. Der er et super godt samspil mellem hende, guitaristen Stijn Vanhoegaerden og bassisten Peter Moulders. De smiler og griner til hinanden under numrene og lader virkelig til at elske at spille musik sammen.

Lørdagsenergi på en mandag
Publikum byder bandet ivrigt velkommen med klap og hujen. Det er dejligt at mærke noget entusiasme fra publikum, og det gør mine forventninger højere.
De lægger ud med at spille ‘Liar’. Det er en stærk åbner, og folk synger og danser med.  
I modsætning til opvarmningen er der respekt fra publikum. Man holder kæft, mens der er stille passager. Inderligheden i musikken og i Mannaerts’ stemme får lov at fylde, og det smitter af på publikum. Der er godt samspil mellem bandet og publikum, og man bliver mødt af glade ansigter på scenen. Tredje nummer – ‘War’ –  sparker Vegas publikum direkte ind i en solid lørdagsenergi. Der er en dybfølt nerve og melankoli i Mannaerts’ stemme, og sangen slår over i hurtigt circlepit-tempo i omkvædet.

Min personlige favorit er nummeret ‘What Have We Done’, og det er jeg ikke alene om. Den bliver leveret supertight, og publikum synger inderligt med; det er her, koncerten peaker.

De afslutter virkelig potent! Publikum klapper insisterende på ekstranumre, og det får de.
Det er ikke en let opgave for et band at skabe så magisk en stemning på en mandag, men det gjorde Brutus. Deres sange sidder fast i bevidstheden længe efter musikken er tonet ud og efterlader mig med en følelse af at have oplevet et virkelig godt liveband levere en fremragende præstation.  Jeg kendte ikke til Brutus før koncerten, men de har fået en ny fan i mig.